Åbn hovedmenuen
Krønikens danske oversættelse fra 1898

Roskildekrøniken (latin: Chronicon Roskildense) er et lille latinsk værk, der anses at være det ældste forsøg på dansk historieskrivning. Krøniken fortæller traditionelt om den tid, hvor kristendommen blev indført i Danmark: fra Harald Danekonges dåb i Mainz år 826 til Valdemarernes tid omkring år 1200.

I den historiske tradition er Roskildekrøniken første del af Danmarks nationalhistorie; "Danmarks verdslige, politiske historie" (Gertz 1917, s.3), "det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Danmarks historie" (Olrik 1898, s.3) og "den korte og knappe fremstilling af det danske riges historie i almindelighed" (Gelting 2002, s.5).

Krønikens tekstRediger

Krønikens tekst omfatter henved 10 sider og antages at være skrevet af en dansk gejstlig formentlig tilnyttet domkapitlet i Roskilde, i midten af 1100-tallet. Krønikens sidste side er en senere tilføjelse.

En kort karakteristikRediger

Roskildekrøniken beretter hovedsageligt om de væbnede konflikter mellem Skandinaviens kongefamilier i løbet af de ca. 300 år fra det 9. til 12.århundrede.

Den kirkelige institution er et evident element i krøniken, [1] tydeligt ved omtalen af de mange kirker og gejstlige personer. I skildringen af Sven - søn af Gamle-Knuds søster og hans svoger, Estrid og Ulf Jarl, (latin: duci vlf) - og tiden herefter bliver Guds retfærdighed beskrevet, og teksten får et religiøst og også subjektivt præg. [2]

Krøniken nævner både toponymer og etnonymer ( efter Olriks oversættelse fra 1898; blandt andet daner, jyder, fynboere, skåninger, slesvigere).

Krøniken omtaler godt 100 navngivne personer, hvoraf henved en tredjedel er bisper, medregnet Ansgars fælle Authbert. Resten er medlemmer af kongefamilier undtagen den særskilte omtale af stormanden Peter. Der er fire kvindenavne: Emma, Estrid og Alviva og Bodil.

I teksten nævnes lokale forhold, der har karakter af formale praksismønstre som dåb og bispesæde, kirker, klostre og præsteskab, samt lov, kongevalg og nefgiald - ifølge Olriks oversættelse endvidere leding og tinge. Men den mangler helt at omtale landbrug, håndværk, handel og litteratur.

Tekstens titel, datering og baggrundRediger

Titel. De håndskrifter, der er bevaret, indgår som del i tekstsamlinger - se nedenfor:Latinske afskrifter og kun den seneste bærer en overskrift. Begyndelsen til den ældste afskrift findes afbildet hos Gelting (2002, s.38). Ligeledes synes teksten ubeskrevet hos Petri Olai (Peder Olsen), og først hos Stephanie findes en overskrift. [3] Titelen "Chronicon Roskildense", i dag "Roskildekrøniken", er en senere tilføjelse; "den hævdvundne betegnelse" (Gelting 2002, s.5). At det netop blev til Roskildense skyldes nok, at tekstens forfatter synes at give stor opmærksomhed til domkapitlet i Roskilde - det er sammenfattet hos Gelting (2002, s.51-52). Men iagttagelsen går i hvert fald tilbage til Langebek (1772) jævnfør den titel Langebek anførte for teksten: Anonymi Roskildensis Chronicon Danicum ab 826-1157.

Dateringen er baseret på at krønikens oprindelige tekst - se nedenfor:Tilføjelsen - slutter med striden om sædet som ærkebiskop mellem Rike og Eskil i 1138. Hertil kommer at Olaf omtales, som om han "endnu var i live" - "Alene Olaf er tilbage" [4] , "Olauus unus superest" [5] - og han blev myrdet 1143. Gertz vurderer heraf 1140 som en sandsynlig dato. [6] Gelting mener til gengæld krøniken "blev benyttet" i 1140, og vurderer heraf, sammen med nogle andre detaljer, den sandsynlige dato må være 1138. [7]

Tekstens kilder. Gertz har ment, at beretningen indtil Sven Estridsens tid har haft et forlæg i Adam af Bremens skrift - og til tider i form af afskrift - og endvidere baseret på et flertal af kilder: Engelske skriftkilder, mundtlige vidnesbyrd fra "engelske gejstlige" udsendt til Danmark og endelig også en mundtlig dansk overleveringstradition. [8] Heroverfor står beretningen om Sven Estridsen, og tiden herefter, som en "førstehåndskilde for denne tids historie" (Gertz 1917, s.5).

