Paris-Bordeaux Jernbane

Jernbanen fra Paris til Bordeaux er en 584 kilometer lang hovedåre i det franske jernbanenet, der forbinder Paris med havnebyen Bordeaux via Tours og Orléans. Jernbanen åbnedes i flere etaper mellem 1840 og 1853. Den sidste etape der færdiggjordes var etapen mellem Poitiers og Angoulême.[1] Åbningen af højhastighedslinjen LGV Atlantique fra Paris til Tours i 1989, har reduceret betydningen af denne strækning, der dermed betød færre passagertog.

Paris-Bordeaux
BB 9240.jpg
Aqualys ved km 83, nær Orléans.
Overblik
Type Jernbane
System Franske jernbaner
Lokalitet Île-de-France, Centre, Poitou-Charentes og Aquitaine.
Endestationer Paris-Austerlitz
Bordeaux
Drift
Åbnet 1840-1853
Ejer(e) RFF
Operatør(er) SNCF
Teknisk
Strækningslængde 584 km
Antal spor 2
Afsnit med 3 og 4 spor
Sporvidde 1.435 mm
Elektrificering 1,5kV =
Strækningshastighed 200 km/t
Linjekort
0,00 Paris Gare d'Austerlitz
19,0 Juvisy-sur-Orge
31,5 mod Vendôme
55,9 Étampes
66,2 Guillerval
69,8 Monnerville
74,4 Angerville
80,9 Boisseaux
88,3 Toury
94,4 Château-Gaillard
101,5 Artenay
107,6 Chevilly
112,1 Cercottes
118,9 Les Aubrais-Orléans
fra Limoges
121,1 Orléans
122,4 mod Chartres
128,3 La Chapelle-Saint-Mesmin
132,0 Chaingy-Fourneaux-Plage
135,0 Saint-Ay
140,7 Meung-sur-Loire
143,4 Baule
148,2 Beaugency
160,3 Mer
165,1 Suèvres
170,5 Menars
175,7 La Chaussée-Saint-Victor
179,8 Blois
189,1 Chouzy
194,9 Onzain
199,9 Veuves-Monteaux
206,2 Limeray
212,2 Amboise
218,8 Noizay
225,2 Loire
225,5 Montlouis
227,7 LGV fra Paris-Montparnasse
og fra Bordeaux
fra Vierzon
233,0 Saint-Pierre-des-Corps
235,8 Tours
fra Le Mans og Vendôme
fra Nantes
237,9 Cher
240,5 mod Chinon og Loches
247,0 LGV Atlantique fra
Paris Gare de Montparnasse
249,2 Monts (Indre-et-Loire)
258,2 Villeperdue
269,7 Sainte-Maure - Noyant
276,1 Maillé
281,1 La Celle-Saint-Avant
281,5 Creuse
285,5 Les Ormes-sur-Vienne
289,3 Dangé
297,0 Ingrandes
303,5 Châtellerault
306,2 Vienne
308,2 Nerpuy
311,7 Naintré-les-Barres
317,4 Beaumont
320,7 Dissay
324,7 Jaunay-Clan
326,1 Futuroscope
328,1 Chasseneuil
336,6 Poitiers
340,8 mod La Rochelle
341,1 mod Limoges
343,8 Ligugé
348,2 Iteuil
356,0 Vivonne
365,2 Anché-Voulon
379,0 Épanvilliers
388,0 Saint-Saviol
402,1 Ruffec
420,0 Charente
420,3 Luxé
fra Limoges
449,4 Angoulême
449,9 Angoulême-tunnelen (779 m)
452,3 mod Saintes
483,5 Montmoreau
500,0 Chalais
513,9 Saint-Aigulin-La-Roche-Chalais
521,7 Les Églisottes
531,0 fra Périgueux
531,1 Coutras
532,6 Isle
5394 Saint-Denis-de-Pile
546,5 fra Bergerac
547,1 Libourne
548,8 Dordogne
556,1 Vayres
561,6 Saint-Sulpice-Izon
565,0 Saint-Loubès
568,8 Saintes–Cenon Jernbane
LGV Sud Europe Atlantique
(Under opførelse, åbnes i 2017.)
570,5 La Gorp
574,6 Bassens
579,6 fra Saintes
580,0 Cenon
583,1 Garonne
583,8 Bordeaux
mod Toulouse og Bayonne/Irun

Strækningens officielle nummer er 570 000.[2] Strækningen er en af de mest benyttede jernbaner i Frankrig, og har været benyttet lige siden åbningen af den. Tilmed er den også en af de mest succesfulde "klassiske" jernbaner, i form af fravær af jernbaneoverskæringer, tophastighed visse steder 220 km/t, store kurveradier, sektioner med 4 spor og m.m. Jernbanen er elektrificeret med enfaset 1500V=.

