Kernekraft i Danmark

Der har gennem tiden været planer om indførelse af kernekraft i Danmark. Den tidligere Forsøgsstation Risø (i dag Risø DTU) har i perioden 1957-2001 drevet tre forsøgsreaktorer. Senere, under oliekrisen i 1970'erne, var emnet igen på bane. I 1974 udkom for eksempel en rapport fra energiministeriet med forslag til placering af kernekraftværker i Danmark [1]. Særlig kendte er planerne om Storstrømsværket, der aldrig blev fuldført. En betydelig folkelig modstand gjorde, at planerne om indførelse af kernekraft til energiforsyning i Danmark dengang blev skrinlagt.

Reaktorer på Risø DTURediger

Under navnet Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø blev det oprettet i 1955 som en offentlig forskningsinstitution, der skulle forske i den fredelige udnyttelse af atomenergi.

Anlæggelsen blev ledet af Atomenergikommissionen med Niels Bohr som formand samt 23 medlemmer fra højere læreanstalter, industri, el-værker og fagbevægelse. Halvøen Risø i Roskilde Fjord blev centrum for den store forskningsinstitution, hvor reaktorerne blev bygget indtil indvielsen den 6. juni 1958. I alt var 3 forskningsreaktorer i brug: DR1 (1957-2001), DR2 (1958-1975) og DR3 (1960-2000) på hhv. 2 kW, 5 MW og 10 MW[2].

Siden 2003 demonteres de nukleare anlæg af virksomheden Dansk Dekommissionering og gøres klar til deponering. Langt hovedparten af det brugte brændsel er blevet taget tilbage af USA, som Risø havde leveranceaftale med. Der er derfor kun mindre mængder langlivet højradioaktivt affald til deponering, mens hovedparten af affaldet til deponering udgøres af mellem- og lavradioaktivt affald.[3] GEUS har af flere omgange undersøgt deponeringsmulighederne for jordnært deponi, og har senest angivet at der findes rigtigt mange områder i Danmark, hvor geologien vil tillade et sikkert sådant mellem- og lavradioaktivt deponi.

I 1973 var oliekrisen årsag til en politisk debat om udnyttelse af atomkraft, som førte til lukning af Risøs hovedaktivitet nogle år senere. I stedet blev der satset på forskning i alternativ energi, herunder vindmøller. I 1985 blev a-kraften taget helt ud af den danske energiplanlægning. Herefter skiftede institutionen navn til Forskningscenter Risø.

Folkelig debat, herunder modstand og Folketingets beslutning af 1985, samt fornyet debat efter COP-19Rediger

Kernekraft har i perioder været mødt af både planer om indførelse, men også af ofte betydelig folkelig modstand. Også i Danmark, hvor kernekraft siden 1970'erne har været et ofte tabubelagt emne i den offentlige debat[kilde mangler]. I Danmark har der været flere foreninger for modstanderene af kernekraft, herunder en kaldet Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), stået for en lang række kampanger siden 1970, som har spredt budskabet "Atomkraft? Nej Tak" som deres primære slogan.

Planerne om indførelse af kernekraft blev dog skrinlagt den 29. marts 1985, da Folketinget pålagde regeringen at “tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt”. Beslutningsforslaget blev fremlagt 12. februar 1985. Flertallet, der havde fremlagt og stemte for beslutningsforslaget med 79 stemmer efter andenbehandlingen, bestod af S, SF, RV og VS. Partierne, der stemte imod beslutningsforslaget med 67 stemmer var KF, V, CD, KrF og FP. [4][5].

spørgsmålet om indførelse af atomkraft i Danmark har dog fået ny opblusning siden 2019, da COP-19 og klimaets tilstand viste, at der globalt er behov for nye eller andre energikilder, som ikke udleder samme store mængder CO2 og andre greenhouse gasser som fossile brændsler. Klimabevægelsen “Atomkraft, ja tak” er derfor vokset i medlemsantal og har fået en del medieomtale.

Private firmaers udvikling af reaktorerRediger

I 2015 blev både Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics etableret. Begge er private firmaer, som arbejder på udvikling af såkaldte smeltet salt reaktorer (Molten Salt Reactors (MSR) [6][7]), hvor det fissile brændsel er opblandet i det smeltede salt, og har en væsentlig mindre effekt som output end de konventionelle, kommercielt tilgængelige atomkraftreaktorer. De er derfor mindre i størrelse, og vil i begge tilfælde være modulært opbygget (Small Modular Reactors (SMR)).

Copenhagen Atomics med basis i Søborg har som fokus at udvikle en reaktor, som også bruger thorium som brændsel, og hvor reaktor-modulet kommer leveret i en 30-fods container.

Seaborg Technologies med basis på Nørrebro, København, har som fokus at udvikle en reaktor, som i første omfang vil bruge uran som brændsel, og hvor reaktor-modulet kommer leveret på flydende pramme.

KilderRediger

  1. ^ "Energistyrelsen: Gennemgang af energiforsynings historie i Danmark". Arkiveret fra originalen 27. maj 2012. Hentet 4. juli 2011.
  2. ^ Knudsen, Henrik (2006), Risøs reaktorer (PDF), s. 3, arkiveret fra originalen (PDF) 18. april 2008, hentet 4. juli 2011
  3. ^ https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2021/Nationalt-program---radioaktivt-affald/Nationalt-Program-Danmark-_2020_-Raadets-Direktiv-2011-70-EURATOM.ashx?la=da&hash=241AD69A63A9D3FBF161836B484956FBED164B2F
  4. ^ Folketingets beslutning af 29. marts 1985 om stop for atomkraft i Danmark (Webside ikke længere tilgængelig)
  5. ^ "Folketingsbeslutning om atomkraft, 1985". Arkiveret fra originalen 25. februar 2020. Hentet 13. juni 2017.
  6. ^ https://www.seaborg.com
  7. ^ http://www.copenhagenatomics.com/