Åbn hovedmenuen
Buste af Vestromerrigets kejser Konstantin den Store, 4. århundrede
Resterne af det kejserlige palads i Mediolanum (Milano).

Milano-ediktet (latin: Edictum Mediolanense, græsk: Διάταγμα των Μεδιολάνων, Diatagma tōn Mediolanōn) er en overenskomst indgået i februar 313 mellem Konstantin, kejser over Vestromerriget og Licinius, kejser over Østromerriget. Overenskomsten sikrer kristendommens ligestilling med øvrige religioner i Romerriget, med en tilføjelse om, at al kirkelig ejendom, som tidligere var blevet konfiskeret, nu skulle tilbagegives til kirken.[1]

Overenskomsten blev indgået Overenskomsten videreføre tankerne i Galerius' toleranceedikt fra 311, som gav de kristne lov til at praktisere deres religion.[2] Milano-'ediktet' indebar, at alle former for forfølgelse på baggrund af religion nu blev indstillet. Under Theodosius den Store, ca. år 380, blev kristendommen statsreligion i det romerske rige.

Kilder og kildekritikRediger

Den originale tekst foreligger ikke i form af et officielt edikt (en kundgørelse);[2] teksten burde derfor mere korrekt omtales som en overenskomst. Teksten er indeholdt i Licinius's skrivelse til guvernøren af Bithynia,[3] en romersk provins ved Bosporus, bl a med byerne Nikomedia og Nikæa, nuværende Iznik; (hér oversat fra engelsk):

Da jeg, Kejser Konstantin, og jeg, Kejser Licinius, ved lykkelig tilskyndelse mødtes og overvejede alt, hvad der angik det almene vel .., fandt Vi, at navnlig de regler der angår ærbødighed for det guddommelige burde prioriteres. Så Vi giver såvel kristne som andre fuldmagt til at tilslutte sig den religion, som de hver især vælger...
...
Derfor skal Deres Højvelbårenhed vide, at det har behaget Os at ophæve alle de påbud om indskrænkninger af enhver art i de kristnes frihed, som i tidens løb er blevet tilstillet Dem officielt. Enhver, som nu ønsker at praktisere den kristne religion kan gøre det frit og offentligt, og uden nogen forulempelse. Vi fandt det passende at anbefale disse emner til Deres omsorg, så De skal vide, at Vi har givet disse kristne fri og ubegrænset adgang til gudsdyrkelse. Når De erkender, at Vi har givet dem denne frihed, så skal Deres Højvelbårenhed også vide, at Vi har tilstået [medlemmer af] andre religioner retten til åbenlys og uhindret praktisering af deres gudsdyrkelse, med henblik på at stifte fred i Vor regeringstid, så enhver har uhindret mulighed for den gudstjeneste, som vedkommende ønsker. Denne forordning er fastsat for at undgå en tilsyneladende krænkelse af noget ærværdigt eller nogen religion.[4]

Den bliver citeret i Lactantius' Om forfølgernes død (De mortibus persecutorum), som gengiver både den latinske tekst af Galerius's Tolerance-edikt, offentliggjort i Nikomedia den 30 April 311, og Licinius's skrivelse til guvernøren af Bithynia om religionsfrihed og tilbagegivelse af kirkelig ejendom, der blev offentliggjort i Nikomedia den 13 June 313. Eusebius af Cæsarea oversatte begge skrivelser til græsk i hans 'Kirkehistorie' (Historia Ecclesiastica).

ReferencerRediger

  1. ^ Frend, W. H. C. The Early Church SPCK 1965, p. 137
  2. ^ a b Cross and Livingstone. The Oxford Dictionary of the Christian Church 1974 art. "Milan, Edict of."
  3. ^ Stevenson, J. A New Eusebius SPCK 1965, p. 302
  4. ^ The "Edict of Milan" (313 A. D.)

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger