Åbn hovedmenuen

Sveriges Riksbanks pris i økonomi

(Omdirigeret fra Nobelprisen i økonomi)

Nobelprisen i økonomi eller mere officielt Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde (svensk: Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne) er en pris for enestående bidrag til den økonomiske videnskab. Den anses for at være den mest prestigefyldte pris indenfor økonomisk forskning.

Prisen blev indstiftet af Sveriges Riksbank i 1968 og er altså ikke en af de oprindelige nobelpriser, som Alfred Nobel indstiftede i 1895. Den er dog anerkendt af Nobelstiftelsen, som administrerer og uddeler prisen efter samme principper som de øvrige Nobelpriser.[1] Sommetider omtales den som "Nobels mindepris i økonomi".

PrismodtagereRediger

Fra 1969 til 2018 er prisen blevet uddelt 50 gange til i alt 81 modtagere. Ifølge Nobelstiftelsens egen opgørelse har forskere indenfor i alt 32 forskellige økonomiske delområder modtaget prisen i de første 49 år (fra 2018 offentliggør Nobelstiftelsen ikke længere opdelingen på delområder). De forskningsområder, der hyppigst blev tilgodeset i peridoen 1969-2017, var makroøkonomi (9 modtagere), økonometri og finansiel økonomi (hver 8 modtagere), spilteori (6 deltagere), mikroøkonomi og informationsøkonomi (hver 5 modtagere).[2]

De første modtagere af prisen var nordmanden Ragnar Frisch og hollænderen Jan Tinbergen for at "have udviklet dynamiske modeller til analyse af økonomiske processer".

Over halvdelen af prismodtagerne har været amerikanere (enten ved fødsel eller senere nationalisering). Storbritannien er det land, der har næstflest prismodtagere. Arthur Lewis fra Saint Lucia var i 1979 den første modtager fra et ikke-vestligt land og den første farvede økonom, der modtog prisen.

Nobelprismodtagerne i økonomi er relativt gamle sammenlignet med de øvrige prismodtagere, nemlig i gennemsnit 67 år ved prisoverrækkelsen. Blandt alle Nobelpristagere er gennemsnitsalderen 60 år.[3] Den yngste modtager af Nobelprisen i økonomi er Kenneth Arrow, der fik prisen som 51-årig i 1972. Den ældste er Leonid Hurwicz, der modtog prisen som 90-årig i 2007. Han er også den til dato ældste Nobelprismodtager i det hele taget.[4]

Indtil 2009 var det kun mænd, der havde modtaget prisen. I 2009 blev Elinor Ostrom den første kvinde til at modtage prisen.

Seks økonomer fra de nordiske lande, nemlig tre nordmænd (Ragnar Frisch, Trygve Haavelmo og Finn E. Kydland), to svenskere (Gunnar Myrdal og Bertil Ohlin) og finlandssvenskeren Bengt Holmström, har modtaget denne pris, men aldrig en dansker. Statistikeren, professor Søren Johansen, der er verdensberømt for sine bidrag inden for kointegration af tidsrækker, en gren af økonometrien, nævnes ofte som den danske forsker, der har været tættest på at få denne pris, ikke mindst i 2003, hvor prisen gik til to kollegaer inden for det samme område.[5]

