Johann Friedrich Struensee: Forskelle mellem versioner

'''Johann Friedrich Struensee''' ([[5. august]] [[1737]] i [[Halle (Saale)|Halle]] i [[Tyskland]] – [[28. april]] [[1772]] i [[København]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[læge]] og [[politiker]]. I [[1758]] blev han [[stadslæge]] i [[Altona]], hvor han ti år senere mødte [[kong Christian 7.]] Struensee fulgte den [[Enevælde|enevældige]] [[konge]] som læge på hans udlandsrejse [[1767]]-68. Christian 7. var så tilfreds med Struensees indsats, at han fulgte kongen tilbage til København, hvor han kort efter hjemkomsten blev udnævnt til kongens [[livlæge]]. Struensee havde succes med sin behandlingudnyttelse af Christian 7.'s [[sindssygdom]]sindstilstand og udviklede efterhånden et fortroligt forhold til [[dronning Caroline Mathilde]] – et forhold der førte til, at han fra [[1770]] blev dronningens [[elsker]].

Den præcise diagnose på kongens sindstilstand er vanskelig at stille, men det er sandsynligt at kongen harvar lidtumoden ved tronbestigelsen og muligvis led af [[skizofreni]].<ref>Ole Feldbæk, ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 9'', 2003, s. 221</ref><ref>[https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/viewFile/35921/69043 Aage Friis: "En Lægeberetning om Christian VIIs Helbredstilstand" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 8. række, 1 (1907); s. 80-83)]</ref> Efter sin kroning udtalte han, at han "ville rase et år", og han indledte en række udsvævelser, der indbefattede druk, omgangsammen med skøgerAnna -Cathrine mest berygtet varBenthagen ([[Støvlet-Cathrine]],) somforetog også blev kongens elskerinde - forudenhan hærgende togter igennem Københavns natteliv. Men det blev efterhånden klart for hoffet, at hans "rasen" ikke kun var udtrykafreagere for enden ungdommeligbehandling oprørstrang,af menydmygelse atog det snarere var tegn på sindssyge. Han udviste ønske om at påføre andre smertevold, samtidig med at han selvhavde ledværet af en overdreven frygtudsat for at føle smerte på sin egen krop. Mens hans sindssygdomtilstand i hans unge år udmøntede sig i lange perioder som ekstrem fysisk aktivitet, begyndte den efterhånden at antage en mere og mere [[letargi]]sk (inaktiv) karakter, kun afbrudt af enkelte kortvarige perioder med aktivitet.

Den [[6. maj]] 1768 tog Christian 7. på en udlandsrejse. Struensee kom med som rejselæge med en årlig løn på 500 rigsdaler. Den fungerende livlæge, [[Hans Piper]], var 65 år gammel og tog ikke med på den store udlandsrejse.<ref>Jens Glebe-Møller, 2007, s. 18</ref> Med på turen var også Bernstorff, som var fast besluttet på personligt at holde opsyn med kongen. Allerede da havde Christian 7.s sindssygeproblemer vist sig, og det var magtpåliggende for Bernstorff at vise et godt billede udadtil på denne rejse til nogen af [[Europa]]s førende kongehuse.

Kongens sindssygetilstand begyndte at ændre sig fra det udadvendte aktive til en indadvendt tungsindighed. Det glædede Bernstorff, at kongen ikke lavede så mange af de frygtede "optrin". Til gengæld blev Struensee nærmere tilknyttet kongen under rejsen. [[6. januar]] [[1769]] ankom kongen atter til Danmark, og med sig havde han Struensee, som var blevet udnævnt til livlæge, med en løn på 1000 rigsdaler årligt.

Sommeren 1771 udnævnte Struensee sig selv til [[geheimekabinetsminister]] og kunne nu udstede kabinetsordrer på egen hånd. Kongens sindssygdomsindstilstand forværredes, og Struensees magt var nu reelt ubegrænset. Sammen med dronningen opholdt han sig skiftevis i København og på slottet [[Hirschholm Slot|Hirscholm]] (det senere [[Hørsholm]]), hvor også opdragelsen af kronprins Frederik skete.

Problemet for anklagerne var, at den danske [[Kongeloven|kongelov]] ikke tog højde for en situation, hvor den enevældige konge var sindssygsvækket og ude af stand til at regere. Forholdene med en egentlig magthaver, der misbrugte den viljeløse konges underskrift, havde eksisteret før Struensee kom til hoffet - blot med andre i rollen. Forskellen var, at Struensee var af borgerlig afstamning, og - udover dronningen - ikke havde støtte i kongefamilien. Der skulle derfor statueres et eksempel, og retssagen var blot en formalitet. Den kun 28-årige advokat [[Peter Uldall]] blev forsvarer for både Struensee og dronning Caroline Mathilde. Først indledtes skilsmissesagen, og den blev afsluttet 7. april 1772.<ref>Aug. Fjelstrup, ''Skilsmisseprocessen imellem Kong Kristian den syvende og Dronning Karoline Matilde'', København, 1908 (2. udg., 1968).</ref> Dagen efter blev dommen forelagt dronningen i hendes fængsel på Kronborg. Hun underskrev den, og udviste kun bekymring for Struensees skæbne. Dernæst fulgte inkvisitionsprocessen mod Struensee og Brandt. Allerede 25. april blev de dømt efter [[Danske Lov]]s 6. bog, 4. kapitel, 1. artikel som lyder:

* [[Harald Langberg]], ''Dødens Teater – Revolutionen 1772'', Gyldendal, 1971.