Åbn hovedmenuen

Mellemkrigstiden i Tyskland

Den økonomiske og politiske udviklingRediger

1. verdenskrigs indflydelse på mellemkrigstiden i TysklandRediger

Forhandlingerne i Versailles udmøntede sig en fredskontrakt, der blev underskrevet mellem parterne af 1. verdenskrig samt en tysk nationalforsamling i juni 1919. Det gik hårdt ud over tyskerne, da de blev syndebuk for hele krigen, hvor specielt den franske premierminister Georges Clemenceau ønskede at se et svækket Tyskland. Dette på baggrund af at tyskerne aldrig mere skulle udgøre en militær trussel. Versailles traktatens krav til Tyskland lød bl.a. på at landet skulle afstå land, at de skulle afmilitariseres samt betale store summer i krigsskadeerstatninger. Specielt de store krigsskadeerstatninger gjorde at Tysklands økonomiske situation blev forringet. Dette samtidig med at den tyske økonomi i forvejen var svækket grundet de økonomiske omkostninger, som var forbundet med 1. verdenskrig. En lang række lande havde generelt nedslidte produktionsapparater, og det samme gjorde sig gældende for Tysklands Weimarrepublik, hvorfor den økonomiske situation synes værre i Tyskland end i de resterende lande. De nedslidte produktionsapparater resulterede i et svækket økonomisk system. Uden handel kunne man ikke få råvarer således at industrien igen kunne komme i gang, og uden en industriel produktion havde nationerne ikke noget at handle med, hvilket resulterede i at man ikke kunne beskæftige den store gruppe af arbejdsløse. Dertil kom, at man i de respektive lande - og ikke mindst i Tyskland havde omfattende udgifter forbundet med hjemkomsten af soldater, som måtte integreres ind på et nyt arbejdsmarked, der i forvejen var præget af arbejdsløshed og skrantende økonomier, hvortil de politiske strømninger fik større tilslutning.

WeimarrepublikkenRediger

Umiddelbart efter 1.verdenskrig, og efter Wilhelm ll’s abdicering, får de politiske partier og strømninger grobund og et reelt politisk virke. Dette er dog ikke uden politisk uro - Socialdemokraterne (SPD) ønsker således et parlamentarisk demokrati mens kommunisterne (KPD) ønsker et Tyskland inspireret af Sovjet. I konkurrence med KPD lykkedes det SPD at få Berlins arbejder- og soldaterråd til at godkende en revolutionsregering med deltagelse af socialdemokraterne under Friedrich Eberts ledelse. Således kunne Ebert præsidere over den nye overgangsregering Rat der Volksbeauftragten, som både rigskansler og folkekommissær, indtil man kunne gennemføre et valg til en forfatningsgivende nationalforsamling [1]. Her består uroen af politiske uenighed mellem kommunisterne og socialdemokraterne. En konflikt, der bl.a. eskalerer da regeringen sætter hæren ind mod en arbejderdemonstration i Januar 1919 med mange dødsfald som følge - deriblandt kommunistlederne Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht.

I midten af januar bliver der dog alligevel afholdt valg til nationalforsamlingen. Valget blev vundet af den såkaldte Weimarkoalition bestående af Socialdemokratiet (SPD), Tyske demokratiske parti (DDP) og det katolske Centrum-parti som tilsammen får 329 ud af nationalforsamlingens 423 pladser [2]. Efter valget mødtes nationalforsamlingen i Weimar for at udarbejde en ny forfatning.

Den demokratiske Weimarforfatning bliver således i august 1919 vedtaget af et flertal bestående af Weimarpartierne, SPD, DDP og Centrum. Med denne vedtages, at den lovgivende magt ligger hos rigsdagen, hvis medlemmer vælges for en 4 årig periode.

Antallet af pladser i rigsdagen afhænger af valgdeltagelsens størrelse, hvilket i praksis vil sige, jo flere vælgere, jo flere pladser. I 1918 var der således 423 pladser i rigsdagen mens der i 1933 var 647 pladser. De tyske delstater blev i forfatningen kaldt länder, og fik hver sit eget lokale parlament (landdagen) og delstatsregering. Landdagen havde en stor del af den lovgivende magt, men i vigtige nationale spørgsmål som eksempelvis den tyske udenrigspolitik var Landdagen underlagt Rigsdagen.

