OW Bunker var et dansk aktieselskab med hovedsæde i Nørresundby. Selskabet OW Bunker A/S er i dag under konkursbehandling.

OW Bunker
Virksomhedsinformation
Selskabsform Aktieselskab
NASDAQ OMXOW
Branche Shipping
Grundlagt 1980
Lukket 2014
Hovedsæde Nørresundby
Virksom i
Globalt
Nøglepersoner Jim B.H. Pedersen (CEO)
Produkter Olie, brændstof, proviant
Regnskab
Omsætning 92,3 mia. kr. (2013)
Resultat 343,6 mil. kr. (2013)
Organisation
Antal ansatte
622 (2013)
Moderselskab Altor, Wrist Group
Eksterne henvisninger
www.owbunker.com
CVR-nummer 34900167 Rediger på Wikidata
OpenCorporates dk/34900167 Rediger på Wikidata

Virksomheden beskæftigede sig primært med køb og salg af brændstof til skibe. I 2013 havde selskabet en omsætning på 92,3 milliarder kroner, hvilket gjorde det til Danmarks næststørste selskab målt på omsætning, kun overgået af A.P. Møller - Mærsk. Selskabet beskæftigede i 2013 i alt 622 medarbejdere på verdensplan.[1]

Selskabets hovedaktionær er den svenske kapitalfond Altor. Den 28. marts 2014 blev OW Bunkers aktier noteret på Københavns Fondsbørs, efter at der var udstedt nye aktier, og Altor solgte ud af eksisterende beholdning.[2]

Kun syv måneder efter børsintroduktionen meddelte OW Bunker, at forhandlinger med koncernens banker om en refinansiering af koncernens gæld var sat i bero som følge af konstateret svindel i et datterselskab i Singapore. Koncernen havde realiseret tab på fejlslagne oliekontrakter på 150 millioner USD samt tabt 125 millioner dollars på den angivelige svindel.[3] Den 6. november 2014 meddelte OW Bunker, at koncernens to danske datterselskaber, O.W. Bunker & Trading A/S og O.W. Supply & Trading A/S havde anmodet skifteretten om rekonstruktion.[4] Allerede dagen efter indgav moderselskabet OW Bunker A/S konkursbegæring, der blev taget til følge samme dag.[5]

Historie redigér

Selskabet blev grundlagt i 1980 i Aalborg som en del af skibshandler Ove Wrists konsortium Wrist Group stiftet i 1950'erne. Mens Ove Wrists andre selskaber leverede forskellige shipping-ydelser til skibe, skulle OW Bunkers eneste fokus være på den fysiske distribution af skibsbrændstof.

Skandinavien og Nordeuropa var de første markeder, selskabet gik ind på. I 1992 åbnede selskabet sit første oversøiske kontor med medarbejdere i Singapore, hvor selskabet oplevede stigende efterspørgsel fra internationale kunder. Imellem 2000 og 2006 besluttede selskabets bestyrelse en strategi om at gøre OW Bunker til en førende spiller inden for videresalg af skibsbrændstof. Man ville samtidig udvide til at dække markedet globalt.

I 2007 overtog den svenske kapitalfond Altor Wrist Group, og dermed også OW Bunker. To år efter flyttede man hovedkontoret fra Aalborg til Nørresundby.[6]

I foråret 2014 var OW Bunker en af de førende globale aktører inden for køb og salg af skibsbrændstof og havde 38 kontorer i 29 lande verden over.[7]

Sammenbrud i 2014 redigér

Den 5. november 2014 klokken 12:49 etablerede NASDAQ OMX børspause for aktien, indtil selskabet offentliggjorde en meddelelse. Ved dagens børsafslutning var meddelelsen endnu ikke offentliggjort. Den kom først sidst på aftenen[8] og meddelte, at OW Bunker sandsynligvis måtte indkassere et tab på omkring 1,6 milliarder danske kroner, hvilket truede med at få virksomheden til at gå konkurs.[9] Det forventede tab blev delvist forklaret med utilstrækkelig risikostyring. Selskabet oplyste også om mulig svindel i koncernens Singapore-baserede datterselskab "Dynamic Oil Trading" for forventet op imod 125 millioner amerikanske dollar, eller hvad der svarer til omkring 743 milliioner danske kroner. Kendskabet til den mulige svindel kom frem, da selskabets danske direktør henvendte sig på OW Bunkers hovedkontor i Nørresundby.[10] Handlen med OW Bunker-aktien var fortsat suspenderet pr. 7. november 2014 og om aftenen blev der indgivet en konkursbegæring til skifteretten i Aalborg.[11]

Eksterne henvisninger redigér

Referencer redigér

  1. ^ Bang, Nicolai (5. marts 2014). "Her er Danmarks ukendte milliardvirksomhed". Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen 18. marts 2014. Hentet 18. marts 2014. {{cite news}}: Mere end en |author= og |last= angivet (hjælp)
  2. ^ Ritzau (5. marts 2014). "OW Bunker sejler ind på børsen". DR. Hentet 18. marts 2014.
  3. ^ Sammendrag af forløbet pr. 7. november 2014
  4. ^ "Børsmeddelelse OW Bunker, 6. november 2014". Arkiveret fra originalen 27. november 2014. Hentet 7. november 2014.
  5. ^ "Pressemeddelse fra OW Bunkers, 7.11.14". Arkiveret fra originalen 27. november 2014. Hentet 7. november 2014.
  6. ^ "History" (engelsk). OW Bunker. Arkiveret fra originalen 8. november 2014. Hentet 18. marts 2014.
  7. ^ "Find Your Local Office" (engelsk). OW Bunker. Arkiveret fra originalen 18. marts 2014. Hentet 18. marts 2014.
  8. ^ NASDAQ OMX. "OW Bunker A/S - Børspause". NASDAQ OMX. Hentet 5. november 2014.
  9. ^ Kæmpesvindel i dansk børsselskab. DR. Hentet 6/11-2014
  10. ^ Business.dk: Dansker i spidsen for mistænkt svindelfirma, 6. november 2014
  11. ^ OVERBLIK Fra børsstjerne til Danmarks hurtigste konkurs. DR. Hentet 10/11-2014