Wikipedia

Kokand-khanatet

Kokand-khanatet (persisk: خانات خوقند; usbekisk: Qo'qon Xonligi) var en stat i Centralasien, der eksisterede fra 1709 til 1876 og var beliggende i det senere Kirgizistan, østlige Uzbekistan og Tajikistan samt sydøstlige Kazakhstan. Både navnet på byen og på khanatet staves ofte Khoqand.

Kokand-khanatets flag
Kokand-khanatets område ca. 1850

Historie redigér

 
Khanens palads i Kokand.

Kokand-khanatet blev oprettet i 1709, da Shaibanide-emiren Shahrukh af Minglar Uzbekere erklærede uafhængighed af Bokhara-khanatet og lod oprette en statsdannelse i den østlige del af Fergana-dalen. Han lod opføre et citadel som sit hovedsæde i byen Kokand og indledte dermed den nye stats dannelse. Hans søn Abd al-Karim og barnebarn Narbuta Beg udvidede citadellet. Imidlertid var både Abd al-Karim og Narbuta Beg tvungne til at underkaste sig en stilling som protektorat under og betale tribut til Qing-dynastiet i Kina mellem 1774 og 1798.[1][2]

Khanatets udvidelse redigér

Narbuta Biys søn Alim var både hensynsløs og effektiv. Han hyrede en hær af lejesoldater af tadsjikske højlandere og besejrede den vestlige halvdel af Fergana-dalen, herunder Khujand og Tasjkent. Han blev myrdet af sin broder Umar i 1810. Umars søn, Mohammed Ali (Madali Khan), besteg tronen i 1821 i en alder af 12 år. Under hans regering nåede Kokand-khanatet sin største territoriale udstrækning. Kokand-khanatet indrettede også Khojaerne af Kashgar som Jahangir Khoja. I 1841 formåede den britiske officer, kaptajn Arthur Conolly, ikke at overtale de forskellige khanater til at bilægge deres indbyrdes stridigheder i et forsøg på at modvirke det russiske imperiums voksende indtrængen i området. I november 1841 forlod han Kokand for at rejse til Bukhara i et fortvivlet forsøg på at redde kollegaen Charles Stoddart, og begge blev henrettet den 24. juni 1842 efter ordre fra emir Nasrullah Khan af Bukhara.[3][1]

Efter dette havde Madali Khan, som havde modtaget Conolly i Kokand, og som også søgte en alliance med Rusland, mistet Nasrullahs tillid. Emiren, som følte sig opfordret af flere indflydelsesrige personer i Kokand, herunder den øverstbefalende for sin hær, invaderede khanatet i 1842. Kort efter henrettede han Madali Khan, hans broder og Omar Khans enke, den berømte digter Nodira. Madali Khans fætter, Shir Ali, blev installeret som khan i Kokand i juni 1842.[4] I løbet af de næste to årtier blev khanatet svækket af en bitter borgerkrig, som blev yderligere forværret af Bukharas og russiske indblandinger. Shir Alis søn Khudayar Khan regerede fra 1845 til 1858 og efter endnu et mellemspil under emir Nasrullah igen fra 1865. I mellemtiden fortsatte Rusland sit fremstød: den 28. juni 1865 blev Tasjkent erobret af de russiske tropper under ledelse af general Chernyajev; tabet af Khujand fulgte i 1867.[5]

Kort før Tashkents fald blev Kokands mest kendte person, Yakub Beg, tidligere herre af Tashkent, sendt af den daværende khan af Kokand, Alimqul til Kashgar, hvor Hui-muslimerne var i oprør mod kineserne. Da Alimqul blev dræbt i 1867 efter tabet af Tasjkent, flygtede mange Kokand-soldater for at slutte sig til Yaqub Beg og hjalp ham med at etablere sit herredømme i hele Tarim-bækkenet, hvilket varede indtil 1877, da Qing-dynastiet genvandt kontrollen over regionen.[1]

Vasalstat og afvikling redigér

I 1868 blev Kokand ved en traktat gjort til en russisk vasalstat. Den nu magtesløse Khudayar Khan brugte sine kræfter til at forbedre sit overdådige palads. Vestlige besøgende blev imponeret over byen med dens omkring 80.000 mennesker, som indeholdt omkring 600 moskeer og 15 madrassaer. Oprør mod russisk styre og Khudayars undertrykkende skatter tvang ham til eksil i 1875. Han blev efterfulgt af sin søn, Nasir Addij Karim Khan, hvis anti-russiske holdning fremkaldte annektering af Kokand efter seks måneders hårde kampe af generalerne Konstantin von Kaufman og Mikhail Skobelev. I marts 1876 udtalte zar Alexander II, at han var blevet tvunget til at "give efter for Kokand-befolkningens ønsker om at blive russiske undersåtter." Kokand-khanatet blev erklæret afskaffet og indarbejdet i Fergana-provinsen Russisk Turkestan. Nasir ad-din Abdul Karim Khan flygtede kort efter ankomsten af russiske styrker gennem Pamir til den daværende britiske-Indien, hvor han blev tilbudt asyl af de britiske myndigheder og bosatte sig i Peshawar, hvor han døde. Hans krop blev begravet i den berømte Wazir Bagh-kirkegård og senere flyttet til Mir Tayab Garhi, hvor hans efterkommere stadig bor og opholder sig i dag.

