Letlands Nationale Kunstmuseum

Letlands Nationale Kunstmuseum (lettisk: Latvijas Nacionālais mākslas muzejs) er det største kunstmuseum i Letland, hvor mere end 52.000 kunstværker af lettiske, baltiske og russiske kunstnere opbevares og udstilles.

Letlands Nationale Kunstmuseums hovedbygning

Museets hovedbygning befinder sig på Krišjāņa Valdemāra ielā 10a i Riga, hovedstaden i Letland. Museumsbygningen er en betydelig historicistisk bygning opført fra 1903 til 1905, efter tegninger af Wilhelm Neumann, som også var museets første direktør i perioden fra 1905 til 1919. Bygningen er en af de senest opførte eklektiske bygninger i Riga, med barokke former udført i sandsten og granit. Indenfor kan man bl.a. spore inspiration fra Jugendstil. Museet lukkede pga renovering i februar 2013 og er genåbnet igen i maj 2016 med bl.a. et nyt stort terrasseanlæg og en større udvidelse under jorden.

Museet har desuden følgende andre afdelinger: Udstillingssalen Arsenāls på Torņa ielā 1, Romana Sutas og Aleksandras Beļcovas Museum på Elizabetes ielā 57a, Museet for Udenlandsk Kunst (Mākslas muzejs Rīgas Birža)Doma laukums 6 og Museet for Dekorativ Kunst og Design (Dekoratīvās mākslas un dizaina muzejs) på Skārņu ielā 10/20.

1869 anses for at være museets etableringsår – da åbnede Rigas Maleri-Galleri. I 1905 omdøbtes dette til Rigas Kunstmuseum, i 1940 til Lettiske SSR's Sovjetiske Kunstmuseum, i 1945 til Lettiske SSR's Statslige Lettiske og Russiske Kunstmuseum, i 1964 til Lettiske SSR's Kunstmuseum og i 1987 til Statslige Kunstmuseum. I 1995 fik museet sit nuværende navn.

I begyndelsen rummede museet hovedsagelig udenlandske kunstneres værker fra flere private samlinger. Samlingen af lettiske kunstneres værker igangsatte Vilhelms Purvītis – museets direktør fra 1919 til 1940, og det rummer i dag landets største samling af lettisk kunst. Museet havde før renoveringen omkring 100.000 besøgende årligt på adressen på Krišjāņa Valdemāra ielā, men fik i 2016, samme år som de genåbnede, 333.589 gæster.

Eksterne henvisninger redigér

Officiel hjemmeside Arkiveret 12. juli 2011 hos Wayback Machine (engelsk)


 Spire
Denne artikel relateret til museer er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
 
 Spire
Denne artikel om et lettisk bygningsværk og/eller en seværdighed er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
 

Koordinater: 56°57′20.79″N 24°6′47.24″Ø / 56.9557750°N 24.1131222°Ø / 56.9557750; 24.1131222