Foruden Rigsregeringen kom et Rigsråd, bestående af repræsentanter fra de enkelte delstatsregeringer [2] Den nye Weimarrepublik bliver oprettet og bliver således specielt støttet af det politiske centrum, Socialdemokratiet og Centerpartiet, som de vigtigste partier mens det tidligere Kejserdømme specielt var støttet af højrefløjen. Hertil kommer, at der ydermere opstår et stort antal af partier og politiske bevægelser, hvoraf mange finder deres eksistensgrundlag i, at være modstandere af Weimarrepublikken. I forlængelse deraf må nævnes den nationalsocialistiske bevægelse DNSAP, en forkortelse af Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, som bl.a. blev udgjort af en ung Adolf Hitler. Endvidere var Tysklands politiske situation umiddelbart efter krigen - ligesom resten af Europa - præget af socialistiske og marxistiske strømninger med forskellige mindre oprørsforsøg med tilhørende strejker og demonstrationer, der til stadighed præger den politiske dagsorden.

Dertil må specielt ét kup-forsøg, der fik betydning for Weimarkoalitionen, nævnes. Her forsøger en gruppe antirepublikanere i 1920 - under ledelse af højtstående embedsmænd som Wolfgang Kapp og general Walther von Lüttwitz at tage regeringsmagten i Berlin ved det såkaldte Kappkup. Konsekvensen bliver, at den socialdemokratiske rigskansler opløste rigsdagen og udskriver nyvalg med det resultat at socialdemokraterne mister 125 mandater i Rigsdagen, hvorved deres position i regeringsarbejdet svækkes [1]). Den nye regering blev en liberal mindretalsregering, således mistede rigsdagen sin stabilitet. Weimarkoalitionen var brudt sammen, og regeringsspørgsmålet blev et fremtrædende problem resten af republikkens levetid. Afslutningsvis resulterede de mange små partier og politiske bevægelser i, at Weimerrepublikken var præget af et svagt og splittet politisk system samtidig med at den økonomiske situation i Tyskland var svækket med dertilhørende stor inflation.

DolkestødslegendenRediger

Dolkestødslegenden er blot én af mange konspirationsteorier, som blomstrede op i lyset af fredsslutningen efter 1. verdenskrig . Fælles for dem alle er dog, at man gennem konspirationsteorierne mente, at den tyske hær fortsat var ubesejret og under bedste velgående da, de overgav sig. Det skulle efter sigende være hjemmefronten, herunder den politiske venstrefløj der faldt hæren i ryggen. Dette stemmer dog ikke overens med virkelighedsbilledet. Her havde den tyske hærledelse samt det siddende “kejserdømme” kapituleret fordi de så sig besejret [3]. På trods af dette kom dolkestødslegenden til at spille en stor rolle i manglen på folkeopbakninge til den nye Weimarrepluplik, hvorved en stor del af den tyske befolkning havde svært ved at acceptere den nye og demokratiske forfatning. Dolkestødsteorien og Versailleskapitulationen blev senere støttet og udnyttet af de nationalsocialistiske partier, hvoraf den nazistiske bevægelse havde den største indflydelse.

  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

InflationenRediger

Som følge af krigsskadeerstatninger til Etenten og et generelt svækket produktionsapperat mister den nye republik hurtigt kontrollen med republikkens budget, hvor Tyskland i 1920-1923 søger at løse deres økonomiske situation ved at at trykke flere pengesedler, hvilket resulterede i en hidtil uset hyperinflation. [4] Allerede i begyndelsen af 1923 erklærer Tyskland sig ude af stand til at betale de såkaldte krigsskadeerstatninger. Frankrig og Belgien sanktionerer Tyskland ved at besætteRuhrområdet, som er et vigtigt område i Tysklands industriproduktion i form af kulforsyninger fra minerne i Ruhr. Områder som Tyskland nu er afskåret fra , hvorved Tysklands økonomiske krise forværres indtil 1924, hvorDawes-planen udarbejdes. [5]. I denne ligger bestemmelser omkring tyske tilbagebetalinger og sikrede Tyskland omfattende amerikanske lån. I mellemtiden har den større inflation medført regeringsskifte, hvor Gustav Stresemann har positionen som Rigskansler. Undertiden kom inflationen under kontrol igen, på baggrund af en ny valutareform, hvorved der forstås en pengeombytning således man kunne komme inflationen til livs.