Khaner i Kokand (1709-1876) redigér

 
Grænser for Ruslands territorier Khiva, Bukhara og Kokand (Ferghana) i tiden 1902-1903.
 
Seyid Muhammad Khudayar Khan, i 1860-erne.

Noter redigér

  1. ^ a b c Starr, S. Frederick (2014-12-18). Ferghana Valley: The Heart of Central Asia (engelsk). Routledge. ISBN 9781317470663.
  2. ^ OʻzME. Birinchi jild. Tashkent, 2000
  3. ^ Howorth, s. 801
  4. ^ Dubavitski and Bababekov, s. 31-33
  5. ^ Dani, Ahmad Hasan; Masson, Vadim Mikhaĭlovich; Unesco (2003-01-01). History of Civilizations of Central Asia: Development in contrast : from the sixteenth to the mid-nineteenth century (engelsk). UNESCO. ISBN 9789231038761.

Litteratur redigér

  • "The Muslim World"; Part III, "The Last Great Muslim Empires": Translation and Adaptations by F.R.C. Bagley. (Originally published 1969). Brill Academic Publishers, ISBN 978-90-04-02104-4.
  • Beisembiev T. K. Kokandskaia istoriografiia : Issledovanie po istochnikovedeniiu Srednei Azii XVIII-XIX vekov. Almaty, TOO "PrintS", 2009, 1263 pp., ISBN 978-9965-482-84-7.
  • Beisembiev T. "Annotated indices to the Kokand Chronicles". Tokyo: Research Institute for Languages and Cultures of Asia and Africa, Tokyo University of Foreign Studies. Studia Culturae Islamica. № 91, 2008, 889 pp., ISBN 978-4-86337-001-2.
  • Beisembiev T. "The Life of Alimqul: A Native Chronicle of Nineteenth Century Central Asia". Published 2003. Routledge (UK), 280 pages, ISBN 978-0-7007-1114-7.
  • Beisembiev T.K. "Ta'rikh-i SHakhrukhi" kak istoricheskii istochnik. Alma Ata: Nauka, 1987. 200 p. Summaries in English and French.
  • Beisembiev T.K. "Legenda o proiskhozhdenii kokandskikh khanov kak istochnik po istorii ideologii v Srednei Azii (na materialakh sochinenii kokandskoi istoriografii)". Kazakhstan, Srednjaja i Tsentralnaia Azia v XVI-XVIII vv. Alma-ata, 1983, pp. 94–105
  • Dubavitski, Victor and Bababekov, Khaydarbek, in S. Frederick Starr, ed., Ferghana Valley: The Heart of Central Asia, pp. 31–33.
  • Howorth, Sir Henry Hoyle. History of the Mongols: From the 9th to the 19th Century, Volume 2, Issue 2, pp. 795–801,816-845.
  • Nalivkine V. P. Histoire du Khanat de Khokand. Trad. A.Dozon. Paris, 1889.
  • Nalivkin V. "Kratkaia istoria kokandskogo khanstva". Istoria Srednei Azii. A.I.Buldakov, S.A.Shumov, A.R.Andreev (eds.). Moskva, 2003, pp. 288–290.
  • Vakhidov Sh.Kh. XIX-ХХ asr bāshlarida Qoqān khānligida tarikhnavislikning rivājlanishi. Tarikh fanlari doktori dissertatsiyasi. Tāshkent, 1998, pp. 114–137.
  • Aftandil S.Erkinov. "Imitation of Timurids and Pseudo-Legitimation: On the origins of a manuscript anthology of poems dedicated to the Kokand ruler Muhammad Ali Khan (1822–1842)". GSAA Online Working Paper No. 5 [1]
  • Aftandil S.Erkinov. "Les timourides, modeles de legitimite et les recueils poetiques de Kokand". Ecrit et culture en Asie centrale et dans le monde Turko-iranien, XIVe-XIXe siècles // Writing and Culture in Central Asia and in the Turko-Iranian World, 14th-19th Centuries. F.Richard, M.Szuppe (eds.), [Cahiers de Studia Iranica. 40]. Paris: AAEI, 2009, pp. 285–330.
  • Scott Levi. "Babur’s Legacy and Political Legitimacy in the Khanate of Khoqand." to be submitted to the Journal of Asian Studies.

Eksterne henvisninger redigér

Koordinater: 40°31′43″N 70°56′33″Ø / 40.52861°N 70.9425°Ø / 40.52861; 70.9425

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Kokand-khanatet&oldid=11662464"