Åbn hovedmenuen

Antvorskov Højskole

(Omdirigeret fra Skælskør Folkehøjskole)
Postkort af Antvorskov Højskole kort efter åbningen

Antvorskov Højskole, siden Skælskør Folkehøjskole, var en højskole, oprettet 1908, der først lå i Antvorskov ved Slagelse og siden i Skælskør.

Højskolen blev oprettet af Niels Eggert, der startede som lærer på Frederiksborg Højskole. Eggert placerede sin nye skole ved siden af frimenighedspræsten Niels Daels menighedsskole Liselund i Antvorskov. Niels Eggert var forstander her indtil sin pludselige død i 1915. I 1920 blev skolen købt af seks af skolens lærere, men blev siden afhændet til Frederik Nørgaard (1878-1945), der var forstander for højskolen fra 1920 til 1935.[1] Senere blev præsten Peter Dons Augustinus (1885-1963) forstander for og ejer af Antvorskov Højskole,[2] og i 1960'erne hed forstanderne Inge og Erik B. Nissen. Nissen-parret er forældre til den senere generaldirektør for DR, Christian S. Nissen, der voksede op i Antvorskov.[3]

Den nationalromantiske højskolebygning på Liselundvej er tegnet af bygmester Ejvind Mørch, der var leder af håndværksafdelingen på skolen.[4][5] Bygningen er senere, i 1922, respektfuldt udvidet af Mørchs efterfølger Johannes Martin Olsen.[6]

Højskolens sidste årsskrift udkom i 1972, og skolen i Antvorskov lukkede omkring 1972-1973.[7] Skolen blev dernæst til Daneborg Højskole, der var en midlertidig højskole, indtil den nye Skælskør Folkehøjskole var indflytningsklar i 1973.[8]

Helge Severinsen (født 1930) var både i mange år forstander på Antvorskov Højskole og den nye forstander i Skælskør.[9] Den nye højskolebygning i Skælskør, smukt indpasset i det skrående fjordlandskab, blev tegnet af Tyge Arnfred og Viggo Møller-Jensen (Fællestegnestuen). Skælskør Folkehøjskole lukkede i 2005, men påtænkes nu omdannet til kurcenter for overvægtige unge.[10] Den senere kulturminister Ebbe Lundgaard var forstander for Skælskør Folkehøjskole i tiden 1978-1985.

Den gamle ejendom i Antvorskov blev erhvervet af staten og var fra 1974 og frem til 2007 hjemsted for Militærnægteradministrationen.[11] Ejendommen og grunden er siden overgået til det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme, der planlægger et boligbyggeri i højskolens tidligere park. Selve højskolebygningen er nu inddelt i lejligheder, som er beboede af private.[12]

NoterRediger