Jacob Berzelius
 | Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. |
Jöns Jacob Berzelius (født 29. august 1779 i Väversunda, Östergötland, død 7. august 1848 i Stockholm) var en svensk kemiker.
| Jacob Berzelius | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
20. august 1779  Väversunda, Sverige |
| Død |
7. august 1848 (68 år) Adolf Fredriks församling, Sverige |
| Gravsted |
Solna kyrkogård |
| Nationalitet |
 Svensk |
| Ægtefælle |
Elisabet Johanna Poppius |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Uppsala Universitet, Katedralskolan |
| Medlem af |
Royal Society, Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien, Académie des sciences, Kungliga Vetenskapsakademien, Svenska Akademien med flere |
| Beskæftigelse |
Farmaceut, fagbogsforfatter, universitetslærer, læge, kemiker |
| Fagområde |
Kemi |
| Arbejdsgiver |
Uppsala Universitet, Karolinska Institutet |
| Arbejdssted |
Stockholm |
| Elever |
James Finlay Weir Johnston, Lars Fredrik Svanberg |
| Kendte værker |
Undersökning af några i trakten kring Fahlun funna fossilier, och af deras lagrställen |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Foreign Member of the Royal Society (1813), Pour le Mérite for videnskab og kunst, Sankt Stanislaus-ordenens første klasse, Ridder af Nordstjerneordenen (1815), kommandør af Vasaordenen (1821) med flere |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Skønt tidlig grebet af kærlighed til kemien, måtte Berzelius, tvunget af de daværende forhold ved universitetet i Uppsala, hvor han studerede, uddanne sig som læge, og først da han 1807 udnævntes til professor i medicin og farmaci ved den medico-kirurgiske læreanstalt i Stockholm, hvor han havde virket som adjunkt siden 1802 samtidigt med at praktisere som læge, kunde han hellige sig de kemiske eksperimentelle arbejder, der blev af så gennemgribende betydning for kemien.
Med små midler og væsentlig uden hjælp udarbejdede Berzelius, særligt 1810-18 eksakte analytiske metoder til kvantitativ bestemmelse af talrige grundstoffer, bestemte ved Hjælp af dem Atomernes relative Vægt og gav dermed et fast grundlag for Daltons 1808 fremsatte atomteori. B. betragtede oprindeligt den vægtmængde af et grundstof, der forener sig med l atom = 16 Vgtd. Ilt, som vægten af dets atom, og i hans først meddelte atomtalstabeller er derfor f. Eks. de monovalente (engyldige) metallers atomvægte opførte med det dobbelte af den virkelige værdi, men ved benyttelse af de efterhånden fremkomne holdepunkter: Gay-Lussacs lov, Avogadros lov, læren om isomorfi og Dulong og Petits lov om atomvarmen lykkedes det Berzelius at opstille et atomvægtssystem, der har stået gennem tiderne; og så forbavsende nøjagtigt var B.’s eksperimentelle arbejde, at de ændringer, som vor tids højt udviklede teknik og metodik, særlig gennem de af Jean-Servais Stas (1860-65) og senest af Theodore William Richards (siden 1906) gennemførte arbejder, har forårsaget i B.’s atomvægtværdier, kun er ret ubetydelige.
Den af B. skabte analytiske metodik anvendte han i det hele til omhyggelig fastsættelse af de mængdeforhold, i hvilke grundstofferne forener sig til kemiske forbindelser, der førte ham til opstilling af et mineralsystem på kem. Grundlag (1812) og til eftervisning af, at ogsaa de organiske forbindelser følger de atomistiske Love (1814). – årsagen til, at grundstofferne forbinder sig efter bestemte vægtforhold, søgte B. i en for atomerne ejendommelig elektrisk polaritet og grundlagde på denne antagelse (1812) sin i 1819 udførligt udarbejdede elektrokemiske Teori i Forbindelse med den på dualistisk grundlag opbyggede lærebygning, hvor B. første gang (1814) benyttede det siden da anvendte kem. tegnsprog.
For alle B.’s teoretiske betragtninger dannede eksperimentet det nødvendige grundlag, og kemien skylder ham derfor mangfoldige mønstergyldige enkeltundersøgelser på de forskelligste områder, bl. hvilke bør nævnes banebrydende arbejder over selen, fluorforbindelser, ferrocyanforbindelser, vulfosalte, sjældne mineralier og fysiol. vigtige stoffer, over druesyre og vinsyre (med den skarpt hævdede opfattelse af begrebet isomeri inden for den organiske kemis område), samt også de arbejder, der førte B. til fremstilling af grundstofferne silicium (1823), zirkonium (1824) og tantal (1824).
Af ikke mindre Bet. for videnskaben blev B.’s omfattende litterære virksomhed; sine talrige eksperimentelle abejder meddelte han først på svensk, dels i de af ham selv sammen med Hisinger o. a. 1806-18 udgivne Afhandlingar i Fysik, Kemi och Mineralogi, 6 Bd, der indeholder over 200 afhandlinger. af B., dels i Vetenskaps Akademiens Handlingar, derefter i Datidens vigtigste videnskabelige tidsskrifter; afhandlingerne udmærker sig alle ved sjælden klarhed, grundighed og omhyggelighed i udarbejdelsen. Det samme gælder i udpræget grad de 27 Bd Årsberättelser om Fremstegen i Kemien, som B., som livsvarig sekretær ved Vetenskaps Akademien, 1821-48 afgav til dette, og som udkom i tysk bearbejdelse: Jahres-Bericht über die Fortschritte d. phys. Wissenschaften, der Chemie u. Mineralogie ved Fr. Wöhler; de indeholder ikke blot redegørelse for alt, hvad der fremkom, men tillige en objektiv kritik, båret af dyb Indsigt og overlegen tilegnelse, og vidner om enestående arbejdsevne.
Det samme gør den af B. udg. Lärbok i Kemien, hvis. 1. Udg. udkom i 3 Bd 1808-18; 2. Udg., 4 Bd, 1825-31, blev oversat på tysk af Fr. Wöhler, 3. og 4. Udg., ligeledes 4 Bd, udkom kun på tysk, oversat efter B.’s manuskript af Wöhler, medens 5. Udg. (5 Bd), 1843-48, blev udg. på tysk af B. under medvirkning af Wöhler; B.’s fortrinlige lærebog står som mønster for alle senere tiders lærebøger. Også B.’s Föreläsninger i Djurkemien, 1806-08, fortjener at fremhæves.
I 1815 overtog B. et for ham oprettet professorat i kemi ved førnævnte læreanstalt, og talrige kemikere søgte til ham; bl. hans elever kan nævnes Brødrene Rose, Mitscherlich, Wöhler, Gmelin, Magnus, Mosander o. fl.; 1832 opgav han sin lærergerning og udnævntes til prof. emeritus honorarius. Karl XIV Johan ophøjede 1818 B. i adelsstanden, idet det som særlig nåde tilstedes B. at beholde sit navn. og 1835 udnævntes han til friherre; 1858 rejstes hans statue i Stokholm.
KilderRediger
- Berzelius, Jöns Jakob i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915)