Operation Sharp Guard

Operation Sharp Guard var en fælles NATO og vesteuropæisk blokade af det tidligere Jugoslavien i Adriaterhavet.[1][2] Toogtyve krigsskibe fra 14 lande samt otte maritime patruljefly var involveret i blokaden.

NATO's symbol

Operationen begyndte den 15. juni 1993 og blev suspenderet den 19. juni 1996. Operationen blev formelt afsluttet den 2. oktober 1996.

Baggrund redigér

 
HMCS Algonquin (283)

Operationen var en fælles operation, som udløb af NATO's Operation Maritime Guard og Vestunionens Operation Sharp Fence.[3] Man valgte at slå de to sideløbende operationer sammen med en fælles kommandovej således man kunne udnytte de tilgængelige styrker optimalt.[1][2][4][5] Nogle mener dog at selvom det officielt var en fælles operation var det reelt NATO og NATO's personale der kørte operationen.[6][7]

Formål redigér

Formålet ved operationen var at blokere det tidligere Jugoslavien[8], for at kunne håndhæve de økonomiske sanktioner og en våbenenbargo mod landet og de rivaliserende fraktioner i Bosnien og Kroatien.[9][10] Krigen i Bosnien-Hercegovina var i fuld gang, og man håbede med denne operation at kunne begrænse krigshandlingerne ved at begrænse forsyningerne.

Blokade redigér

 
NATO skibe opretholder blokaden

22 krigsskibe fra 14 lande[11] (Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Norge, Portugal, Spanien, Tyrkiet, Storbritannien og USA),[9] samt otte maritime patruljefly var involveret i at søge efter og standse smuglerskibe.[2][12][13][14][15][16] De fleste bidragsydere til operationen bidrog med et eller to skibe.[14] Eksempelvis bidrog Søværnet med korvetten F354 Niels Juel, mens Tyrkiet bidrog med fregatter, ubåde og tankskibe.[17][18]

Operationsområdet blev delt op i et antal "kasser", hvorefter hvert krigsskib fik ansvaret med en kasse.[9] Skibene var udrustet med et boardinghold, der bestod af to dele: Et vagthold, hvis ansvar var at sikre skibet samt et søgehold, der skulle forstå den faktiske afsøgning af skibene.[9]

Skibene havde ret til at boarde, inspicere og beslagslægge de fragtskibe der forsøgte at bryde blokaden.[19] Øverstkommanderende for Combined Task Force 440 var den italienske admiral Mario Angeli.[2]

Lido II episoden redigér

 
Den britiske fregat HMS Chatham (F87)

I april 1994 viste koalitionens forskellige opfattelser af Rules of Engagements sig på en uheldig måde.[20] Det maltesiske tankskib Lido II var på vej mod en havn i Montenegro med 45.000 tons olie. En amerikanske krydser anmodede sin britiske chef om instruktioner og fik tilladelse til at bruge "disabling fire" til at standse skibet hvis nødvendigt.[20] Han modtog også ordrer fra sin egen flådes hovedkvarter, der bekræftede britens instrukser.[20] I følge U.S. Navys doktriner betyder "disabling fire", at man affyrer skud mod et skibs maskinrum og derved ødelægger skibets manøvreevne. Den amerikanske krydser skulle til at beordre den hollandske fregat HMNLS Van Kinsbergen (F809). Man fandt efterfølgende ud af, at den hollandske måde at benytte "disabling fire" betød, at man beskød broen, hvorved risikoen for tab af menneskeliv steg betragteligt.[20] Skibet blev efterfølgende stoppet den 1. maj og boardet af en helikopter fra HMNLS Van Kinsbergen, uden at der blev affyret et skud.[20] Tre jugoslaviske korvetter chikanerede operationen, og den ene forsøgte at vædre den britiske fregat HMS Chatham (F87), som fulgtes med Van Kinsbergen. Korvetterne blev til sidst skræmt væk af det britiske krigsskib og et antal italienske Tornado fra luftbasen i Gioia Del Colle. Lido II undergik reparationer, inden skibet blev omdirigeret til Italien, da besætningen havde saboteret maskinrummet. Lækagen blev standset af et redningshold fra HMS Chatham. Man fandt desuden syv jugoslaviske blinde passagerer.[21][21][22]