Verdenskrisen og børskrakkets indflydelse på TysklandRediger

I 1929 bryder USA´s økonomi sammen. Set i lyset af at USA på daværende tidspunkt var verdens stærkeste økonomi, spredte krisen sig også til Tyskland. Dette bl.a.på baggrund af at USA ´s import faldt, hvilket gjorde det svært for tyskerne at få afsætning på sine varer og dermed skabtes der arbejdsløshed .[4] Også I andre lande faldt importen på baggrund af krisen, og mange lande satte told på importen, og gjorde det derved svært for tyskerne at afsætte deres billige industrivarer.

Tysklands eksport af industrivarer faldt fra 13,4 milliarder mark i 1929 til 4, 8 milliarder . Endvidere havde det faktum at tyskerne ikke længere kunne låne penge i USA , til at betale krigsskadeerstatningerne fra 1. verdenskrig, fatale konsekvenser for økonomien. [6]. Tysklands økonomi er altså rigtig dårlig, set i lyset af inflationen og verdenskrisen og udgjorde tilsammen en stor arbejdsløshedsprocent. Bl.a. denne arbejdsløshed førte til at Hitler fandt sin vej til magten.

Hitlers vej til magten og starten af 2. verdenskrigRediger

Mange stiller spørgsmålet om hvordan en mand som Hitler kunne komme til magten og svaret er at finde i mellemkrigstiden. Hvis Tyskland bl.a. ikke havde været i en sådan økonomisk situation som forklaret i ovenstående afsnit, er der mange der peger på, at 2.verdenskrig slet ikke ville have fundet sted.

Ensretning af samfundetRediger

Hitler og nazistpartiet kommer til magten i januar 1933, og styrer herefter mod en etpartistat. Kommunisterne var efter [rigsdagsbranden] på flugt eller i fængsel, og socialdemokraternes position var meget vanskelig. Fra borgerlig side mødte Hitler ikke meget modstand og en årsag til dette var at den borgerlige fløj støttede nogle af hans propaganda- punkter, fx kritikken af Versailles-freden, demokratiet og marxismen. I marts 1933 vedtager den tyske rigsdag bemyndigelsesloven, og siger dermed farvel til demokrati og frihed. Ved vedtagelses af bemyndigelsesloven fik Hitler monopol på den politiske magt i Tyskland. Dog er der nogle mere eller mindre magtfulde institutioner og grupperinger i samfundet, som Hitler skal have ensrettet for at opnå fuldstændig kontrol. Disse er eksempelvis arbejderbevægelsen.

Arbejderbevægelsen var en torn i øjet på det nazistiske parti og i marts måned 1933 blev der gjort noget ved dette. Arbejderlederne blev efterlyst og arresteret. Den 2. maj 1933, besætter nazisterne fagforeningslokaler og andet lign., og de arbejderledere der ikke var flygtet blev også fængslet. I juni 1933 blev SPD forbudt og forfulgt, og de borgerlige opløser sig selv. 14. juli udstedes en lov mod oprettelse af nye partier og herved har Nazistpartiet opnået monopol på magten over Tyskland.

Også på det administrative område blev ensretningen tydelig. Rigets føderale opbygning stod i vejen for centraliseringen [7] og blev først frataget enhver betydning, for senere at blivel sidst opløst. I stedet fik man en ny nationalsocialistisk administrativ inddeling, som var underlagt Hitler.

Statens tjenere skulle også ensrettes og skulle være politisk og racemæssigt accepteret for ikke at blive afskediget. Militæret spillede også en væsentlig rolle i ensretningen og for at vinde militæret støtte lovede Hitler bl.a. genindførelse af værnepligten og genoprustning. I 1934 skulle soldaterne aflægge personlig troskabsed til Hitler.

Ensretningen kom også til at have en betydning for de civile tyskere. Tyskerne blev organiseret i statslige organisationer som eksempelvis Hitlerjugend. Her blev de unge bl.a. indoktrineret med den nazistiske ideologi og lærte våbenhåndtering. Derudover var der nazistisk propaganda der nåede ud i næsten alle hjem.

De langes knives nat (Röhm-affæren)Rediger

Ernst Röhm havde ambitioner for SA, men disse gik på tværs af den etablerede militære ledelse. Men denne gruppe blev hurtigt et voksende problem og politisk belastning for Hitler.

Hitler måttte løse dette problem af hensyn til sine andre allierede. Hitler begyndte at iscenesætte en aktion, hvori han selv spillede en stor hovedrolle. Denne aktion er senere hen blevet kaldt ’de lange knives nat’, eller ’Röhm-affæren’. Hitler forberedte en aktion, hvori han forestillede sig at Röhm var forræder og planlagde et kup mod ham. Trods mange rygter om denne aktion, fattede SA aldrig mistanke om Hitlers planer.

