Paris-Strasbourg Jernbane

Jernbanen fra Paris til Strasbourg er en vigtig fransk 502 kilometer lang jernbane, der forbinder Paris med den østlige del af Strasbourg via Châlons-en-Champagne og Nancy. Officielt starter linjen 10 kilometer udenfor Paris, de første 10 kilometer mellem Gare de l'Est og Noisy-le-Sec deles mellem denne strækning og jernbanen fra Paris til Mulhouse. Jernbanen åbnedes i flere afsnit mellem år 1849 og år 1852.[1] Åbningen af en ny højhastighedslinje, LGV Est, fra Paris til Baudrecourt nær Metz, har reduceret betydningen af strækningen og dermed antallet af passagertog. Godstog benytter stadig denne strækning, da disse ikke må benytte højhastighedslinjen.

Paris-Strasbourg
TGV entrée Alsace.JPG
Et TGV-tog fra Bordeaux til Strasbourg ved Saverne.
Overblik
Type Jernbane
System Franske jernbaner
Lokalitet Île-de-France, Pikardiet, Champagne og Alsace.
Endestationer Paris-Est
Strasbourg
Drift
Åbnet 1849-1852
Ejer(e) RFF
Operatør(er) SNCF
Teknisk
Strækningslængde 502 km
Antal spor 2
Afsnit med 3 og 4 spor
Sporvidde 1.435 mm
Elektrificering 25kV 50Hz ~
Strækningshastighed 160 km/t
Linjekort
0,00 Paris Gare de l’Est
8,91 Noisy-le-Sec
mod Mulhouse
10,27 Bondy
mod Aulnay-sous-Bois
12,82 Le Raincy
14,06 Gagny
18,31 Chelles-Gournay
22,10 LGV Est mod Strasbourg
22,54 Vaires-Torcy
27,35 Lagny-Thorigny
32,91 Marne 70 m
33,23 168 m
LGV Interconnexion Est
mod Crécy-la-Chapelle
36,14 Esbly
37,71 Marne 70 m
44,20 Meaux
49,88 Marne 70 m
50,24 Trilport
mod Reims
54,31 Tunnel ved Armentières 655 m
55,03 Marne 70 m
57,69 Changis sur Marne
65,15 La Ferté-sous-Jouarre
69,65 Marne 70 m
72,05 Marne 70 m
72,73
73,44 Marne 82 m
73,82 Nanteuil-Sarcy
83,78 Nogent-sur-Marne - l’Artaud-Charly
87,61 407 m
88,07 Chézy-sur-Marne
94,49 Château-Thierry
103,17 Mézy
116,40 Dormans
125,91 Port-à-Binson - Châtillon
135,49 Damery-Boursault
141,40 Épernay
til Reims
fra Reims
147,60 Oiry
154,06 Athis-Tours sur Marne
158,65 Jalons-les-Vignes
fra Paris via LGV Est
og Reims
172,21 Châlons-en-Champagne
174,86 Coolus
187,72 Vitry-la-Ville
198,82 Loisy-sur-Marne
204,15 Marne 57 m
204,90 Vitry-le-François
217,11 Blesmes-Hausignemont
Chaumont
225,31 Pargny-sur-Saul
230,91 Sermaize-les-Bains
239,04 Revigny
244,99 Mussey
253,59 Bar-le-Duc
258,51 Longeville-Meuse
264,97 Nançois-Tronville
273,58 Ernécourt-Loxéville
288,72 Lérouville
mod Metz
fra Metz
294,01 Commercy
299,78 Maas 90 m
302,22 Sorcy
306,99 572 m
307,86 Pagny-sur-Meuse
311,17 1122 m
312,62 Foug
mod Culmont-Chalindrey
fra Culmont-Chalindrey
319,40 Toul
327,28 Moselle 112 m
328,14 Fontenoy-sur-Moselle
336,96 Moselle 117 m
337,39 Liverdun
338,03 Moselle 117 m
mod Metz
fra Metz
344,27 Frouard
347,18 Champigneulles
352,43 Nancy
355,29 Jarville
mod Mirecourt
357,95 Laneuveville
361,93 Meurthe 91 m
365,40 Varangéville-Saint-Nicolas
366,08 Dombasle-sur-Meurthe
370,14 Rosières-aux-Salines
fra Point-Saint-Vincent
375,46 Blainville-Damelevières
mod Épinal
380,35 Mont-sur-Meurthe
382,30 Meurthe 70 m
383,98 Meurthe 42 m
385,18 Lunéville
mod Saint-Dié-des-Vosges
392,89 Marainviller
401,20 Emberméril
409,59 Igney-Avricourt
413,31 Héming
426,63 Skift mellen Venstre- og højrekørsel
431,83 Sarrebourg
mod Metz
fra Paris via LGV Est
og Metz
435,20 Réding
Tunnel ved Arzviller 2677 m
442,88 Arzviller
446,14 Marne-Rhin-kanalen 92 m
446,64 Hofmuhl-Tunnel 328/247 m
447,98 Lutzelbourg
448,30 439 m
452,4 Tunnel Niederrheinthal 493 m
453,47 Stambach
455,33 Tunnel Haut-Barr 304 m
458,01 Saverne
459,83 Zornhoff-Monswiller
462,46 Steinbourg
466,47 Dettwiller
469,64 Wilwisheim
474,55 Hochfelden
476,65 Schwindratzheim
mod Sarreguemines
479,73 Mommenheim
484,85 Brumath
486,57 Stephansfeld
mod Wissembourg
492,39 Vendenheim
494,74 Mundolsheim
Schiltigheim
mod Lauterbourg
fra Lauterbourg
502,00 Strasbourg
mod Saint-Dié, mod Basel
og mod Offenburg

