Livsformer (planter)

Livsformer efter det raunkiærske system:
1: Fanerofyt (træ, busk, lian);
2 + 3: Chamaefyt (dværgbusk);
4: Hemikryptofyt (staude, græs, bregne);
5 + 6: Geofyt (knold- og løgvækst);
7: Helofyt (sumpplante);
8 + 9: Hydrofyt (vandplante).
Therofyt (énårige plante) og epifyt (plante på planter) er ikke medtaget.

Planter kan klassificeres funktionelt, dvs. efter deres livsformer. Der er foreslået adskillige inddellingssystemer. Nogle af dem er:

OldtidenRediger

En af første som klassificerede planter og dyr efter livsformer var Aristoteles hvis skrifter er gået tabt. Hans elev Theofrastos inddelte planter efter hvordan de gror i værket Historia Plantarum i ca. 350 f.v.t. i formerne: træ, busk og urt.[1]

Warmings systemRediger

Den danske botaniker Eugen Warming var den første som brugte begrebet "livsform" i bogen Plantesamfund fra 1895.[2] Warnings første klassifikation af planter var allerede i hans værk Om Skudbygning, Overvintring og Foryngelse (1884) Klassifikationen var baseret på minutiøse observationer da han dyrkede vilde planter fra frø i Københavns botaniske have. Han havde fjorten uformelle grupper baseret på plantens levetid, livskraft, varighed af over- eller underjordiske skud, overvintringsmetode og graden og typen af rhizomet forgrening.

Warming videreudviklede sit system yderligere i Om Planterigets Livsformer (1908).[3] Her præsenterede han et hierarkisk system hvor han først inddelte planter i heterotrofer og autotrofer. Autotrofer underinddelte han i vandplanter og landplanter som igen inddelt i forskellige typer.

Det Raunkiærske systemRediger

  Uddybende artikel: Raunkiærske system

Den danske botaniker Christen Raunkiær udarbejdede i 1903 det Raunkiærske system som går ud på at inddele planterne efter hvordan de overlever ugunstige årstider (vinter eller tørketid) og knoppernes placering i forhold til jordoverfladen.[4] I efterfølgende værker viste han sammenhængen mellem klima og den relative hyppighed af hans livsformer.[5][6][7]

Systemet har typerne:

  • A. Fanerofytter: Høje planter, som kan ses hele året, og som har deres overvintringsknopper mindst 25 cm oppe over jorden, dvs. (træer, lianer og de fleste buske.
  • B. Chamæfytter: Lave planter, som kan ses hele året, og som har deres overvintringsknopper mindre end 25 cm oppe over jorden. Gruppen omfatter dværgbuske.
  • C. Hemikryptofytter:: Planter der visner ned til knopper, der sidder i eller ved jordoverfladen, og ofte skjules om vinteren. Gruppen omfatter mange stauder, græsser og bregner.
  • D. Geofytter: Planter der visner bort, så kun de underjordiske dele (løg, knolde eller jordstængler) overvintrer. Gruppen omfatter mange stauder, løgvækster og toårige planter.
  • E. Helofytter: Sumpplanter, der har rodnettet under lavt vand og toppen i fri luft.
  • F. Hydrofytter: Vandplanter.
  • G. Epifytter: Planter, som vokser på andre planter.
  • H. Therofytter: Planter, som klarer de barske årstider i form af frø eller sporer, enårige planter.

KilderRediger

  1. ^ Niklas, K.J. 2008. Life Forms, Plants. In: Jørgensen SV (ed.). Encyclopedia of ecology. Amsterdam: Elsevier, p. 2160–2167, [1].
  2. ^ Warming, E. (1895) Plantesamfund - Grundtræk af den økologiske Plantegeografi. P.G. Philipsens Forlag, Kjøbenhavn; Kapitel 2 "Livsform (Vegetationsform)" s. 3-6.
  3. ^ Warming, E. (1908) Om Planterigets Livsformer. G.E.C. Gad, København.
  4. ^ Raunkiær, C. (1904) Om biologiske Typer, med Hensyn til Planternes Tilpasninger til at overleve ugunstige Aarstider. Botanisk Tidsskrift 26, p. XIV.
  5. ^ Raunkiær, C. (1911) Det arktiske og antarktiske Chamæfyteklima. I: Biologiske Arbejder tilegnede Eug. Warming paa hans 70 Aars Fødselsdag den 3. Nov. 1911. Kjøbenhavn.
  6. ^ Raunkiær, C. (1914) Sur la végétation des alluvions méditerranéennes françaises. Mindeskrift i Anledning af Hundredeaaret for Japetus Steenstrups Fødsel (red. H.F.E. Jungersen & E. Warming), s.. 1-33. København.
  7. ^ Raunkiær, C. (1918) Über das biologische Normalspektrum. Biologiske Meddelelser / Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 1 (4), 1-17.