Tekstens virke i samtidenRediger

Det er vanskeligt at sætte nærmere ord på tekstens virke i samtiden og eftertiden, for det er en tid, der også netop er sparsom på tekstkilder; begyndelsen på Danmarks historiske tid, dvs. fra den tid hvor den latinske skrift vinder indpas.

Helge Søgård [9] gav i 1968 udtryk for den ide, at Roskildekrøniken måtte forstås i sammenhæng med Lejrekrøniken og at de udgjorde et startpunkt i en første dansk historietradition: Fortællingen om et dansk rige der begynder i den tid, hvorfra sagnskikkelserne stammer. Det er denne tradition som i samme århundrede hævdes af Sven Aggesen og Saxo Grammaticus.

Geltings ide, der fremkommer i hans tilføjelse til oversættelsen, [10] koncentrerer sig derimod om det politiske miljø og de politiske faktorer, der har måttet være tilstede. Det inkluderer specielt også den kirkeligt institutionelle indsats. Roskildekrøniken er her en mindre detalje og sandsynligvis et ad hoc arbejde udført på foranledning af biskop Eskil i forbindelse med striden om sædet som ærkebiskop. Gelting mener som Søgård, at krøniken fik "afgørende indflydelse på eftertidens historieskrivning" (Gelting 2002, s.91-92).

Krøniken er formentlig blevet brugt som kildetekst af både Saxo og Aggesen. [11]

Den historiske beretningRediger

Det fremgår umiddelbart af noterne til oversættelsen, at krønikens historiske informationer er tvivlsomme; ofte er det nødvendigt for Olrik og senere Gelting at korrigere tekstens kongenavne og deres placering i tid. Generelt er oplysningerne netop bevidnet gennem andre kilder. [12]

En undtagelse er den partiskhed, der karakteriserer krønikens beskrivelse af Svend Estridsen og tiden efter. Det er en partiskhed der genkendes som "en mærkværdig frimodighed og uforbeholdenhed, ikke sjældent også med stærk lidenskabelighed" (Gertz 1917, s.5).

Ifølge Olrik er krønikens beretning også ældste vidnesbyrd om mordet på Ulf Jarl og aftalen mellem Harde-Knud og Magnus. [13] Ligeledes er omtalen af kong Frode et ældste dansk vidnesbyrd, og at Frode lod bygge en kirke i Aarhus er ikke bevidnet i andre tekster. [14]

Manuskript og publikationRediger

Der kendes 3 hovedkilder til bestemmelsen af den oprindelige beretning, beskrevet hos Gertz (1917, s.8-10ff).

Latinske afskrifterRediger

  • Opbevaret ved universitetsbiblioteket i Kiel, "S. H. 8, A. 8°" (13. århundrede). Facsimile: Kroman (1962), Bergsagel (2010). Codex Kiloniensis. Roskildekrøniken på fol.49r-63v, K i Gertz's konkordans
  • Opbevaret på Island, "AM 107 8°" (16. århundrede). Petri Olai Collectanea i Codex Arnæmagnæanus. Roskildekrøniken på fol.145r-159v, O i Gertz's konkordans
  • Opbevaret ved universitetsbiblioteket i Uppsala, "de la Gardies Collection, Num.25 - 29 Fol." (17. århundrede). Systema Stephanie i de la Gardies Collection. Roskildekrøniken på fol.5-10, S i Gertz's konkordans

Tekst-kritiske observationerRediger

Gertz vurderer de 3 hovedkilder er baseret på en eller flere afskrifter af det oprindelige manuskript, men at O og S muligvis er baseret på en fælles tekst. [15]S er dertil karakteriseret ved nogle tekstafvigelser som "afgjort skyldes vilkårlig interpolation" (Gertz 1917, s.11).

