Landskabsukrudt er betegnelsen for nogle få indslæbte eller indførte plantearter, der har vist sig at være så invasive, at de – især på udyrkede arealer – kan udkonkurrere de oprindelige plantesamfund ved at danne monokulturer.[1]:afs. 2 De fleste af arterne er oprindelig indført som prydplanter.

Karakteristisk for landskabsukrudtsarter redigér

Det er kendetegnende, at disse arter

  • Danner tætte bestande
  • Er dårlige føde- eller værtsplanter for dyr
  • Har en effektiv spredningsmekanisme, f.eks. ved rodskud eller udløbere (vegetativt) eller ved frøformering
  • Har få naturlige fjender
  • Har stor skyggeevne
  • Kan indeholde "giftstoffer"
  • Ofte vokser hurtigt

Skov- og Naturstyrelsens liste redigér

Her fremhæver man følgende fem arter:

men også andre kan betragtes som landskabsukrudt.[2][1]

Mulige erstatninger redigér

Styrelsen anbefaler direkte, at man bekæmper disse arter, og derfor kan det være nødvendigt at vide, hvad der kan sættes i stedet:

  • For kæmpebjørneklo kan man bruge fjeldkvan, en gammel, nordisk kulturplante med tilsvarende, markant vækst.
  • For rynket rose kan man bruge klitrose, den art, som oprindeligt udfyldte den niche, som rynket rose nu erobrer.
  • For glansbladet hæg kan man bruge manchurisk kirsebær, der er et lille træ af samme vækstform.
  • For de store pileurter kan man bruge Phyllostachys viridiglaucescens, en bambus med samme vækstform (men uden blomster)
  • For rød hestehov kan man bruge slangeurt, som har kraftigt løv og lyserøde blomster.

Observationsliste redigér

Yderligere seks arter er på en observationsliste, fordi de skønnes at have potentiale til at kunne blive landskabsukrudt:

Se også redigér

Kilder og henvisninger redigér

  Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.