Pelagiske zone

del af åbent hav med stor vanddybde

Den pelagiske zone består af vandsøjlen i det åbne hav eller oceanerne, og kan yderligere blive inddelt i områder afhængigt af vanddybde. Ordet "pelagisk" er afled af oldgræsk πέλαγος (pélagos), der kan oversættes til "åbent hav".[1] Den pelagiske zone kan ses som en imaginær cylinder eller vandsøjle, der går fra overfladen af havet og næsten helt ned til bunden. Betingelserne i vandsøjlen ændrer sig i takt med at afstanden fra overfladen øges (dybden): trykket øges, temperaturen og mængden af sollys bliver mindre, saltindholdet og mængden af opløst oxygen samt andre sporstoffer som jern, magnesium og calcium ændres også alle sammen. Ligesom med jordens atmosfærde så kan den pelagiske zone opdeles i fem forskellige lag (se illustrationen th.), baseret på vandybden.

Opdelingen af den pelagiske zone.

Udover at de ovennævnte betingelser ændrer sig i de forskellig lag, så bliver havlivet påvirket af batymetrien (undervandstopografi), af nærhedn til land under vand som f.eks. havbund, kystlinje eller undersøiske bjerge. Havlivet bliver også påvirket af hvor tæt det er på havoverflden, grænsen mellem havet og atmosfæren, der kan give sollys til fotosyntese, men kan også gøre at rovdyr fra oven an angribe og vind der rører op i bølgerne og sætte havstrømme i gang. Den pelagiske zone referer til åbent hav og fri havoverflader i havene der går mellem havoverfladen og havbunden, og som ikke er for tæt på en anden grænse som kyster, havbund eller overflade. Havliv, der lever i den pelagiske zone, kan frit svømme i alle retninger og imellem der underinddelte zoner uhinret af topografiske begrænsninger.

Den oceanske zone er det dybe åbne hav efter kontinentalsoklen. Disse åbne havområder er i kontrast til haveområderne i ved kysterne og de kystnære farvande, som i flodmundinginger. Vandet kan løbe ud i den oceanske zone og helt ned til den abyssale zone og sågar ned til den hadopelagiske zone. Kystnære farvande er generelt begrænset til relativt lave dele af den pelagiske zone, men de hører stadig til området såfremt de ikke er nær havbunden. Sammenlagt består den pelagisk zone af 1.330 million km3 med en gennemsnitsdybde på 3,68 km o en maksimal dybde på 11 km.[2][3][4] Fisk der lever i den pelagiske zone kaldes pelagiske fisk. Der bliver mindre pelagisk liv jo dybere mand kommer.

Den pelagiske zone står i kontrakt til den bentiske og demesale zone der er havbunden. Den bentiske zone er den økologiske område meget tæt åpå havbunden. Den inkluderer overfaldesediment og nogle af de lag, som er umiddelbart under havoverfladen. Havliv i disse zoner som bl.a. muslinger og krabber kaldes benthos. Den demersale zone er umiddelbart over den bentiske zone. Den kan blive meget åpvirket af havbunden og de dyr og planter som lever her. Fisk der lever i dette område kaldes demersale fsk, og kan opdeles i bentiske fisk, der ha rhøjere massefylde end vandet, hvorved de kan hvile på havbunden, og bentopelagiske fisk, der kan svømme i vandsøjlen lige over bunden. Demersale fisk er også kendt som bundfødende fisk og bundfisk

Dybde og lagRediger

 
Udvalg af repræsentative havdyr (ikke tegnet til skala) i deres omtrentlige dybde-definerde økosystemers habitat. Havmikroorganismer eksisterer også i overfladen, på skind og i organer på det alsidige liv der eksisterer i alle dele af havene. De dy, som lever på havbunen, er ikke pelagiske men bentiske dyr.[5]
  • Epipelagisk (fra overfladen ned til ca. 200 meters dybde) – det er den oplyste overfladezone, hvor der er lys nok til fotosyntese. Det er hovedsageligt her, at planter og dyr er koncentreret. Det er stedet, hvor man f.eks. finder tun og hajer.
  • Mesopelagisk (fra 200 meter ned til ca. 1000 meters dybde) – tusmørkezonen. Der når ganske vist en smule lys derned, men det er for svagt til fotosyntese.
  • Bathypelagisk (fra 1000 meter ned til ca. 4000 meters dybde – herfra taler man om dybhavet) – I den dybde er oceanerne næsten fuldstændigt mørke (når man ser bort fra nogle få, selvlysende organismer). Der er ingen levende planter, og de fleste dyr klarer sig ved at æde af det døde, organiske materiale, som langsomt synker ned mod havbunden, eller ved at jage andre. Kæmpeblæksprutterne lever dernede, og det er der, de store kaskelothvaler jager dem. Fra o. 1800 m
  • Abyssopelagisk (fra 4000 meter ned til laget umiddelbart over havbunden) – der er intet lys overhovedet, som trænger derned, og de fleste organismer er blinde og blege. Navnet kommer af græsk abysssos = "bundløs", fordi man en overgang troede, at oceanerne var bundløse.
  • Hadopelagisk (det dybe vand i oceangravene) – navnet stammer fra græsk hades, som var den klassiske, græske underverden.

Den epipelagiske og (med en vis begrundelse) den mesopelagiske zone danner tilsammen oceanernes fotiske zone. Alle de øvrige danner oceanernes afotiske zone.

