Paul Hagemann
Paul Hagemann (født 6. februar 1882 i København, død 11. september 1967) var en dansk grosserer, bankier og amatørfløjtenist, bror til Gunnar Aage Hagemann.
Paul Hagemann | |
---|---|
Født | 6. februar 1882 ![]() |
Død | 11. september 1967 (85 år) ![]() |
Far | Gustav Adolph Hagemann ![]() |
Mor | Mathilde Bruun ![]() |
Søskende | Gunnar Aage Hagemann, Antonie Sophie Hagemann ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Grossist, fløjtenist, bankier ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Hagemann var søn af gehejmekonferensråd Gustav Adolph Hagemann og hustru Mathilde f. Bruun. Han blev student fra Østersøgades Gymnasium 1900, cand.polit. fra Københavns Universitet 1905 og studerede musik (fløjte) i Paris 1902-03. Han var assistent i Privatbanken 1905-07, ansat i banker i Paris, London og Berlin 1908-10, sekretær i Privatbanken 1910-15 og indehaver af firmaet Fr. & Ed. Gotschalk fra 1916. Hagemann var en af gullaschbaronerne omkring 1. verdenskrig, og i 1918 lod han arkitekten Carl Brummer tegne sig et palæ på Grønningen i København. Bygningen er nu Finlands ambassade.
Han var formand for bestyrelsen for A/S Dansk-Norsk Dampskibsselskab, medlem af bestyrelsen for A/S Øresund's chemiske Fabriker, for Dansk Skovindustri A/S og for Kammermusikforeningen.
Han blev gift 10. september 1907 med Elisabeth Gammeltoft (2. november 1886 i København – 1925), datter af konferensråd Carl Gammeltoft og hustru Henriette Marie f. Herforth. Sønnen John Hagemann var også bankier.
Paul Hagemann studerede tværfløjte hos blandt andre Paul Taffanel og Adolphe Hennebains[1] og fungerede som fløjtenist i bl.a. Københavns Blæserkvintet, hvori han blev afløst af Holger Gilbert-Jespersen. Flere komponister tilegnede værker til Hagemann, heriblandt Paul Hindemith (Acht Stücke og Kanonische Sonatine for 2 Flutes opus 31/3), Joseph Lauber (4 danses médiévales op. 45 og Werke für Flöte Solo op. 47, 49, 51), J.P.E. Hartmann (fløjtesonate) og Carl Nielsen (fløjtekoncert – dog videregivet til Gilbert-Jespersen idet den fulgte blæserkvintetten).
Kilder
redigérReferencer
redigér- ^ "Paul Hagemann" (tysk). flutepage.de. Hentet 2011-03-13.