Statistik redigér

Styrkerne anråbte mere end 73.000 skibe, boardede og inspicerede næsten 6.000 og omdirigerede 1.500 skibe til en neutral havn for yderligere inspektioner."[1][2][9] Af disse var omkring 10 stykker reelle blokadebrydere lastet med våben, der var i strid med FN's sikkerhedsråds resolutioner.[1][2] NATO-talsmænd udtalte at ingen skibe havde brudt blokaden, og at blokaden havde en stor rolle i, at konflikten ikke eskalerede mere, end den gjorde.[2][23]

Afslutningen redigér

 
HMS Nottingham (D91)

Blokaden blev suspenderet, efter man i de Forenede Nationer besluttede at afslutte våbenenbargoen. Efterfølgende udtalte, NATO at "NATO's og Vestunionens skibe ikke længere ville anråbe, boarde eller omdirigere skibe i Adriaterhavet".[2] Avisen The Independent advarede herefter, at der "teoretisk set" kunne være en flodbølge af våben på vej ind i Bosnien, Kroatien og Forbundsrepublikken Jugoslavien Serbien og Montenegro, selvom militære og diplomatiske kilder anså, at det var usandsynligt.[2]

FN resulotionerne redigér

Blokaden blev udført i overensstemmelse med følgende FN resolutioner:

  • FN's sikkerhedsråds resolution 713[24]
  • FN's sikkerhedsråds resolution 757,[25]
  • FN's sikkerhedsråds resolution 787[26]
  • FN's sikkerhedsråds resolution 820[27]
  • FN's sikkerhedsråds resolution 943[28]

Resolution 787 tillod deltagende stater at "benytte foranstaltninger ... som er nødvendige ... for at standse alle indadgående eller udadgående handelsskibe ... for at sikre våbenembargoen og de økonomiske sanktioner mod det tidligere Jugoslavien".[1]

Hen over operationen blev blokaden omdefineret som følge af FN's sikkerhedsråds resolution 1021[29] og FN's sikkerhedsråds resolution 1022.[30]