År Prismodtager Nationalitet Begrundelse
1969   Ragnar Frisch Norge "for at have udviklet dynamiske modeller for analyse af økonomiske processer"[6]
  Jan Tinbergen Holland
1970   Paul Samuelson USA "for hans videnskabelige arbejde, hvor han har udviklet statisk og dynamisk økonomisk teori samt aktivt arbejdet for at højne niveauet af økonomisk analyse"[6]
1971 Simon Kuznets USA "for hans empiriske arbejde med økonomisk vækst, der har ledt til en dybere forståelse for økonomiske og sociale strukturer"[6]
1972 John Hicks Storbritannien "for deres banebrydende arbejde med grundlæggende ligevægts- og velfærdsteori"[6]
  Kenneth Arrow USA
1973 Wassily Leontief USA "for udviklingen af input-output-modellen og dens anvendelse i vigtige økonomiske problemstillinger"[6]
1974   Gunnar Myrdal Sverige "for deres banebrydende arbejde indenfor pengepolitik og økonomiske fluktationer samt for deres analyse af afhængigheden mellem økonomiske, sociale og institutionelle fænomener"[6]
  Friedrich Hayek Storbritannien/Østrig
1975   Leonid Kantorovich Sovjetunionen "for deres bidrag til teorien om Pareto-optimal allokering af ressourcer"[6]
  Tjalling Koopmans USA
1976   Milton Friedman USA "for hans resultater inden for områderne forbrugsanalyse, monetær historie og teori samt for hans demonstration af kompleksiteten i stabiliseringspolitik"[6]
1977   Bertil Ohlin Sverige "for deres banebrydende bidrag til teorien bag international handel og kapitalbevægelser"[6]
  James Meade Storbritannien
1978   Herbert Simon USA "for hans forskning i processerne bag beslutningsproblemer i organisationer"[6]
1979 Theodore Schultz USA "for deres forskning i økonomisk udvikling med særlig fokus på problemerne i ulande"[6]
Arthur Lewis Saint Lucia
1980 Lawrence Klein USA "for opfindelsen af økonometriske modeller og anvendelsen af disse i analysen af økonomiske fluktuationer og økonomisk politik"[6]
1981   James Tobin USA "for hans analyse af finansielle markeder og deres sammenhæng med omkostninger, ansættelse, produktion og priser"[6]
1982 George Stigler USA "for hans studier af industrielle strukturer, markedsfunktioner og effekterne af markedsreguleringer"[6]
1983   Gérard Debreu Frankrig "for at have indarbejdet en ny analytisk metode i økonomisk teori, samt hans reformulering af teorien bag ligevægtsøkonomier"[6]
1984 Richard Stone Storbritannien "for at have bidraget til udviklingen af systemer til nationalregnskaber og derigennem have forbedret grundlaget for empiriske økonomiske analyser"[6]
1985   Franco Modigliani Italien "for hans banebrydende analyse af opsparing og finansielle markeder"[6]
1986   James M. Buchanan USA "for udviklingen af det aftalemæssige grundlag for økonomisk og politisk beslutningstagen"[6]
1987   Robert Solow USA "for hans bidrag til teorien om økonomisk vækst"[6]
1988   Maurice Allais Frankrig "for hans bidrag til markedsteori og efficient udnyttelse af ressourcer"[6]
1989   Trygve Haavelmo Norge "for hans udredning af sandsynslighedsteori i forbindelse med økonometri og hans analyse af simultane økonomiske strukturer"[6]
1990 Harry Markowitz USA "for deres banebrydende arbejde inden for teorien bag finansiel økonomi".[6]
Merton Miller USA
  William Forsyth Sharpe USA
1991   Ronald Coase Storbritannien "for hans opdagelse og udredning af vigtigheden af transaktionsomkostninger og ejendomsret for økonomiens institutionelle struktur og funktion"[6]
1992   Gary Becker USA "for at have udvidet området for mikroøkonomisk analyse med en række emner inden for menneskelig interaktion, herunder ikke-markedsrelaterede"[6]
1993   Robert Fogel USA "for at have fornyet forskningen i økonomisk historie ved at bruge økonomisk teori og kvantitative metoder til at forklare institutionelle forandringer"[6]