De bathypelagiske, abyssopelagiske og hadopelagiske zoner ligner hinanden meget, og nogle marinbiologer betragter dem som én zone eller samler i hvert fald de to sidste under ét.

Pelagisk økosystemRediger

Det pelagiske økosystem er baseret på planteplankton. Planteplankton skaber deres egen føde ved hjælp af fotosyntese. Da de har brug for solly ti ldenne proces lever de i den øverste del af den pelagiske zone, hvor sollys stadig trænger igennem, hvilket også inkluderer kystfarvadne og den neritiske zone. Biodiversiteten mindskes markandt i de dybere zoner, hvor mængden af opløst oxygen blvier mindre, trykket øøges, temperaturen falder, fødevarekilder bliver knappe og lyset bliver mindre for til sidstat forsvinde helt.[6]

Pelagiske hvirvelløse dyrRediger

Nogle eksempler på pelagiske hvirvelløse dyr er krill (lyskrebs), vandlopper, gopler, blækspruttelarver, tanglopper, hjuldyr og dafnier.

Thorsons regel (opkaldt efter den danske marinbiolog Gunnar Thorson ) fastslår, at bentiske marine hvirvelløse dyr ved lave breddegrader (tropiske og suptropiske områder) har tendens til at producere et stort antal æg, der udvikler sig til pelagiske larver der spredes bredt, hvorimod sådanne organismer ved højere breddegrader (koldere områder) har en tendens til at lave færre og større æggeblommeholdige æg og større afkom.[7][8]

Pelagiske fiskRediger

Pelagiske fisk lever i vandsøjlen fra kyst-, ocean- eller søvand, men ikke på eller nær bunden af havet eller søen. De kan ses i modsætning til demersale fisk, der lever på eller nær bunden og koralrevsfisk.[9]

Disse fisk er ofte ”migrerende fisk” (fisk der regelmæssigt flytter sig), ”byttefisk” (mindre fisk der lever af plankton), og de større fisk, der følger efter og lever af byttefiskene. Eksempler på migrerende fisk er sild, ansjos, lodde og sardin. Som eksempel på større pelagiske fisk der jager byttefiskene kan nævnes marlin, savfisk, tun og oceanernes hajer.

Pelagiske krybdyrRediger

Pelamis platura, den pelagiske havslange, er den eneste af de 65 arter af søslanger, der tilbringer hele deres liv i den pelagiske zone. Den føder levende unger på havet og er hjælpeløs på land. Arten danner nogle gange klynger på tusindvis, der glider rundt i vandets overflade. Den pelagiske havslange er den mest udbredte langeart.

 
Den pelagiske albatros kan nå over enorme havarealer og kan cirkle rundt om kloden.

Mange arter af havskildpadder tilbringer de første år af deres liv i den pelagiske zone og rykker nærmere kysten, når de bliver voksne.

Pelagiske fugleRediger

Pelagiske fugle, også kaldet havfugle, lever mere på det åbne hav og oceanerne end omkring mere begrænsede vandarealer såsom floder og søer. De pelagiske fugle ernærer sig ved planktonagtige krebsdyr, blæksprutter og byttefisk. Som eksempler kan nævnes Lunden, guldlokket pingvin sodfarvet terne, stormfugle og albatrosser.

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ pelagic (adj.) Online Etymological Dictionary. Retrieved 17 February 2020.
  2. ^ Costello, Mark John; Cheung, Alan; De Hauwere, Nathalie (2010). "Surface Area and the Seabed Area, Volume, Depth, Slope, and Topographic Variation for the World's Seas, Oceans, and Countries". Environmental Science & Technology. 44 (23): 8821-8. Bibcode:2010EnST...44.8821C. PMID 21033734. doi:10.1021/es1012752. 
  3. ^ Charette, Matthew; Smith, Walter (2010). "The Volume of Earth's Ocean". Oceanography. 23 (2): 112-4. doi:10.5670/oceanog.2010.51. hdl:1912/3862. 
  4. ^ Ocean's Depth and Volume Revealed Arkiveret 23. august 2011 hos Wayback Machine OurAmazingPlanet, 19 May 2010.
  5. ^ Apprill, A. (2017)"Marine animal microbiomes: toward understanding host–microbiome interactions in a changing ocean". Frontiers in Marine Science, 4: 222. doi:10.3389/fmars.2017.00222.   Material was copied from this source, which is available under a Creative Commons Attribution 4.0 International License.
  6. ^ Walker P and Wood E (2005) The Open Ocean (volume in a series called Life in the sea), Infobase Publishing, ISBN 978-0-8160-5705-4.
  7. ^ Thorson, G (1957). "Bottom communities (sublittoral or shallow shelf)". I Hedgpeth, J.W. Treatise on Marine Ecology and Palaeoecology. Geological Society of America. s. 461-534. 
  8. ^ Mileikovsky, S. A. (1971). "Types of larval development in marine bottom invertebrates, their distribution and ecological significance: a re-evaluation". Marine Biology. 10 (3): 193-213. doi:10.1007/BF00352809. 
  9. ^ Lal, Brij V.; Fortune, Kate (January 2000). The Pacific Islands: An Encyclopedia. University of Hawaii Press. s. 8. ISBN 978-0-8248-2265-1. 

Eksterne henvisningerRediger