Åbn hovedmenuen
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Saga (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Saga)
Sagaerne bygger på norsk og islandsk fortællertradition. Rekonstruktion af Vinland i L'Anse aux Meadows.

En saga (norrønt saga = fortælling, af segja = at sige, fortælle)[1] er et epos. På norrønt viste ordet til enhver mundtlig eller nedskrevet beretning; senere er det blevet en betegnelse for middelalderens episke, islandske prosalitteratur. Forfatteren er som regel anonym. Kun enkelte konge-og samtidssagaer har navngivne forfattere, for eksempel Snorre Sturlason og hans brorsøn Sturla Tordsson.[2]

InddelningRediger

Sagaerne kan inddeles efter emne, i kongesagaer om norske og danske konger, islændingesagaer eller ættesagaer med emne fra islændinges liv i perioden 900–1050, og biskopssagaer om de islandske gejstlige. Ågrip (= uddrag) er den ældste norgeshistorien man kender på norrønt sprog. Bogen blev skrevet i Nidaros i 1190'erne.[3]

I stedet kan man inddele sagaerne i oldtidssagaer, fornaldersagaer og samtidssagaer. Enkelte bispesagaer er samtidssagaer, likeså Sturlunga saga. Kongesagaerne, der handler om kong Sverres æt, er samtidssagaer (Sverres saga, Håkon Håkonssons saga, Baglersagaerne og Magnus Lagabøtes saga). Den første samtidssaga er Ryggjastykke (norrønt Hryggjarstykki) nedskrevet af islændingen Eirik Oddsson, en tabt saga om de norske borgerkrige i 1130'erne. Ryggjarstykke omhandlede kong Harald Gille og hans sønner Inge Krogryg og Sigurd Mund. Det blev skrevet i 1150'erne, hvad der gør det til den første samtidssaga, og et af sagalitteraturens første værker.

Fornaldarsagaer har emne fra heltedigtning og forhistorisk tid. Oversatte sagaer er helgen-, ridder- og rene eventyrsagaer. Disse blev til både i Norge og på Island.[4]

ForskningRediger

 
Peder Claussøn Friis. Skulptur af Gustav Vigeland, 1935.

I renæssancen begyndte den videnskabelige forskning på sagalitteraturen, da man i Norge fik oversat de norske kongesagaer til dansk efter håndskrifter, der befandt sig i Norge. Især havde præsten Peder Claussøn Friis'[5] oversættelse af Heimskringla og flere kongesagaer stor betydning (fuldført i 1599). Den islandske præst Arngrímur Jónsson[6] skrev flere værker på latin om Islands, Grønlands og det øvrige Nordens historie på baggrund af sagahåndskrifterne. Professor Ole Worm fik også afgørende betydning, da han sørgede for at få Peder Claussøn Friis' oversættelse trykt, dog først i 1633. I 1600- og 1700-tallet søgte man systematisk efter sagahåndskrifter på Island og i Norge, som blev overført til Danmark og Sverige for opbevaring og afskrift. Især var Árni Magnússons arbejde af betydning.[7]

Den norrøne litteraturRediger

Af teksterne fremkommer, at ættesamfundet havde stor magt over det enkelte menneske. Blodhævn var en måde at udligne uret på. Kvinderne indtog en fremtrædende plads, som i Olav Tryggvasons saga, hvor hans handlinger ifølge teksten påvirkes af Sigrid Storrådes og hans kone Thyras krænkede følelser. Forholdet mellem mand og kvinde var et hyppigt tema. Æresbegreber og skæbnetro var stærke kræfter både i den enkelte og i samfundet. Forfatterne var optaget af to ting: Historierne skulle være historiske, og dertil underholdende. For at opnå det, greb man til træk som en beskrivende synsvinkel. Personerne ses udefra. Hvad de gik og tænkte, var ikke af større interesse. Personskildringerne er præget af udvendighed; folks udseende og handlinger beskrives. Opbygningen gør beretningerne spændende, også i dag. Replikker skulle være træffende. Underdrivelse var et hyppigt virkemiddel,[8] som da Magnus Barfod i sin sidste time blev ramt af et spyd gennem begge ben, som han knækkede med ordene: "Sådan bryder vi benspærrer, drenge!"[9]

KlassifikationRediger

Nordiske sagaer er generelt klassificeret som:

SagaerRediger

Fornaldersagaer / legendariske sagaerRediger

  • Disse er lagt til tiden inden koloniseringen af Island.[11] Det gælder dog ikke Yngvars saga víðförla fra 1000-tallet.Fornaldersagaerne blev sandsynligvis skrevet på Island i perioden 1250-1400,[12] selv om nogle kan være yngre, såsom Hrólfs saga kraka.[13]

Se ogsåRediger

Sagaer
Kommentar og stilistik
Alment

NoterRediger

  1. ^ "saga" og "Saga" hos Ordnet.dk
  2. ^ https://snl.no/saga
  3. ^ https://www.goa.no/norse/?show=sagadiktning
  4. ^ https://snl.no/saga
  5. ^ Flemming Lundgreen-Nielsen: Peder Claussøn Friis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80116
  6. ^ Erik Skyum-Nielsen: Arngrímur Jónsson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101933
  7. ^ https://snl.no/saga
  8. ^ https://www.goa.no/norse/?show=sagadiktning
  9. ^ https://heimskringla.no/wiki/Magnus_Barfots_saga (kap. 25)
  10. ^ http://www1.uis.no/fag/Learningspace_kurs/guide/Tidslinjer/Litteraturhistorie/tekstsider/norrontid/norrontid.htm
  11. ^ The article Fornaldarsagor i Nationalencyklopedin (1991)
  12. ^ Einar Ól. Sveinsson, "Fornaldarsögur", in Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder fra vikingtid til reformasjonstid, bd. 4 (Copenhagen, 1959)
  13. ^ The Literary Encyclopedia
  14. ^ Citat: Both sagas draw on the same oral traditions, both are classically Germanic in that they plant their roots in the misty mythic-historic past, and both concern themselves with the orgin and the rise to prominence of skjoldungerne, called Scyld Scefing in Beowulf i Fee, Christopher R. & Leeming, David Adams: Gods, Heroes & Kings (s. 155), Oxford University Press US, 2004. ISBN 0195174038

Eksterne henvisningerRediger