Skilsmisse: Forskelle mellem versioner

 

== Skilsmisse i Norden ==

 

[[Frederik 2.]]s ægteskabsordinans af [[1582]] var Tamperrettens normgrundlag. Den var udformet af verdslige myndigheter, med bygget på [[Luther]]s synspunkter. Skilsmisse var kun tilladt på bibelsk grundlag, altså ved "hor" (= utroskab), ''desertio'' (den ene part stak af), samt [[impotens]]. Skilsmisse blev givet ved dom. Den eneste retsvirkning udtrykt i ordinansen, var imidlertid, at i horsager kunne den bedragne part uden videre gifte sig igen som fraskilt. Da ordinansen ellers udtrykte sig mangelfuldt om dommens retsvirkninger, blev [[sædvaneret]] af stor betydning. Tamperretten anvendte sit skøn. Praksis blev sådan, at den skyldige part ved skilsmissedom "''have sit Ægteskab forbrudt''" og derved tabte sin andel i fælles [[formue]], i forældremagt/ret til samvær med fælles børn, samt retten til at indgå nyt ægteskab. Den uskyldige part havde derimod ret til at gifte sig igen. I en dom afsagt af Kapitelretten i [[Bergen]] domkirke 29. april [[1646]], da Dorothea Steindatter blev skilt fra Johannes Lauritssøn, lød det: "''Da blef hun skilt fra hannem, saa at hun maatte gifftue sig, naar hendis Lycke kunde vogne, och han aldrig, uden den høy Øffrighed hannem det naadelig bevilger.''" Hvis den forladte part havde begået lejermål, inden tre år var omme, kunne han/hun dog ikke nægtes gengifte, "''uden med den Person, som den sig haver forseet sig med''". Tamperretten i Bergen besluttede som regel, at den forladte part kunne gifte sig med hvem, han eller hun "''løstet''" (= lystede), eller med den person, Gud ville "''ham tilføje''". Som regel var det kvinden, der sad forladt tilbage. Dommerne så det sådan, at det var [[fællesskab]]et, der sad med regningen for forsørgelse af den forladte kvinde og hendes børn - så var det da bedre, at hun blev gift igen og forsørget; og var der en ugift barnefar inde i billedet, var han da den nærmeste til at påtage sig ansvaret. De fleste skilsmissedomme før [[1797]] forespejlede den skyldige part i hor og ''desertio''-sager muligheden for gengifte; men først måtte en længere "[[karantæne]]" afsones. Kun de grove tilfælder, såsom [[blodskam]], var det uaktuelt at indvilge den skyldige part nogen mulighed for et nyt ægteskab. Med [[oplysningstiden]] vandt synet på ægteskabet som en verdslig aftale frem; og man åbnede for en mere liberal skilsmisselovgivning. I [[1790]] bestemte kongen, at folk skulle slippe for omvejen om retssystemet for at blive skilt, forudsat, at parret ellers havde levet adskilt i 1-3 år forud. De kunne så indsende en separations- og skilsmisse-''suplik'' (= ansøgning). Mange benyttede muligheden, og anførte "''Gemytternes Uoverensstemmelse''" som årsag. Landmand fra [[Elverum]] Knut Bergensen Oudenby og hustru Gjertrud Olsdatter, skilt ved kongelig bevilgning [[4. oktober]] 1790, skrev kun, at de ville "''ikke røbe hinanden...da Fejl paa...begge Sider kan have stiftet Uoverensstemmelse''". For at lykkes med en sådan ansøgning, måtte parret være enige om samlivsbrud, om boets deling, børns forsørgelse og eventuelle bidrag. [[Præst]]en vedlagte sin bekræftelse og attester. I [[rationalisme]]ns tidsalder var de ikke optaget af nogen bibelsk begrundelse. Efter opløsningen af Danmark-Norge i [[1814]] blev det sværere at få skilsmisse i [[Norge]]. Baggrunden var [[Stortinget]]s frygt for at kongen, [[Karl Johan]], kunne angribe [[grundlov]]en af 1814 ved at bruge sin dispensationsmyndighed til at omgå Stortinget som den faktiske lovgiver. <ref>Hanne Marie Johansen: "Gemytternes uoverensstemmelse", ''[[Bergens Tidende]]'', 13. januar 2013</ref> I et historisk [[perspektiv]] er det underligt, at nogle præster ikke vil vie fraskilte. <ref>https://jyllands-posten.dk/indland/ECE4752882/Pr%C3%A6ster-n%C3%A6gter-at-vie-fraskilte/</ref> Dermed pålægger de fraskilte at leve i cølibat, og det er ikke i god luthersk ånd.