Den 30. juni 1934, blev det planlagt at SA skulle mødes til en møde med Hitler. Her gennemførte Hitler sin aktion. Omkring 50 SA ledere blev ved dette møde overrasket af Hitlers mænd og skudt. Trods Hitlers overbevisende skuespil, og snak om Röhm’s mulige kup mod ham, er der den dag i dag ingen tegn, som indikerer eller tyder på at Röhm planlagde noget kup mod Hitler. Dette var blot en dæk-historie for Hitler, så politiske mord som denne kunne blive legaliseret (En lov som Hitler indførte med tilbagevirkende kraft den 3. juli 1934). SA eksisterede efterfølgende stadig, men var nu ingen stor trussel mod Hitler. SA mistede megen magt, og SS overtog en del af deres ’arbejdsopgaver’, så som kontrollen over koncentrationslejre.

Den økonomiske udvikling 1933-36Rediger

Hitler virkeliggør, efter sin legale magtovertagelse, sine valgløfter om at løse krisen indenfor fire år ved at forbedre økonomien og de sociale forhold. Dette var dog ikke sket uden tilstedeværelsen af de faktorer at man i 1932 havde fået styr på krigsskadeerstatningerne og i 1933 allerede kunne registrerer forbedringer på den internationale konjunktur. Hitler havde til at begynde med heller ikke nogle konkrete planer for hvordan han ville holde sine løfter. Han fortsatte et program som Schleicher-regeringen havde udarbejdet i forvejen. Planen var at man ville sætte gang i det økonomiske system ved hjælp af store, offentlige investeringer. I ledtog med Hitlers magtovertagelse og arbejderbevægelsens nederlag, blev den tyske industri mere optimistisk og man kunne hurtigt se at investeringer og produktionen steg. Lønnen var lavere i 1933 end 1932. Inflationen var begyndt at falde. I sommeren 1933 angriber Hitler arbejdsløsheden ved at få bygget boliger, støttet landbruget og udbygget motorveje. Dette krævede naturligvis store pengesummer investeret. I begyndelsen var disse af civil karakter. I 1935 kunne en stigning i rustningsindustrien også registreres. Resultatet af disse tiltag blev at i 1937 var arbejdsløsheden så godt som bragt ned til et minimum. Denne succeshistorie integreredes naturligvis i den tyske propaganda som ’systemets fortjeneste’, til det tyske folk. Tyskland var i fremgang. Perioden 1935-38 anses for at være landets ’konsolideringsperiode’ og den positive økonomiske udvikling opfulgtes af forskellige handlinger der skulle medvirke til at normalisere forholdende i det tyske rige.

Der fandt dog samtidigt terror og undertrykkelser sted, men blev for flertallet af tyskere, overskygget af de mange positive indtryk de fik af deres eget ’folkefællesskab’. Nøje uvalgte scenarier iscenesattes af Hitler og nazisterne til formålet. Han havde sikkerhedstjenesten, SD, til at udarbejde rapporter over ’stemningen blandt folket’, hvorefter der afholdtes store partidage og fællesmøder. Dette for at undgå at folket skulle vende sig imod ham og for at styrke følelsen af ’folkefællesskab’ og for at få den enkelte til at føle sig som en del, af en større helhed. Samtidigt rejste Hitler meget udenrigs og eksponerede sig selv for at forstærke den opståede [førerkult]. Blandt begivenheder der unyttedes til lejligheden om at forstærke følelsen af folkefællesskab og til den tyske propaganda, tildeltes OL meget belejligt Tyskland, allerede inden Hitler havde overtaget magten. Til gengæld var det et tilbageskridt for Hitlers teori om ’det ariske overmenneske’, at afroamerikaneren Jesse Owens vandt OL stort med fire guldmedaljer [8].

Nazismens syn på ’de andre’Rediger

Den nationalsocialistiske verdensanskuelse, havde racismen som et grundlæggende element. I start af 1920’erne formulerede nazisterne deres raceidéer. Egentlig var Antisemitismen mere udbredt end som så, før nazisterne udnyttede disse forskellige raceteorier. Nazisterne udnyttede dette og formulerede som overstående deres egne raceidéer, hvori de gav udtryk for den nordiske eller ariske race, var de andre racer overlegne. På dette tidspunkt anså mange livet som en kamp, hvor kun den stærkeste mand overlever. Man gjorde dette i kampen for ’livet’, for at overleve den svære hverdagskamp. Igennem disse raceidéer, som nazisterne formulerede i 1920’erne, placerede man jøderne i den modsatte ende af den ariske race. Her anså man at jøderne var indbegrebet af alt ondt, da nazisterne overbeviste de ariske tyske folk, at jøderne var i gang med en sammensværgelse mod den ariske race.