Deltagende lande redigér

Referencer og eksterne links redigér

  1. ^ a b c d e Bruce A. Elleman, S. C. M. Paine (2007). Naval coalition warfare: from the Napoleonic War to Operation Iraqi Freedom. Routledge. ISBN 0415770823. Hentet 7. juni 2010.
  2. ^ a b c d e f g h i Christopher Bellamy (20. juni 1996). "Naval blockade lifts in Adriatic". The Independent. Hentet 7. juni 2010.
  3. ^ Carla Norrlof (2010). America's Global Advantage: US Hegemony and International Cooperation. Cambridge University Press. ISBN 0521749387. Hentet 7. juni 2010.
  4. ^ Trevor Findlay (1996). Challenges for the new peacekeepers. Oxford University Press. ISBN 019829199X. Hentet 7. juni 2010.
  5. ^ Simon Duke (2000). The elusive quest for European security: from EDC to CFSP. Palgrave Macmillan. ISBN 0312224028. Hentet 7. juni 2010.
  6. ^ Giovanna Bono (2003). NATO's 'peace-enforcement' tasks and 'policy communities,' 1990-1999. Ashgate Publishing, Ltd. ISBN 0754609448. Hentet 7. juni 2010.
  7. ^ Volker Rittberger (2001). German foreign policy since unification: theories and case studies. Manchester University Press. ISBN 0719060400. Hentet 8. juni 2010.
  8. ^ Judy Woodruf (2. juni 2010). "As Flotilla Inquiry Calls Grow Louder, Legality of Gaza Blockade Examined". PBS NewsHour. Hentet 7. juni 2010.
  9. ^ a b c d e Kathleen M. Reddy, "Operation Sharp Guard: Lesson Learned for the Policymaker and Commander" Arkiveret 2. oktober 2012 hos Wayback Machine, June 13, 1997, retrieved June 7, 2010
  10. ^ Jack Sweetman (2002). American naval history: an illustrated chronology of the U.S. Navy and Marine Corps, 1775-present. Naval Institute Press. ISBN 1557508674. Hentet 7. juni 2010.
  11. ^ Vaughan Lowe, Adam Roberts, Jennifer Welsh (2008). The United Nations Security Council and war: the evolution of thought and practice since 1945. Oxford University Press US. ISBN 0199533431. Hentet 9. juni 2010.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Bruger authors parameter (link)
  12. ^ Michael Brzoska, George A. Lopez (2009). Putting teeth in the tiger: improving the effectiveness of arms embargoes. Emerald Group Publishing. ISBN 1848552025. Hentet 8. juni 2010.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Bruger authors parameter (link)
  13. ^ Anja Dalgaard-Nielsen (2006). Germany, pacifism and peace enforcement; Europe in change. Manchester University Press. ISBN 0719072689. Hentet 8. juni 2010.
  14. ^ a b G. C. de Nooy (1996). The role of European naval forces after the Cold War. Martinus Nijhoff Publishers. ISBN 9041102272. Hentet 7. juni 2010.
  15. ^ Ronald M. Williamson (2000). Naval Air Station Jacksonville, Florida, 1940-2000: An Illustrated History. Turner Publishing Company. ISBN 1563117304. Hentet 7. juni 2010.
  16. ^ Bernd Horn (2006). The Canadian way of war: serving the national interest. Dundurn Press Ltd. ISBN 1550026127. Hentet 7. juni 2010.
  17. ^ Brad K. Blitz (2006). War and change in the Balkans: nationalism, conflict and cooperation. Cambridge University Press. ISBN 0521677734. Hentet 8. juni 2010.
  18. ^ Nursin Atesoglu Güney (2007). Contentious issues of security and the future of Turkey. Ashgate Publishing, Ltd. ISBN 0754649318. Hentet 8. juni 2010.
  19. ^ William J. Durch (1996). UN peacekeeping, American politics, and the uncivil wars of the 1990s. Palgrave Macmillan. ISBN 0312160755. Hentet 8. juni 2010.
  20. ^ a b c d e Stacey A. Poe, "Rules of Engagement: Complexities of Coalition Interaction in Military Operations Other than War" Arkiveret 2. oktober 2012 hos Wayback Machine, Faculty of the Nava War College, February 13, 1995
  21. ^ a b "NATO and WEU ships encounter Yugoslav Navy while preventing violation of UN embargo". Press Release by NATO/WEU force conducting the Operation Sharp Guard in the Adriatic Sea, 1 May 1994. Release 94/13
  22. ^ McLaughlin, Rob (2009). United Nations Naval Peace Operations in the Territorial Sea. Martinus Nijhoff Publishers, p. 42, note 81. ISBN 90-04-17479-6
  23. ^ Danesh Sarooshi (2000). The United Nations and the development of collective security: the delegation by the UN Security Council of its chapter VII powers. Oxford University Press. ISBN 0198299346. Hentet 8. juni 2010.
  24. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/713 (1991)". NATO. Hentet 7. juni 2010.
  25. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/757 (1992)". NATO. Hentet 7. juni 2010.
  26. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/787 (1992)". NATO. Hentet 7. juni 2010.
  27. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/820 (1993)". NATO. Hentet 7. juni 2010.
  28. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/943 (1994)". NATO. 23. september 1994. Hentet 7. juni 2010.
  29. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/1021 (1995)". NATO. Hentet 7. juni 2010.
  30. ^ "NATO/IFOR: UN Resolution S/RES/1022 (1995)". NATO. Hentet 7. juni 2010.