Pilgrimsfærd

(Omdirigeret fra Pilgrimsrejse)
Fem medlemmer af Utrechts brødreforening af Jerusalem-pilgrimme.
Det udvendige af Gravkirken.

En pilgrimsfærd eller valfart[1] er en rejse til et eller flere hellige steder.[2] Både rejsens mål og form kan være underkastet forskellige religiøse forskrifter.

Ordet pilgrim kommer fra latin peregrini (= dem, der går mellem markerne), af per og agri (= ager, mark). Romerne kaldte sig cives Romani (= borgere af Rom), mens alle andre kaldtes peregrini, der bedst kan oversættes med "fremmede". I kristendommen fik ordet efterhånden en anden valør.[3]

Pilgrimsrejsen som overgangsriteRediger

Pilgrimmen rejser af religiøse grunde til et sted, som er en person som af religiøse grunde rejser til et sted, som i vedkommende religion anses som helligt. Bevæggrunden kan være taknemlighed, kombineret med et løfte om at tilbede en guddom eller helgen på stedet, eller et ønske om at tilegne sig en del af stedets særlige velsignelse. Nogle pilgrimsruter går tilbage til oldtiden, men kan have fået et nyt indhold i historiens løb. Andre er indstiftet af en profet eller en religiløs bevægelse, eller fordi en helgen eller profet har vist sig på et bestemt sted. Antropologen Victor Turner anser pilgrimsrejser som en form for overgangsrite i tre led:

  • 1. Adskillelse fra hverdagslivet (afrejse).
  • 2. Grænsetilstanden, hvor pilgrimen befinder sig i en hellig tilstand (under rejsen og opholdet på helligstedet)
  • 3. Hjemkomst til hverdagen.[4]

Pilgrimsfærd i kristendommenRediger

Uddybende artikel: Kristen pilgrimsfærd i middelalderen

Indenfor katolicismen bruges pilgrimsfærd som en bodshandling, og er derfor ikke i sig selv underlagt en fast liturgi, men indgår et element i bodssakramentet. Pilgrimsfærd har alligevel siden middelalderen spillet en stor rolle. I højmiddelalderen var vejene fyldt med pilgrimme, og mange mennesker var på mindst én rejse i deres liv.[5] Stedernes prominens var forskellige, men det mest betydningsfulde valfartsmål i hele middelalderen var Gravkirken i Jerusalem, så Rom og dernæst Santiago de Compostela, tilegnet og opkaldt efter apostelen Jakob. Relikvier var af stor betydning, såsom Vézelay, der påberåbte sig at opbevare den døde Maria Magdalene.[6] Overalt i Europa fandtes der pilgrimsmål af mere eller mindre lokal betydning. De mest kendte steder som Jerusalem og Jakobsvejen til Compostela krævede en lang og besværlig rejse, medens andre som f.eks. Köln eller den af Geoffrey Chaucer beskrevne rejse til Canterbury stillede mindre krav til nordeuropæiske vejfarende. I Danmark var helligkilderne særlig søgt. De mest søgte valfartssteder i Danmark var Karup i Jylland,[7] Sankt Sørens kilde i Holmstrup på Sjælland[8] og endnu en Sankt Sørens kilde ved Kippinge på Falster.

En vellykket valfart var en ny dåb og en mulighed for en ny start på livet, hvor man var renset for det tidligere livs synder. På en rejse til Jerusalem blev alle begivenheder og problemer indtolket i forståelsen af myten om Jesu lidelse og død, og den rejsende kunne på denne måde opleve en personlig udfrielse gennem associationen med det guddommelige.

I dag valfarter især katolikker til en række steder, som knyttes til undergørende helgener, hvor Lourdes fra 1800-tallet er af nyere dato.

I nutiden er pilgrimsvandring blevet almindelig også i evangelisk kristen sammenhæng. Der arrangeres pilgrimsvandringer til bl.a. Nidaros [9] og Vadstena, og langs hærvejen er der indrettet pilgrimsherberger.

Pilgrimsfærd i islamRediger

Alle de store verdensreligioner har pilgrimssteder, men kun i islam er pilgrimsfærd påbudt. Én af islams fem hellige pligter er, at muslimer skal foretage en pilgrimsrejse (hadj) til Mekka, mindst én gang i livet i den tolvte måned i den islamiske kalender.

 
Pilgrimme på Arafatsletten under hadj.

Initialfasen:
Inden han tager afsted, sørger han for, at hans to yngste børn kan blive passet af hans svigerforældre. Han får fri fra arbejde, og sørger for at gøre gæld eller uløste konflikter op inden afrejsen.
Liminalfasen:
Han tager afsted til Saudi-Arabien. Her besøger han først byen Medina og den hellige moské, men det er ikke et krav, blot noget de ekstra troende gør. Kravet indfries, når han når frem til Mekka, og får sin todelte hvide kaftan på. Derefter gennemgår han en lang række ritualer. Afsluttet med den samme bøn hver gang.
Finalfasen:
Pilgrimmen tager ud for at kaste sten på en søjle, hvilket symboliserer at forsage djævelen og hans ondskab. Så ofrer han lam, og drikker af og vasker sig i den hellige kilde. Pilgrimmene løber frem og tilbage mellem to bakker syv gange, som Muhammed/Ibrahims kone gjorde det. Mænd skal løbe, mens kvinderne må gå.

NoterRediger

LitteraturRediger

  • Bowman, Glenn. Christian Ideology and the Image of the Holy Land: The Place of Jerusalem in the Various Christianities. I: John Eade and Michael J. Sallnow (ed.) Contesting the Sacred; The Anthropology of Christian Pilgrimage. UK: Routledge, 1991.
  • Bernhard Hamilton. Religion in the Medieval West. USA: Arnold, 1986.
  • Turner, Edith and Victor Turner. Image and Pilgrimage in Christian Culture. USA: Colombia University Press, 1978.
  • Coelho, Paulo. "The Pilgrimage"

Se ogsåRediger

 Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.