For at sikre en biologisk ren race foretog nazisterne en selektion. Dette betød at staten i Tyskland oprettede selektionsprogrammet T4. Denne gik udover bl.a. sindslidende og de handicappede – For at kunne gøre dette oprettede man hertil særlige anstalter. Omkring 100.000 mennesker blev myrdet i disse. Herudover forfulgte man jøderne. I 1933 begyndte man at boykotte jødiske forretninger, og alle offentligt ansatte i den tyske stat skulle være af arisk race. I 1934 blev båndende for jødernes udfoldelsesmuligheder strammet yderligere i erhvervslivet, såvel som politisk. Det ledte til at der i 1935 blev indført racelove – her mistede jøderne deres borgerlige rettigheder, og blev i lovgivningen behandlet som andenrangs - mennesker. Senere blev raceblanding forbudt, og i 1938 måtte jøderne ikke længere arbejde med deres erhverv eller besøge offentlige steder, så som teatre, skoler, sportspladser mv. De fik stemplet et ’J’ i deres pas, og senere dette år angreb nazisterne også de jødiske synagoger, hjem, forretninger mv.

Tysk udenrigspolitik 1933-1938Rediger

Umiddelbart så det ud til at Hitler førte samme udenrigspolitik som før 1933, i og med at han bl.a. beholdt den gamle udenrigsminister Konstantin F. Von Neurath indtil 1938. En årsag til dette kunne være, at nazistpartiet var nødsaget til at træde varsomt med udenrigspolitikken, da specielt USA var utilfreds med den måde man behandlede oppositionen og jøderne på. Ved Münchenaftalen i september 1938 udtrykte Neville Chamberlain, Storbritanniens premierminister troen på, at der hermed var skabt "fred i vor tid". Blot et år senere udløste Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939 udløste 2. verdenskrig.

Radikaliseringen i 1938Rediger

I 1938 ændres en række indenrigs- og udenrigspolitiske love. Grundlæggende blev det tyske samfund mere nationalsocialistiske, og kontrollen tog til. I indenrigspolitikken blev militærets ledelse erstattet med en ny institution OKW. Denne var med til at understrege Hitlers militære ambitioner, og han stillede sig selv i spidsen for hæren – en rolle der gennem krigen blev forstærket. I udenrigspolitikken blev Neurath erstattet med Ribbentrop, som var Nazist. Ligeledes indenrigspolitisk, blev lign. Stillinger udskiftet.

I samfundet var der en skærpet tone overfor de grupper som var erklæret anderledes, herunder jøderne. Dette eskalerer natten mellem den 9. og 10. november 1938, også kendt som krystalnatten, hvor over 90 mennesker mistede livet. Om natten blev jødiske ejet forretninger raseret og de mange glasskår der flød på gaden, har givet navn til hændelsen. Bl.a. som resultat heraf prøvede mange jøder prøvede at flygte ud af Tyskland i løbet af 1939. Nazisterne ville af med jøderne. [9]

LitteraturRediger

  • Klos, Michael (2000), Tyskland 1871-2000, København: Gyldendal. 
  • Freund, Michael (1964), Det tredje rige 1933-1939, Haases facet. 
  • Bekker Nielsen, Tønnes (2009), Gads historieleksikon, København: Gad. 
  • Skovmand, Svend (2009), Politikens Verdenshistorie, København: Politikens. 

Eksterne kilder og henvisningerRediger

  1. ^ a b Klos, Michael (2000): Tyskland 1871-2000, Gyldendal
  2. ^ a b Freund, Michael : Det tredje rige 1933 - 1939. 1. udg. haases facet, 1964. (Bog)
  3. ^ Bekker Nielsen 2009, s. 125
  4. ^ a b Nielsen, Tønnes Bekker: Gads historieleksikon. 4. udg. Gads, 2001. (Bog)
  5. ^ Klos 2000
  6. ^ Skovmand 2009
  7. ^ Klos, Michael (2000): Tyskland 1871-2000, Gyldendal
  8. ^ Klos (1996), s. 72-73
  9. ^ Klos (2008)