San Francisco Chronicle

San Francisco Chronicle er en amerikansk avis, der udgives fra San Francisco. Avisen dækker primært San Fransisco Bay Area, men distribueres i hele det nordlige og centrale Californien. Med et oplag på 312.118 på hverdage og 354.742 på søndage[hvornår?] er Chronicle den største avis i Nordcalifornien. Den udgives i broadsheetformat.

Forsiden af San Francisco Chronicle den 7. august 1945 efter atombomben over Hiroshima.

Avisen blev grundlagt i 1865 som The Daily Dramatic Chronicle af teenagebrødrene Charles de Young og Michael H. de Young. Allerede i løbet af 1880'erne blev avisen den største avis på den amerikanske vestkyst. I dag overgås den her kun af Los Angeles Times. På landsplan er det den 12. største avis målt på oplag.

Avisen var ejet af de Young-familien frem til 2000, hvor den blev solgt til Hearst Corporation.

Avisen er anerkendt for sin høje journalistiske standard, bl.a. har journalister ved avisen flere gange modtaget Pulitzerprisen.

Eksterne henvisninger redigér