Nakskov Gymnasium

institution på Lolland
(Omdirigeret fra Nakskov Gymnasium og HF)

Nakskov Gymnasium er et gymnasium, der ligger i NakskovLolland. Gymnasiet, der oprindelig startede som et kommunalt gymnasium i 1918, tilbyder de fire gymnasiale uddannelser stx, hf samt fra 2024 hhx (merkantil studentereksamen) og htx (teknisk studentereksamen). Det er det ene af to gymnasier i Lolland Kommune, hvor det andet er Maribo Gymnasium i Maribo.

Nakskov Gymnasium
Grundlagt1918; 107 år siden (1918)[1]
RektorLars Erik Petersen (siden 2022)[2]
Antal ansatte42 lærere[3]
Antal elever300[3]
BeliggenhedSøvej 6
4900 Nakskov
Tidligere navneNakskov kommunale Gymnasium (1918-1973)
Nakskov Gymnasium og HF (2007-2024)
Telefon5491 4300
Hjemmesidewww.nakskov-gym.dk

Nakskov Gymnasium er et af 32 såkaldte udkantsgymnasier i Danmark (defineret som et gymnasium, hvis elever har mere end 20 km til det nærmeste alternative gymnasium), der modtager et særligt udkantstilskud.[4] Gymnasiet er på linje med andre mindre gymnasier landet over udfordret af et faldende befolkningsgrundlag i 2020'erne.[5] I skoleåret 2024/25 havde gymnasiet 300 stx- og hf-elever fordelt på i alt 17 klasser.[3]

Historie

redigér

En svær start

redigér

Nakskov Gymnasium blev oprettet i 1918 som et kommunalt gymnasium, der var tilknyttet Nakskov Byskole. Lærerne underviste således på begge uddannelsessteder.[1] Der var ikke udelt begejstring i byen over det nye gymnasium, idet nogle mente, at udgifterne ville blive for store. Otte elever startede på gymnasiet i 1.g i 1918, men året efter, da de skulle rykke op i 2.g, var der kun fire tilbage. De resterende fire var blevet spredt over hele landet. Politimesteren havde således taget sin søn ud af gymnasiet og sat ham i Nykøbing Katedralskole i stedet. Snart efter forlod også en femte elev fra klassen byen. De tre sidste elever, alle kvinder, fuldførte skolen, men da de i 1921 blev eksamineret i studentereksamen, hvilket skulle foregå på Københavns Universitet, dumpede de to. Skolens første student Ellen Christoffersen blev således samtidig den eneste student fra Nakskov i 1921. (De to, der dumpede, blev dog studenter året efter, den ene fra Nakskov, den anden fra Frk. Zahles Kursus i København.)[6]

Det dårlige resultat medførte, at skolens modstandere fik vind i sejlene, og gymnasiets fremtid var i fare. Der blev iværksat en kampagne for at få forældrene til at tage de få resterende elever ud af gymnasiet, så det blev tvunget til at lukke. Borgmester Sophus Bresemann og flere af forældrene, ansporet af deres børn, kæmpede dog energisk for gymnasiet. Det gjaldt ikke mindst direktør Andreas Boesen fra OTA-fabrikken, der spillede en stor rolle i at overbevise de øvrige forældre. Skolen overlevede derfor og fortsatte efter sommerferien 1921 med tre elever på hvert klassetrin. Den kommende studentereksamen for de tre ældste elever i 1922 blev imødeset med stor spænding. Denne gang bestod de dog alle tre: Valborg Nielsen, der var dumpet året før, H. Chr. Vestergaard, der senere selv blev adjunkt ved gymnasiet, og Andreas Boesens datter Ellinor Boesen. Lige efter eksaminationen, der igen foregik i København, fik de tre studenter overrakt roser af rektor og borgmester Bresemann, og det lille, men glade selskab kørte bagefter til Tivoli, hvor de spiste middag, og borgmesteren holdt en tale for Nakskovs første hold af studenter, da Ellen Christoffersen året før jo ikke kunne kaldes noget "hold".[6] Ellinor Boesen blev i øvrigt sammen med sin lillesøster Caja Gudrun Boesen, der blev student fra Nakskov kommunale Gymnasium i 1926, to af de mest læste børnebogsforfattere i Danmark, idet de under det fælles pseudonym "Ada Hensel" var hovedforfattere til OTA-bøgerne, der blev trykt i over 1 million eksemplarer i mellemkrigstiden og under de første besættelsesår.[7]

Mulighed for hf

redigér

I 1971 blev der indført mulighed for at tage HF-eksamen på gymnasiet. Som følge af kommunalreformen i 1970 overgik skolen i 1973 til at høre under Storstrøms Amt. I 2007 blev gymnasiet på linje med landets øvrige gymnasier som en konsekvens af den næste kommunalreform, der blev gennemført samme år, en selvejende statslig institution. Først på dette tidspunkt tog gymnasiet navneforandring til Nakskov Gymnasium og HF, selvom HF-uddannelsen altså på det tidspunkt havde været en del af stedets tilbud i flere årtier.[1]

Fra 2024 begyndte gymnasiet også at udbyde merkantil (hhx) og teknisk studentereksamen (htx), idet disse to uddannelser blev udlagt til skolen fra organisationen CELF, der hidtil havde stået for at udbyde de to erhvervsgymnasiale uddannelser i Nakskov. Ved samme lejlighed skiftede skolen igen navn til det oprindelige Nakskov Gymnasium med begrundelsen, at dette navn var mere inkluderende for det samlede udbud af uddannelser på skolen og dermed i højere grad symboliserede det samlede skolefællesskab.[8]

Litterær omtale

redigér

Forfatteren Henrik Hohle Hansen, der selv tog hf-eksamen fra Nakskov Gymnasium i 1984,[9] har i sin debutroman Kære Gud, lad mig ikke dø på et lokum fra 1990 skildret drengen Kurts opvækst i Nakskov fra 1960'erne til 1980'erne, hvordan byens liv afhang af skibsværftet, der først skabte velstand og fremgang og siden, da det lukkede, tomme huse og fraflytning. Kurt ender selv bogen med at tage en enkeltbillet til København, men har inden da været omkring gymnasiet, da han som dreng reelt kun har valget mellem værftet og gymnasiet, og det ikke fremstår som et reelt valg. Romanen skildrer Kurts gymnasietid og den rolle, stedet har for hans udvikling.[10]

Referencer

redigér

Eksterne henvisninger

redigér
Denne artikel om en bygning eller et bygningsværk kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.

54°50′6.51″N 11°8′22.75″Ø / 54.8351417°N 11.1396528°Ø / 54.8351417; 11.1396528