Åbn hovedmenuen

Piper PA-18 Super Cub

Piper

Piper PA-18 Super Cub er et tosædet, enmotors monoplan. Det blev introduceret i 1949 af Piper Aircraft, var en videreudvikling af Piper PA-11, og kan følge sine rødder bagud gennem Piper J-3 Cub tilbage til Taylor E-2 Cub fra 1930'erne. Igennem næsten 40 års produktion blev der bygget over 9.000 fly. Super Cubs kan stadig ofte træffes, i brug som f.eks. bush fly, til at slæbe reklamebannere og som slæbefly for svævefly.

PA-18 Super Cub
The Piper Super Cub (866417038).jpg
Rolle Let fly til generel anvendelse
Oprindelsesland USA
Fabrikant Piper Aircraft
Første flyvning 1949
Introduktion 1949
Produceret 1949-1983; 1988-1994
Antal bygget 15.000
Udviklet fra Piper PA-11

Design og udviklingRediger

Selv om flyet er baseret på designet fra de tidligere Cubs, gør tilføjelsen af et elektrisk anlæg, flaps (i 3 trin), og en betydeligt kraftigere motor (150 hk), Super Cub til et meget anderledes fly at flyve. Selv om en "standard" Super Cub allerede havde en 150-hk (112 kW) Lycoming motor, er det ikke usædvaneligt at se dem med en 160-hk O-320-B2B, eller endda en 180 hk (134 kW) Lycoming O-360 motor. Flyets effektive vinge og den kraftige motor gjorde Super Cub velegnet til at operere på ski eller på pontoner som søfly. Der blev endda produceret en agrikulturel version, PA-18A, som enten kunne fungere som sprøjtefly eller sprede tørstof.

 
Adskilt Super Cub. Konstruktionen af rørstel og lærred ses tydeligt.

Super Cub beholdt den simple "rag and tube" (stof udspændt over en ramme af stålrør) byggemetode, som også blev anvendt i de tidligere Cubs.

 
PA-18 Super Cub 150 ved "Great Vintage Fly-In Weekend", Kemble, England, Maj 2003

De første "Super" Cubs havde flaps, to brændstoftanke og en Lycoming O-235 motor, der leverede 108 hk (115 hk kortvarigt, for takeoff). Der kunne også købes en variant uden flaps, med en 90 hk Continental motor, og kun een vingetank. Tomvægten var, afhængigt af variant, 800–1000 lb. og med en max. vægt på 1.500 lb. Disse Cubs kunne lette på cirka 400 fod (ved fuld vægt) og lande på cirka 300 fod, takket være flapsene: Super Cub er berømt for sin evne til at starte og lande på meget korte baner. De første Super Cubs skulle have haft et unikt firehjuls-tandem understel, designet til start og landing på ujævnt terræn, men dette blev opgivet og erstattet med et konventionelt halehjulsunderstel.[1][2] En ny version havde en Lycoming O-290 motor med 135 hk; denne Cub kunne lette på kun 200ft. (ca. 60 m). Landingen forblev den samme, med omkring 400ft. (120 m), eller 300 ft. (90 m) med flaps. Blev der installeret en Lycoming O-320 med 150–160 hk, ville Cub'ens max. tilladte vægt stige til 1.750 lb. - og den kunne stadig lette med fuld last på 60 m.

Operationel historieRediger

Bush flyRediger

PA-18 har en yderst dedikeret fanskare blandt bushpiloterne, og der er udviklet mange modifikationer til flyet i denne rolle; så mange, at det kan være vanskeligt at finde et umodificeret, originalt flystel. Blandt modifikationerne finder man: udvidede bagagerum længere bagud i skroget, nogen af dem i to lag, eksterne bagagekapsler, eksterne brændstoftanke, tømmerholdere (så man kan transportere byggematerialer), større (24 eller 30 gallons) vingetanke, forlænget landingsstel (for at give propellen mere frigang i meget ujævnt terræn), kraftigere fjedre i halehjulet, et lille tredje sæde i bagagerummet, og letvægts generatorer og -startere. Der er også mulighed for at flytte akkumulatoren fremad, for at reducere trykket på halehjulet og give kortere take-off distance, forskellige halefinner med større areal, forlængede flaps, forskellige vingetipper, vortex generatorer på forkanten af vingerne, tilføjelse af en constant-speed propel, og endda flytning af det eletriske panel fra styrbords vingerod til instrumentpanelet - for at mindske risikoen for en brand ved et crash.

Den absolut mest almindelige modifikation er "bush wheels", store, bløde, lavtryks ballondæk der kan absorbere slag og stød fra sten, grene, huller etc., og som ikke synker ned i sand, grus og mudder, og dermed tillader start og landing fra dårlige flyvepladser, eller helt uden for forberedte landingspladser.

DanmarkRediger

Hæren oprettede "Artilleriflyvebatteri Vandel" i 1958; Flyvevåbnets fly, der var afhængige af lange betonstartbaner, var for langt fra Hærens behov. Artilleriflyvebatteriet hørte under 4. feltartilleriregiment i Varde, men havde base på Flyvestation Vandel. Artilleriofficerer fløj små højvingede propelfly, der kunne operere fra en pløjemark. Flyene skulle dirigere ilden fra de langtrækkende kanoner.