HistorieRediger

Sektionerne Paris-Orléans og Orléans-Bordeaux blev i første omgang bygget og udnyttet af to forskellige virksomheder, der begge blev en del af Chemin de Fer de Paris à Orleans i 1852. Den første sektion der åbnedes i 1840, ledte fra Paris til Juvisy-sur-Orge, en forstad sydfor. Linjen blev udvidet til Orléans i 1843. Tours nåede man frem til i 1846, og i 1851 kom man til Poitiers. I 1852 færdiggjordes Bordeaux-Angoulême, og til slut færdiggjordes den sidste sektion Angoulême-Poitiers i 1853.[1]

Paris-Gare d'Austerlitz er ene af de oprindelige endestationer, denne opførtes i 1840. I anledning af Exposition Universelle i 1900 åbnedes en ny banegård med en mere central beliggenhed i Paris. Den rigt udsmykkede banegård, Gare d'Orsay, benyttedes kun af elektriske tog. Efter 1939 benyttede forstadstog i banegården. I 1986 ombyggedes banegården til et museum, der udstiller i dag kunst fra det 19. århundrede. Efter 1986 til nu er Gare d'Austerlitz igen endestation. I dag opereres Paris-Bordeaux af SNCF.

TrafikRediger

Strækningen befærdes hovedsageligt af passagertog; fra Paris til Étampes opererer RER linje C. En Corail Intercités kører fra Paris via Orléans til Montluçon, en Corail Téoz kører fra Paris til Cerbère via Orléans, og til sidst opereres en hel håndfuld TER-linjer, der tilsammen dækker hele strækningen Paris-Bordeaux.

TGV fra Paris til Bordeaux kører det første stykke vej på en særlig højhastighedslinje, LGV Atlantique, der omkring Tours fletter ind med denne "klassiske" strækning. TGV'en kører derefter videre på den klassiske strækning til Bordeaux. Denne ordning vil snart ophøre, da en forlængelse af højhastighedslinjen LGV Atlantique, kaldet LGV Sud Europe Atlantique, vil fortsætte fra Tours ned til Bordeaux uafhængigt af denne jernbanestrækning. LGV Sud Europe Atlantique åbner i år 2017.

RuteRediger

Strækningen forlader Paris-Gare d'Austerlitz i sydøstlig retning, hvor den løber langs med Seinen indtil Juvisy-sur-Orge. Lidt efter løber strækningen langs med den lille flod Orge. Efter Melun løber jernbanen igennem Fontainebleau-skoven. Efter Étampes krydser jernbanen Beauce-sletterne, indtil den når Orléans. Efter Orléans drejer strækningen sydvestom langs floden Loire. Den løber igennem Blois og Amboise, og krydser Loire i Montlouis, en forstad til Tours. Jernbanen drejer stik syd, og krydser floderne Cher og Indre. Omkring Châtellerault krydser den floden Vienne og fortsætter langs floden Clain, gennem byen Poitiers.

Omkring Voulon forlader strækningen Clain-dalen, og løber i stedet ind i Charente-dalen. Den forlader floden Charente omkring Ruffec, men krydser den igen i Luxé, og kører igennem Angoulême. Den følger de små floder Tude og Dronne, indtil Coutras hvor den krydser floden Isle. Omkring Libourne krydser jernbanen Dordogne. I Cenon krydser strækningen Garonne, for at til slut løbe ind i endestationen Bordeaux-Saint-Jean.

ReferencerRediger

  1. ^ a b Direction Générale des Ponts et Chaussées et des Chemins de Fer (1869). Statistique centrale des chemins de fer. Chemins de fer français. Situation au 31 décembre 1869 (fransk). Paris: Ministère des Travaux Publics. s. 146-160. 
  2. ^ Fascicule Gares et lignes du nord édité par le COPEF (Cercle Ouest Parisien d'Études Ferroviaires) en 1985 (på Fransk).

Eksterne henvisningerRediger