Jernbanens officielle strækningsnummer er 070 000 i henhold til det nationale jernbanenetværk. Regionalt klassificeres jernbanen som linje 1. Det korte stykke mellem Gare de l'Est og Noisy-le-Sec er en del af strækningen Paris-Mulhouse, selvom den strækning åbnede et årti senere. Paris-Mulhouse's strækningsnummer er 001 000.

HistorieRediger

De første planlægninger opstod i 1833, og ruten defineredes i 1844.[2] Strækningen blev bygget og udnyttet af Compagnie du chemin de fer de Paris à Strasbourg, der blev en del af Chemins de Fer de l'Est i 1854.[3] Det første afsnit der åbnedes i 1849, ledte fra Paris til Châlons-en-Champagne. I 1850 åbnedes linjen mellem Nancy og Frouard og linjen mellem Châlons og Vitry-le-François. I 1851 åbnedes strækningen mellem Vitry-le-François til Commercy og mellem Sarrebourg og Strasbourg. I 1852 blev de resterende to afsnit bygget, disse gange mellem Commercy og Frouard, og til slut linjen mellem Nancy og Sarrebourg. Strækningerne blev nu samlet til én lang strækning.[1]

KronologiRediger

Afsnittenes åbningsdatoer:

  • 5. juli 1849 fra Paris til Meaux
  • 21. august 1849 fra Meaux til Épernay
  • 10. november 1849 fra Épernay til Châlons-en-Champagne
  • 10. juli 1850 fra Nancy til Frouard (og Metz)
  • 5. september 1850 fra Châlons-en-Champagne til Vitry-le-François
  • 27. maj 1851 fra Vitry-le-François til Bar-le-Duc
  • 29. maj 1851 fra Strasbourg til Sarrebourg
  • 15. november 1851 fra Bar-le-Duc til Commercy
  • 19. juni 1852 fra Commercy til Frouard
  • 12. august 1852 fra Nancy til Sarrebourg

RuteRediger

Strækningen forgrener sig fra jernbanen Paris-Mulhouse i Noisy-le-Sec. Den fortsætter i østlig retning langs floden Marne, der passeres op til flere gange. De vigtigste byer langs dette afsnit er Meaux, Épernay, Châlons-en-Champagne og Vitry-le-François. Efter Vitry-le-François fortsætter den videre mod øst, langs små floder Saulx og Ornain. Den passerer Bar-le-Duc og krydser floden Meuse nær Commercy. Den kommer ind i Moseldalen ved Toul, og følger Moselle-floden indtil Frouard.

Jernbanen fortsætter langs floden Meurthe gennem Nancy og Lunéville. Den fortsætter mod øst gennem Sarrebourg, og krydser Vogeserne nær Saverne. Den fortsætter ned langs den lille flod Zorn indtil Brumath, hvor den drejer sydom og ind i byområdet af Strasbourg.