Skandinavisk Aero Industri udviklede KZ-X til formålet, men efter nogle styrt - halen blev revet af under flyvning - blev KZ-X opgivet. Danmark modtog derefter 16 stk. Piper L-18 Super Cub som våbenhjælpsfly fra USA. [3][4]

Tre Cubs var allerede havareret, men i April 1968 nedbrændte hangarerne med 11 fly. Kun to Super Cup overlevede. Hæren lånte derefter Flyvevåbnet's KZ VII som var ved at udgå som skolefly, og brugte disse i næsten 10 år.[4] [5]

VarianterRediger

Civile varianterRediger

PA-18 Super Cub
Prototype og produktionsvariant forsynet med en 95 hk Continental C-90-8F motor, undertiden benævnt PA-18-95.[6]
PA-18-105 Super Cub
Produktionsvariant forsynet med en 105 hk Lycoming O-235-C1 motor og et større haleplan.[6]
PA-18-105 Special
Særlig variant bygget i 1952 og 1953 for "Civil Air Patrol" som skolefly, med horn-balancerede højderor og sæder indrettet til faldskærme.[6]
PA-18-125 Super Cub
Erstatning for PA-18-95 med flaps og horn-balancerede højderor, med en 125 hk Lycoming O-290-D motor, og i nogen tilfælde metalpropel med variabel stigning.[6]
PA-18-135 Super Cub
Variant med en 135 hk Lycoming O-290-D motor, og to vingetanke som standard.[6]
 
PA-18-150
PA-18-150 Super Cub
1954 variant med en 150 hk Lycoming O-320.[6]
PA-18-180 Super Cub
Eksperimentel variant med en 180 hk Lycoming O-360 motor, en enkelt bygget i 1980 af Piper.[6] Andre fly har fået en anden motor under et "Supplemental Type" certifikat.[7]
PA-18A
Agrikulturelt fly, beregnet som sprøjtefly (faste og flydende stoffer), og med et ændret skrog for at have plads til en tank på bagsædets plads.[6]
PA-18S
Designation for produktionsfly udstyret med pontoner.[6]
PA-18AS
Et lille antal sprøjtefly udstyret med pontoner.[6]

Militære varianterRediger

PA-19 Super Cub
Originalt navn for den militære variant af Super Cub. Kun tre bygget, alle øvrige militære fly blev kaldt PA-18.[6]
L-18C Super Cub
Militært navn for PA-18 Super Cub i United States Army, forsynet med en 95 hk (71 kW) Continental C90-8F motor. 838 stk. blev leveret, mindst 156 af disse blev sendt til andre lande under MDAP-programmet.[8]
YL-21 Super Cub
To Super Cub 135 til evaluering af United States Army.[9]
L-21A Super Cub
Militær designation for Super Cub 125, forsynet med en 125 hk (92 kW) Avco Lycoming 0-290-II motor, 150 stk. leveret.[9]
L-21B Super Cub
Militær designation for Super Cub 135, forsynet med en 135 hk (101 kW) Avco Lycoming 0-290-D2 motor, 584 stk. leveret, mange af disse til andre lande under MDAP programmet, re-designeret U-7A i 1962.[9]
TL-21A
Et antal L-21A koverteret til skolefly.
U-7A Super Cub
1962 redesignation af L-21B.[9]

OperatørerRediger

Militære operatørerRediger

  Belgien
  Danmark
  • Artilleriflyvebatteri Vandel - 16 stk. L-18C. De fleste ødelagt ved en brand 1968. Det sidste fly bliver benyttet civilt som OY-AZZ og flyves nu af nuværende og tidligere hærpiloter.[4]
  Holland
  Iran
  Israel
  • Israels Luftvåben (Heyl Ha'Avir hebraisk: זרוע האוויר והחלל, Zroa HaAvir VeHaḤalal) - 100 stk. PA-18-150, leveret 1956 - 68 og kaldt 'Cheevayee' ("Fiskeørn") - udmønstret 15 Juni 2003, de overlevende fly solgt civilt.[12]
  Italien
  Japan

Katanga

  Nicaragua
  • Nicaraguas Luftvåben (Nicaraguan Air Force, spansk: Fuerza Aérea de Nicaragua, FAN) - 10 stk. PA-18, leveret i 1966. Flyene er tilsyneladende stadig i brug.[15]
  Norge
  Portugal
  Schweiz
  • Schweiz' Luftvåben (tysk: Schweizer Luftwaffe; fransk: Forces aériennes suisses; italiensk: Forze aeree svizzere; rætoromansk: Aviatica militara svizra) - 4 stk. PA-18-150 gjorde tjeneste som V-653 til V-656, fra 1964 til 1975. V654 blev solgt civilt som HB-PAV, V655 som HB-PAW og V656 som HB-PAX.
  Sverige
 
