Oprøret i Ingermanland
Oprøret i Ingermanland (1918–1920) var et forsøg på at løsrive Ingermanland fra Sovjet-Rusland. Oprøret blev ledet af en ingermanlandsk styrke, som var blevet oprettet med finsk hjælp. Krigen blev hovedsagelig ført på det karelske næs og endte med et ingermansk-finsk nederlag, og Sovjetrusland generobrede området. Under fredssamtalerne i Tartu forhandlede finske og ingermanske udsendinge for at sikre kulturel autonomi, men uden held. Som et resultat af krigen flygtede mellem 7.000 og 8.000 mennesker fra Ingermanland til Finland.
De tilbageblevne blev siden systematisk henrettede eller sendt til lejrene i Sibirien.[1]
Eksterne henvisninger redigér
- ^ "The ingrians or the ingrian finns" (The red Book of the People of the Russian Empire). Uddybende: Volden begyndte i 1928 med den gennemtvungne kollektivisering. Omkring 18.000 mennesker blev deporteret fra det nordlige Ingermanland til Østkarelen, Centralasien og andre steder for at skræmme andre til at acceptere kollektivbrug. Yderligere 7.000 blev deporterede til Ural og til kysten af Det Kaspiske Hav i 1935, og 20.000 til Sibirien og Centralasien i 1936. Fire sogne i det nordlige Ingermanland var helt tømt for finner, hvilket var en medvirkende faktor i den spænding, der udløste den finsk-russiske krig. Alle kirker og religiøse samfund blev lukket af 1932 og alle finsk-ingriske kulturelle og sociale aktiviteter blev bragt til standsning af 1937. Den nationale distrikt i Kuivaisi (Toksova) blev likvideret i 1939. I 1929 skal mindst 13.000 finner være blevet dræbt og 37.000 led på anden måde i Rusland.
Litteratur redigér
- Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3; s. 167