InfrastrukturRediger

Strækningens profil er excellent over det meste af strækningen, hældningen overstiger gennemsnitligt ikke mere end 6 mm/m. Undtaget er stykket mellem Bar-le-Duc og Lérouville, hvis maksimale stigning når op på 8 mm/m. Strækningen har generelt store kurveradier, der tillader togene at have en tophastighed på 160 km/t. Sektionen der løber gennem bjergkæden Vogeserne har en tophastighed på 120 km/t, da dennes kurveradier er mindre.

Strækningen er fuldt ud dobbeltsporet, enkelte sektioner med 3 eller flere spor findes ligesådan. En sektion mellem Noisy-le-Sec og Lagny er 4-sporet, Nançois-Tronville – Lérouville er en 3-sporet sektion, og til slut forefindes Vendenheim – Strasbourg der har 4 spor.

Jernbanen har i alt 12 tunneler med en samlet længde på 8455 meter, svarende til 1,7 % af hele strækningen. Chalifert-tunnelen (168 m), beliggende mellem stationerne i Lagny og Esbly, lukkedes på grund af en dårlig tilstand af tunnelvæggene. I stedet oprettedes der i 1985 en ny tunnel (181 m) lidt nord for den gamle, der til dags dato er i brug. Den gamle tunnel opretholdes stadig, jf. muligheden for en 4-sporet bane mellem Lagny og Meaux. Det vil dog kræve en totalrenovation af den gamle tunnel, som ikke kan udføres uden totalt at stoppe togtrafikken i lange perioder.

Et særligt knudepunkt er placeret ved km 426,63 beliggende mellem kommunerne Xouaxange og Imling, kort før Sarrebourg. Knudepunktet fører østgående tog over en bro over sporet med vestgående tog. Det sørger dermed for ombytning af højre- og venstrekørsel. Det franske jernbanenet har både højre- og venstrekørsel.

ElektrificeringRediger

I kølvandet på den tiltagene elektrificering af det franske jernbanenet påbegyndtes således elektrificeringen af Paris-Strasbourg primo 1956. Jernbanen er elektrificeret med enfaset 25000V 50Hz~, med 11 transformatorstationer placeret rundt omkring på strækningen til strømforsyning.

Réding – Strasbourg blev som det første afsnit på strækningen elektrificeret i 1956. Dernæst blev sektionen Revigny – Lérouville elektrificeret (1959). Varangeville – Réding blev ligesom Toul – Frouard elektrificeret i 1960. Lérouville – Toul og Frouard – Varangeville blev færdigelektrificeret præcis samme dato, d. 15/12/1960. Chézy – Chalons-en-Champagne – Revigny elektrificeredes i 1961, og til slut Paris-Est – Chézy i 1962. Efter opsætninger af transformatorer o.a., blev elektrificeringen færdiggjort og tilsluttet i 1965.

TrafikRediger

Stykket mellem Toul og Frouard (nordvest for Nancy) er en del af strækningen mellem Luxembourg via Metz i nord og Dijon via Culmont-Chalindrey i syd. Da jernbanen Luxembourg-Dijon er en hovedåre i det franske jernbanenet, indebærer det ekstra belastning på stykket mellem Toul og Frouard i form af mange flere godstog, en TGV og en enkelt Corail mellem Lyon og Metz.

Mellem Strasbourg og Réding er strækningen hovedsageligt benyttet af TGV-tog mellem Paris og Strasbourg. Højhastighedslinjen LGV Est ender op omkring Metz og er derfor nødsaget til at, de sidste 100 kilometer, bruge den "klassiske" strækning for at køre videre til Strasbourg.

ReferencerRediger

  1. ^ a b Direction Générale des Ponts et Chaussées et des Chemins de Fer (1869). Statistique centrale des chemins de fer. Chemins de fer français. Situation au 31 décembre 1869 (fransk). Paris: Ministère des Travaux Publics. s. 146-160. 
  2. ^ Joanne, Adolphe (1859). Atlas historique et statistique des chemins de fer français (fransk). Paris: L. Hachette. s. 39. 
  3. ^ Demeur, A. (1860). Les chemins de fer français en 1860: Statuts des compagnies, notices historiques-situations financières (fransk). Paris: Librairie de N. Chaix et cie. s. 92. 

Eksterne henvisningerRediger