Refugium (økologi)

Et økologisk refugium er et tilflugtssted for dyr og planter, som giver dem levevilkår, der afviger fra omgivelsernes, eller som tidligere har været afvigende fra omgivelserne. Som et eksempel kan det nævnes, at klimaet under istiden ikke bare var koldt, men også tørt. Derfor var der ikke så mange steder, hvor planter og dyr kunne overleve. De få steder, hvor de trods alt overlevede, kaldes refugier (i flertal) og refugium (i ental). Man taler ikke så meget om refugier for de store dyr, da de typisk kan sprede sig hurtigt langt omkring, men mange planter og smådyr spredes kun langsomt, og når de spreder sig, bliver de nemt indavlet, hvilket kan stoppe deres spredning på grund af manglende tilpasningsevne og forringet frugtbarhed.

Hjertebladet El er en kulde- og fugtelskende plante, som har fundet sig et refugium nær Korsikas højeste bjerg, Monte Cintu.
For alternative betydninger, se Refugium. (Se også artikler, som begynder med Refugium)

Refugier virker som øer, hvor det er muligt at overleve – ofte kun lige med nød og næppe. Det kan skabe afgørende muligheder for arterne, hvis omgivelsernes økologiske vilkår ændres i gunstig retning. Da vil refugierne kunne fungere som spredningscentre. Dette er ikke teoretiske betragtninger, men den virkelige historie om de planter, der bliver betragtet som ”hjemmehørende” danske. De klarede sig kun gennem istiderne, fordi de kunne overvintre i refugier i Syd- og Sydøsteuropa. Derfra spredtes de tilbage til Nordeuropa, da klimaet blev mildere.

Refugier i nutiden redigér

Man skal være opmærksom på, at forholdene i nutidens refugier ikke nødvendigvis er de samme som fortidens og fremtidens refugier. Nutidens naturlige refugier falder i tre grupper:

  • Steder, hvor der lever mere varmekrævende arter, som havde større udbredelse i stenalderen for o. 6.000 år siden.
  • Steder, hvor der lever kuldekrævende arter, som havde en større udbredelse for o. 9.000 år siden.
  • Steder med varmekrævende og fugtighedskrævende arter, som har overlevet tørken og kulden under sidste istid og/eller næstsidste istid.

Menneskeskabte refugier redigér

 
Ved skånsom lugning og nænsom pleje har denne Sump-Hullæbe fået lov til at overleve i en have. Derved er der skabt et refugium for denne art.

I Danmark må man især fremhæve de menneskeskabte refugier, overdrevene, hederne og engene. Men et refugium kan også være en have eller park, hvor planter og dyr ikke bliver fordrevet med alle midler, og hvor særligt forhadte eller sjældne arter kan få ro. Mange af de nyere fredninger har netop haft til hensigt at skabe områder, hvor beskyttelse, anvendelse og pleje benyttes bevidst for st skabe refugier for truede planter og dyr (Stor Fruesko og Klokkefrø f.eks.).

Naturlige refugier redigér

Naturlige refugier fra stenalderens varme tid redigér

I Danmark redigér

Det kan være et sted med sydhæld, hvor varmekrævende arter har kunnet overleve siden varmeperioden i Stenalderen.

  • Steppelignede områder på sydhæld, f.eks. sydsiden af Røsnæs.
  • Skrænter med kalkholdig jord og sydhæld, f.eks. Jernhatten.
I Udlandet redigér

Her kan der være tale om bjergskråninger, som får mindre nedbør og mere solvarme end egnen ellers får. Den mindre nedbør gør, at nogen planter vokser mere langsomt og derved stopper væksten tidligere.

Naturlige refugier fra Istiden redigér

I Danmark redigér

Det kan også være et kildevæld, hvor vandet holder omgivelserne fugtige og kølige året rundt, så istidens arter har fundet passende nicher.

I Udlandet redigér

Det kan være f.eks. bjergtoppe, nordvendte skråninger eller stærkt skyggede dalstrøg.

Naturlige refugier fra før Istiderne redigér

I Danmark redigér

Sådanne findes ikke i det sydlige Danmark, men kun på Grønland.

I Udlandet redigér

Her må særligt fremhæves Kinas bjergegne og specielt bjergene i Sichuanprovinsen. Men også i Appalacherne i Nordamerika findes refugier for varmeelskende planter. I Europa har særligt kysten af Albanien, Pyrenæerne og bjergene i Grækenland været refugier for Europas flora.

I udlandet er flere refugier er blevet udnævnt til nationalparker, f.eks.

Litteratur redigér

  • Dieter Heinrich, Manfred Hergt (1992). Munksgaards atlas – økologi. København: Munksgaard. ISBN 87-16-10775-6.
  • Gisi: "Bodenökologie" ISBN 3-13-747201-6

Eksterne links redigér