  Douglass North USA
1994 John Harsanyi USA "for deres banebrydende analyse af ligevægte inden for spilteori"[6]
  John Forbes Nash USA
  Reinhard Selten Tyskland
1995 Robert Lucas, Jr. USA "for at have udviklet og anvendt hypotesen om rationelle forventninger og derved forandret makroøkonomisk analyse og udvidet vores forståelse af økonomisk politik"[6]
1996 James Mirrlees Storbritannien "for deres vigtige bidrag til økonomisk incitamentsteori under asymmetrisk information"[6]
William Vickrey USA
Canada
1997   Robert C. Merton USA "for en ny metode til at bestemme værdien af finansielle derivater"[6]
  Myron Scholes Canada
USA
1998   Amartya Sen Indien "for hans bidrag til velfærdsøkonomi"[6]
1999   Robert Mundell Canada "for hans analyse af pengepolitik og finansiel politik under forskellige valutakursmodeller og hans analyse af optimale valutazoner"[6]
2000   James Heckman USA "for hans udvikling af teorien og metoder til at analyse stikprøver med udvælgelse"[6]
  Daniel McFadden USA "for hans udvikling af teori og metoder til analyse af diskrete valg"[6]
2001   George Akerlof USA "for deres analyse af markeder med asymmetrisk information"[6]
  Michael Spence USA
  Joseph E. Stiglitz USA
2002   Daniel Kahneman Israel
USA
"for at have samlet ideer fra forskning i psykologi med den økonomiske videnskab, specielt angående menneskelig beslutningstagen ved usikkerhed"[6]
  Vernon L. Smith USA "for at have etableret laboratorieeksperimenter som et værktøj i empirisk økonomisk analyse, specielt i studiet af alternative markedsmekanismer"[6]
2003   Robert F. Engle USA "for metoder til at analysere økonomiske tidsserier med tidsvarierende volatilitet (ARCH)"[6]
  Clive Granger Storbritannien "for metoder til at analysere økonomiske tidsserier med trend (kointegration)"[6]
2004   Finn E. Kydland Norge "for deres bidrag til dynamisk makroøkonomi: tidskonsistensen i økonomisk politik og drivkræfterne bag konjunkturcykler"[6]
  Edward C. Prescott USA
2005   Robert Aumann Israel
USA
"for at have udvidet vores forståelse af konflikter og samarbejde gennem spilteoretisk analyse"[6]
  Thomas Schelling USA
2006   Edmund Phelps USA "for hans analyse af intertemporbale trade-offs i makroøkonomisk politik"[6]
2007   Leonid Hurwicz USA "for at have lagt fundamentet til teorien bag mekanisme-design"[6]
  Eric Maskin USA
  Roger Myerson USA
2008   Paul Krugman USA "for hans analyse af handelsmønstre og placering af økonomisk aktivitet"[6]
2009   Elinor Ostrom USA "for hendes analyse af økonomisk styring"[6]
  Oliver Williamson USA "for hans analyse af økonomisk styring, specielt med hensyn til virksomheders afgrænsning"[6]
2010   Peter A. Diamond USA "for deres analyse af arbejdsmarkeder med søgefriktioner"[6]
  Dale T. Mortensen USA
  Christopher A. Pissarides Cypern
2011   Thomas J. Sargent USA "for deres empiriske forskning af årsag og virkning i makroøkonomien"[6]
  Christopher A. Sims USA
2012

 

Alvin E. Roth USA "for teorien om stabile allokeringer og markedsdesign i praksis"[6]

 

Lloyd Shapley USA
2013

 

Eugene Fama USA "for deres empiriske analyse af priser på aktiver"[6]
  Lars Peter Hansen USA
  Robert J. Shiller USA
2014   Jean Tirole Frankrig "for hans analyse af markedsmagt og regulering"[6]
2015   Angus Deaton Storbritannien/USA "for hans analyse af forbrug, fattigdom og velfærd"[6]
2016

 

Oliver Hart USA "for deres bidrag til kontraktteorien"[6][7]

 

Bengt R. Holmström Finland
2017   Richard H. Thaler USA "for hans bidrag til adfærdsøkonomi"[6]
2018 William Nordhaus USA "for at integrere klimaændringer i langsigtet økonomisk analyse"[6]
  Paul Romer USA "for at integrere teknologiske innovationer i langsigtet økonomisk analyse"[6]

ReferencerRediger

Eksterne henvisningerRediger