En nævneværdig uoverensstemmelse er passagen (Gertz 1917, s.p.16,lin.8-10), der beskriver en del af de mulige geografiske fordelinger af konger. Her mangler en linje i K, hvilket hos Gertz vurderes at være en fejl som er blevet udbedret i O og S. [16]

TilføjelsenRediger

I sammenhæng med den litterære aktivitet der fulgte med Knud Lavards helgenkåring blev der skrevet et omfattende ordinale; sandsynligvis omkring 1170. [17] Ordinalet er bevaret i en antageligvis første afskrift, dateret til det 13. århundrede, [18] og det er netop det ovennævnte manuskript K (Codex Kiloniensis).

Ordinalet har en karakteristisk sprogstil i form af stavrim, [19] men det gælder dog ikke for de sidste blade af kodeksets næstsidste læg, den tekstdel der langt senere blev kendt som Roskildekrøniken. [20] Krøniken slutter meget brat midt i en sætning, og krønikens bratte slutning må skyldes en brist i overleveringen, idet det sidste blad i kodeksets næstsidste læg på et eller andet tidspunkt er bortkommet. [21]

De to andre hovedkilder gengiver en lidt længere krøniketekst. Manuskripterne O og S er væsentligt senere (3-400 år) og her er der ingen tvivl om krønikens form som krønike - altså ikke som del af det nævnte ordinale. Pudsigt nok er krønikens slutning netop skrevet i stavrim. [22] Ligeledes er slutningens partiskhed lidt anderledes, idet Erik bliver kaldt ved sit tilnavn: Emune, den mindeværdige, berømmelige. [23]

Selv om det ikke fremgår klart af Gertz' fremstilling, så er spekulationerne over tekstens oprindelige forløb ikke primært baseret på den antagelse at det sammenhængende tekstforløb i Codex Kiloniensis (fol.49r-63v) umiddelbart repræsenterer det oprindelige tekstforløb. Fra facsimile-udgaven [24] fremgår det teksten slutter abrupt og midt i en sætning, men også at den abrupte slutning sker i en passage der i alle gængse publikationer (ikke hos Langebek) forekommer i krønikens tilføjelse. De tekstanalytiske betragtninger er ikke særskilt detaljeret beskrevet, og heller ikke den tekstanalytiske historik - tilføjelsen findes markeret hos Waitz (1892). De primære holdepunkter for bestemmelsen af det oprindelige tekstforløb er dog omtalt: Dels den stilistiske karakter, i.e. mangelen på bogstavrim - her refererer Gertz og Olrik specielt til Steenstrup (1894). [25] Dels også krønikens partiskhed, men hertil kommer krønikens beretning der synes at mangle perioden 1139-1146.

Gertz mener, det sandsynligvis netop er omkring 1170 og ved tilblivelsen af ordinalet, at en ny slutning er kommet til, og at krønikens allersidste sætning - der nævner to næste konger og fører kronologien op til Valdemar Sejrs tid, år 1202 - må så være kommet til senere. [26] Det er dog ikke sådan at forstå, at ordinalet oprindeligt også omfattede krønikens tekst. Den antager Gertz er særskilt og først tilføjet ved afskriften i det 13. århundrede. [27] Olrik tæller også ordinalet med som kilde - og ordinalet har netop ordrette passager til fælles med krønikens slutning - men daterer tilføjelsen under et til "Valdemar Sejrs tid" (Olrik 1898, s.3-4,s.4,n.1).

PublikationerneRediger

Den første danske udgave er fra 1772, med J. Langebek som ledende redaktør. Langebek arbejdede ud fra manuskript O, men under indflydelse af en tidligere tysk publikation, der var baseret på en fejlfyldt afskrift af S. [28]

Gertz redigerede i 1917 en konkordans over de tre kilder. Den renskrevne latinske tekst er annoteret, men ikke oversat. Ligeledes har Gertz tilføjet linjenumre og inddelt krøniken i 20 kapitler.

