Romerskkatolske kirke
Den romersk-katolske kirke (også kaldet Den katolske kirke) er den største af de kristne kirker, verdens største trossamfund med i alt ca. 1,3 mia. troende (pr. 2019.)[1], og verdens største, kontinuerligt fungerende internationale organisation. Den er også verdens største bidragsyder indenfor humanitært arbejde og uddannelse. Om læren eller livsholdningen bag den katolske kirke bruges ordet katolicisme.

Definitioner og doktriner Rediger
Katolsk kommer af det græske ord katholikos, der betyder almindelig, universel (egentlig dét, der gælder til alle tider), og heri ligger selve grunden til de katolske kirkers selvforståelse: De er den samlede kristendom på tværs af alle skel (nationale, sociale, politiske etc.). Den katolske kirke regner sig for apostolisk, dvs. at den i sit væsen og sin tradition bygger på en ubrudt række af efterfølgere efter de første apostle med apostlen Peter i spidsen, der var kirkens første overhoved, og at den er grundlagt af Jesus Kristus selv. Sammen med de andre katolske kirker er det grundlæggende, at paven, Roms Biskop, anerkendes som Kirkens overhoved og apostlen Peters efterfølger i lige linje. Den romerskkatolske kirkes teologiske doktriner er sammenfattede i Den Katolske Kirkes Katekismus. Den første er udgivet i 1566 og den seneste i 1992. En oversættelse til dansk af sidstnævnte udkom i januar 2007.
Organisation Rediger
Bispedømmerne Rediger
Den katolske kirke er organiseret i bispedømmer. Biskoppen har her det overordnede ansvar med hjælp fra flere hjælpebiskopper (i Danmark findes dog kun én fungerende biskop og ingen hjælpebiskopper). Under bisperne står sognepræsterne, der sørger for forkyndelsen i sognene, evt. med hjælp fra kapellaner og diakoner.
Desuden findes en del selvstændige organisationer og bevægelser, der sideløbende med bispedømmerne spiller en overordentlig væsentlig rolle, f.eks. munke- og nonneordener, som regel knyttet til klostre eller andre ordenssamfund.
Paven og kardinalkollegiet Rediger
For at holde sammen på denne store organisation samles alt i den katolske kirke centralt. Biskoppen i Rom varetager den højeste af alle poster, Petersembedet, der er opkaldt efter dets første holder: apostlen Peter. Roms biskop kaldes for Paven og er valgt af kardinalkollegiet, og bærer bl.a. en særlig ring med symbolet for både apostlen Peter og på menneskefiskeren. Ringen ødelægges ved en paves død eller abdikation, og der laves en ny når en ny pave vælges.
Kardinalerne er udpeget af paven, og bliver i denne stilling hele livet. De fleste kardinaler er enten pensionerede biskopper eller lignende, men formel uddannelse eller position er ikke et krav - flere lægmænd er blevet udnævnt til kardinaler gennem tiden. Efter en paves død (eller sjældnere, abdikation) vælger kardinalerne den nye pave.
Historie Rediger
Den katolske kirkes historie er lang og farverig, og er især tæt knyttet til europæisk historie hvor kirken i perioder både har været en afgørende politisk faktor, og en egentlig civilisationsbærer. Den katolske kirke har dog bidraget til historien i de fleste verdensdele, og især Nord- og Sydamerika er påvirket kraftigt. Liste nedenfor viser derfor kun de væsentligste begivenheder i kirkens historie.
- 1054 – Det store skisma. Den østlige og den vestlige kirke opsplittes.
- 1309 – Pave Clemens V flytter den katolske verdens centrum fra Rom til Avignon i Provence.
- 1378 – Pave Gregor 11. vender tilbage til Rom. En ny pave vælges sideløbende i Avignon, hvilket fører til det andet store skisma. Først under Konstanzkoncilet, der ender 1414, finder man en ny pave, som anerkendes af alle parter.
- 1517 – Reformationen og modreformationen. Martin Luther opslår sine 95 teser. Handlingen står ikke alene, men står stadig som startpunktet for den største omvæltning for kirken i nyere tid, da Luthers idéer fremtvinger en opsplitning af den samlede vestlige (latinske) kristendom i katolikker og protestanter. Trediveårskrigen hundrede år senere er i høj grad afledt af den kirkelige splittelse.
- 1929 – Paven indgår tre traktater med den italienske stat.
- Dels oprettes den selvstændige Vatikanstat, og
- dels indgås et konkordat, der regulerer den katolske kirkes rolle i Italien,
- og endelig kompenseres Pavestolen for de økonomiske konsekvenser af, at Rom og den sidste rest af Kirkestaten i 1870 blev erobret af Italien.
- 1963 – 1965 – Afholdelse af Det andet Vatikankoncil. Et stortilet fornyelsesprojekt af Kirkens praksis, som dog også førte til en del splittelser og frafald især blandt katolikker i den vestlige verden.