PA-18-150 Super Cub årg. 1970, benyttet af USFWS i Alaska. Bemærk 'bush'hjulene.
  Tyrkiet
  • Turkish Army [8] 97 stk L-18B (PA-11-95) i tjeneste 1950-197, 117 stk. L-18C (PA-18-95) i tjeneste 1951-73, og 125 L-21B (PA-18-135) i tjeneste 1953-79.[19]
  Tyskland
  Uganda - antal ukendt, i brug mellem 1964 - 1970.[21]
  Uruguay - 2 fly, i brug mellem 1955 og 1971.[22]
  USA
  Østrig

Civile brugereRediger

  South Africa
  USA

Herudover er flyet i brug dagligt som skolefly, slæbefly til svævefly, bushfly, til rekreativ flyvning etc. Det vides ikke hvor mange fly der endnu overlever. Alene i Danmark har der været registreret 39 Super Cub, af disse er ca. 9 stadigt flyvedygtige.[24]

Specifikationer (PA-18-150)Rediger

Reference = Jane's All The World's Aircraft 1976-77 [25]
Besætning: 1
Kapacitet: 1 passager
Længde: 22 ft. 7 in. 6,88 m
Højde: 6 ft. 8½ in. 2,02 m
Spændvidde: 35 ft. 2½ in. 10,73 m
Vingeareal: 178,5 sq.ft. 16,58 m²
aspect ratio: 7:1
Vinge: USA 35B
Tomvægt: 930 lb. 422 kg
Max. takeoff vægt: 1.750 lb 794 kg
Motor: Lycoming O-320  luftkølet boksermotor
Effekt: 150 hk 112 kW
Propel: 1 stk. 2-bladet
Max. fart: 113 knots 208 km/h, 130 mph ved havoverfladen
Marchfart: 100 knots 185 km/t, 115 mph (75% fuld effekt)
Stallhastighed: 38 knots 69 km/t, 43 mph, flaps nede
"Never exceed" fart:  132 kn 246 km/t, 153 mph
Rækkevidde: 399 NMI 735 km, 460 miles
Max.flyvehøjde: 19.000 ft 5.595 m

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

CitaterRediger

  1. ^ "Steep Climbing Air Horse For Farmers." Popular Mechanics, September 1950, p. 156.
  2. ^ Med et halehjulsunderstel ville det optionelle Whitaker tandem-understel gøre det svært at styre flyet på et fast underlag, hvorimod to store ballondæk lod flyet manøvrere som med standardhjul, og stadig have tilstrækkelig bæreevne på blødt underlag.
  3. ^ Wikipedia Besøgt 23/10 2016
  4. ^ a b c Draken Team Karup: Forsvarets fly Besøgt 23/10 2016
  5. ^ Draken Team Karup: Forsvarets fly Besøgt 22/10 2016
  6. ^ a b c d e f g h i j k Peperell 1987, pp. 69-78
  7. ^ "Supplemental Type Certificate SA92NW Installation of Lycoming 0-360 series engine, McCauley, Sensenich Propeller Manufacturing Co., or Sensenich Wood Propeller Co, Inc. propeller and associated hardware per Cub Crafters, Inc. Master Drawing List 101000-MDL, Revision U, dated February 27, 2004, or later FAA approved revision." (PDF). Federal Aviation Administration. 4. juni 2004. Hentet 2010-03-06. 
  8. ^ a b c d Andrade 1979, p. 131
  9. ^ a b c d e f Andrade 1979, p. 134
  10. ^ Aeroflight Besøgt 22/10 2016
  11. ^ Thunderstreaks Besøgt 22/10 2016
  12. ^ Aeroflight Besøgt 22/10-2016
  13. ^ ANAE; La nostra storia
  14. ^ "Congo, Part 1; 1960-1963". ACIG. 2003. Hentet 2013-08-09. 
  15. ^ Aeroflight Besøgt 22/10 2016
  16. ^ Det Norske Flymuseum besøgt 22/10 2016
  17. ^ Wikipedia Besøgt 22/10 2016
  18. ^ Avrosys Besøgt 22/10 2016
  19. ^ Ole Nikolajsen Besøgt 22/10 2016
  20. ^ Wikipedia besøgt 22/10 2016
  21. ^ Global Security Besøgt 22/10 2016
  22. ^ Aeroflight Besøgt 22/10 2016
  23. ^ Wikipedia Besøgt 22/10 2016
  24. ^ Dansk Civilt Flyregister Besøgt 22/10 2016
  25. ^ Taylor 1976, pp. 347–348.

BibliografiRediger

  • John Andrade, U.S.Military Aircraft Designations and Serials since 1909, Midland Counties Publications, 1979, ISBN 0-904597-22-9
  • Peperell, Roger W. and Colin M. Smith. Piper Aircraft and their forerunners. Tonbridge, Kent, England:Air-Britain, 1987, ISBN 0-85130-149-5
  • Taylor, John W.R. Jane's All The World's Aircraft 1976-77. London:Jane's Yearbooks, 1976, ISBN 0-354-00538-3.

Eksterne henvisningerRediger