Olriks oversættelsen fra latin til dansk er baseret på Langebeks udgave, men med enkelte tekstrettelser. Se Olrik (1898, s.8) hvor rettelserne er anført. Oversættelsen er forsynet med mange noter. Geltings oversættelse fra 1979 (revideret 2002) er baseret på Olriks oversættelse og den latinske tekst gengivet hos Gertz. [29] Oversættelsen er suppleret af marginal-noter og efter oversættelsen af teksten har Gelting tilføjet en gennemgang af krønikens tid. Gelting benytter nummererede linjer, som dog ikke konkorderer med Gertz's udgave.

Oversættelserne har relativt få referencer til manuskripter og publicerede studier - dvs. eksplicitte referencer, sådan som man almindeligvis forstår det, med angivelse af forfatter, titel, år og evt. side. Hos Olrik findes reference til Johannes Steenstrup (om stavrim), A.D. Jørgensen (om partiskhed) samt til Langebek (om tekstrettelser og det evt. forlæg til krønikens slutning). Hos Gelting findes en kommenteret litteraturoversigt.

Se ogsåRediger

De i krøniken nævnte bispesæder

LitteraturRediger

Roskildekrønikens udgaverRediger

Facsimile af manuskript K
  • Kroman, Erik, (red.) (1962), Codices scriptorum rerum Danicarum:cum Britannica praefatione. Chronica, Corpus codicum Danicorum medii aevi, 4 (1), Hafniae: Munksgaard, OCLC 159872181. 
  • John Bergsagel; International Musicological Society; Study Group "Cantus Planus" (2010), The offices and masses of St. Knud Lavard ([d.] 1131) : (Kiel, Univ. Lib. MS S.H. 8 A.8), 1, Copenhagen; Ottawa: Danish Royal Library; Canadian Institute of Mediaeval Music, ISBN 9788770230360, lay summary. 

NoterRediger

  1. ^ Gertz (1917, s.3)
  2. ^ Gelting (2002, s.46-47,54-55,59); lignende Gertz (1917, s.6)
  3. ^ Gertz (1917, s.9)
  4. ^ Olrik (1898, s.37)
  5. ^ Gertz (1917, s.p.31,lin.9)
  6. ^ Gertz (1917, s.4); ligeledes Olrik (1898, s.3)
  7. ^ Gelting (2002, s.40&s.98-99)
  8. ^ Gertz (1917, s.4-5)
  9. ^ Søgård (1968), 161
  10. ^ Gelting (2002, s.96-97)
  11. ^ Gertz (1917, s.8)
  12. ^ se også Olrik (1898, s.4)
  13. ^ Olrik (1898, s.18,n.5); Olrik (1898, s.20,n.7)
  14. ^ Olrik (1898, s.12,n.8)
  15. ^ Gertz (1917, s.10-11)
  16. ^ Gertz (1917, s.11)
  17. ^ Gertz (1917, s.3-4); Gertz (1912, s.171-172)
  18. ^ Gertz (1912, s.176-177)
  19. ^ Gertz (1912, s.172-173)
  20. ^ Gertz (1912, s.177-178)
  21. ^ sætning, Gertz (1912, s.178); læg, Gertz (1912, s.177); lignende Gertz (1917, s.9)
  22. ^ Gertz (1912, 173); ligeså Olrik (1898, s.40,n.1)
  23. ^ Gertz (1917, s.7); Olrik (1898, s.40,n2&3)
  24. ^ (Kroman 1962)
  25. ^ Gertz (1912, 173); Gertz (1917, s.4,n.1); Olrik (1898, s.4,n.1)
  26. ^ Gertz (1917, s.3-4)
  27. ^ Gertz (1912, s.177)
  28. ^ Gertz (1917, s.10,13)
  29. ^ Gelting (2002, s.95)

Eksterne henvisningerRediger