Jordanes var en gotisk historiker i 500-tallet bosat i Konstantinopel. Han forfattede på latin De origine actibusque getarum forkortet til Getica, om sit folks historie i 551 e.Kr. I titlen forveksler Jordanes gotere med getere, et helt andet folkeslag.[1] Værket var en forkortet udgave af et tabt værk af den latinske forfatter Cassiodorus (ca. 490-580).

Jordanes
Født 500-tallet Rediger på Wikidata
Romerriget, Antikkens Rom Rediger på Wikidata
Død 500-tallet Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Historiker, skribent Rediger på Wikidata
Kendte værker Getica Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Jordanes var embedsmand hos den østgotiske konge Theoderik den Store og kaldes også Jordanis og fejlagtigt Jornandes. Blandt andet var han notar hos den romerske hærtjenestemand Guntigis, søstersøn til den østgotiske høvding Kandak eller Andak, og af gotisk kongeæt. Jordanes menes at have været biskop i Kroton i det sydlige Italien, og have fulgt pave Vigilius, da denne blev forvist til Konstantinopel i 550.[2]

Trajansøjlens fremstilling af dakernes og geternes gerninger, som Jordanes fejlagtigt tilskrev goterne.

ForfatterskabRediger

Getica er en af de vigtigste kilder til goternes historie. Men politiske hensyn spillede en rolle under nedskrivningen af beretningen. For det første sker der en forvanskning, så de amaliske østgoteres historie i vidt omfang gøres ensbetydende med alle goteres historie. For det andet forsøger Jordanes at gøre goternes historie til en del af romersk historie. Den engelske forsker, Peter J. Heather, har i 1991 undersøgt tendenserne i Getica meget grundigt og peger på problemer ved at bruge værket som kilde. I Getica hævdes, at visigotere og ostrogotere trængte inn i Romerriget som etablerede grupper og erobrere af nyt land. Ved hjælp af mere samtidige kilder kan Peter Heather bevise, at visigotere og ostrogotere tværtimod var nydannede grupper, og at mange gotiske samfund ikke klarede sig gennem folkevandringstiden.[3]

Jordanes lader den gotiske sagnkonge, Berig, sejle ud med tre skibe fra Scandza, for at slå sig ned på egnen omkring Wisla. Hvis Scandza er Skåne, virker oplysningen troværdig, men så tilpasser han alle oplysninger til andre ældre geografer, så de handler om Scandza, og Skåne bliver nu en mægtig, spids-oval ø, som er beboet af mindst syv stammer, og beliggende i Codan-bugten nord for Bremen ligesom Helgoland.

Jordanes navngiver 13 stammer eller folk i Norge, og lige mange i Sverige. De fleste af disse 13 kan identificeres. Han skriver om raumaricii (folk på Romerike), ragnaricii (folk i Ranrike, dvs Båhuslen), granii (folk i Grenland), augandzi (folk i Agder), æthelrugi (dvs adalryger, bosat på fastlandet i Rogaland, og holmryger bosatt på øerne, eunix), og arochi (dvs. haruder eller horder, folk i Hordaland), og om finni eller skredefinni (dvs. "skridfinner", skiløbende "finner", altså samer). Herulerne omtales også.[4]

Jordanes gengiver dele af grækeren Priscus' beretning om hunnerne. Priscus opholdt sig blandt hunnere i 449, men hans værk er tabt.[1] Jordanes gengiver den klage, hunnerne fremførte i Attilas gravfærd.[5]

NoterRediger

  1. ^ a b Jordanes | Gothic historian | Britannica
  2. ^ [1] Gotesoga, Sigmund Skards forord
  3. ^ Peter Heather: Goths and Romans, 332-489
  4. ^ Professor Sverre Steen: Langsomt blev landet vort eget (s. 29), J.W. Cappelens forlag, Oslo 1972
  5. ^ Goternes gerninger afsnit 256

UdgaverRediger

LitteraturRediger

  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Oxford 1993; ISBN 87-89531-08-6

Eksterne henvisningerRediger

Se ogsåRediger