Fransk Algeriet: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
→‎Frankrig erobrer Algeriet: Dey konsekvent rettet til bey. Bey er en osmannisk titel, der betyder herre, jfr denstoredanske.dk og Salomonsens. Konversationsleksikon 2. udgave, hvor ordet dog er indført under "bei” med henvisning fra “bey”. Også på engelsk og tysk staves titlen bey.
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 64:
[[File:French Algeria evolution 1830-1962 map-fr.svg|thumbnail|Kort over den tidsmæssige udvidelse af det franske styre i Algeriet 1830-1956]]
 
Efter at den franske konsul ved en fest [[1827]] var blevet slået med en fluesmækker af deyenbeyen, Husein, begyndte en fransk flåde at blokere Alger, men først i [[1830]] tog erobringen rigtig fart. 75 krigsskibe, 400 transportskibe med 37500 mand sendtes til Algeriet. [[Duperré]] kommanderede flåden, [[Bourmont]] hæren. Alger blev straks indtaget, og deyenbeyen måtte afstå hele sit land og blev landsforvist. Men hermed var kampen ikke til ende. En araberhær under beyen af Titteri angreb franskmændene, og da samtidig [[Julirevolutionen]] udbrød, så det en tid mindre lyst ud for de franske våben. Under generalerne [[Clauzel]] og [[Berthezéne]] fik franskmændene atter fast fod i Algeriet, men deres voldsomme fremgangsmåde mod muhammedanerne bevirkede, at alle som een rejste sig mod undertrykkerne. Som anfører fik de emiren af [[Mascara]], [[Abd-el-Kader]], der tilmed fik hjælp fra [[Marokko]], medens franskmændene stadig måtte skifte guvernører ([[1831]]-[[1837]]: [[Savary]], [[Voirol]], [[Drouet d'Erlon]], [[Clauzel]]). Franskmændene tabte slaget ved [[Makla]] ([[1835]]), men erobrede [[Mascara]]; de blev gentagne gange slåede tilbage ved [[Constantine (Algeriet)|Constantine]], men erobrede den endelig 1837 under anførsel af [[Valée]], der derefter blev generalguvernør. Ham lykkedes det ad fredelig Vej at besætte det meste af kysten og egnen omkring Constantine. En tid så det ud til fred, men november [[1839]] erklærede Abd-el-Kader [[hellig krig]] og franskmændenes udryddelse. Franskmændene trængtes i begyndelsen tilbage til kystbyerne, men under [[Bugeaud]] gik det atter fremad ([[1841]]). Abd-el-Kader blev gang på gang slået og måtte søge tilflugt i [[Marokko]], men hver gang kom han tilbage med ny stridskræfter. Så erklærede Frankrig [[Marokko]] krig, en marokkansk hær blev slået ved [[Isly]]. [[Tanger]] og [[Mogador]] blev bombarderede. Sultanen af Marokko bad derfor om fred og forpligtede sig til ikke at støtte Abd-el-Kader, men alligevel holdt denne sig endnu i 3 år, og først [[1847]] – efter at han også var kommet i krig med Marokko – blev han omringet og fanget. Imidlertid havde generalguvernøren Bugeaud arbejdet ivrig på at befæste Frankrigs herredømme. [[1845]] afløstes den rent militære administration af en civilorganisation. 1847 deltes landet i tre Provinser: [[Alger]], [[Oran]], [[Constantine (provins)|Constantine]] (under hertugen af [[Aumale]]). Under [[Cavaignac]] blev provinsen direkte inddraget under Frankrig og fik 4 deputerede i Nationalforsamlingen. For at forøge befolkningens tal forsøgte man at grunde arbejderkolonier, men uden held; af samme grund gjorde man [[Lambessa]] til deportationssted. Krigen med bjergstammerne fortsattes stadig; [[1851]] leverede general [[Saint Arnaud]] i løbet af 80 dage ikke mindre end 20 træfninger og seks større slag. [[1852]] blev [[oase]]n [[Laghouat]] besat, og stammen [[Beni Mzab]] stillede sig under fransk beskyttelse. [[1853]]-[[1854]] erobredes oaserne [[Tuggurt]] og [[Wadi Suf]], [[1855]] [[Uargla]], og endelig blev kabylerne tvungne til fred [[1857]]. Da nåede Algeriet lige til Sahara. [[1860]] omordnedes koloniens styrelse, idet Algeriet stilledes under en militærguvernør. [[Mac Mahon]] fik denne post overdraget [[1864]]. Året efter besøgte [[Napoleon 3.]] selv kolonien. Men efter republikkens genindførelse [[1870]] afløstes militærguvernøren af en civilguvernør, der skulle have 3 præfekter under sig. Formindskelsen af tropperne under krigen med [[Tyskland]] medførte ny opstande, som først efter heftige kampe blev slåede ned, og først 1879 blev civilguvernørembedet besat, dog med den forandring, at kun kystegnene (''Territoire civil'') stod under guvernøren, medens landets sydlige del (''Territoire militaire'') stadig blev administreret på militær vis. Da franskmændene [[1881]] brugte nogle af deres algierske tropper til at erobre [[Tunis]], udbrød der ny opstande (høvdingen Bu Amema). De blev dog hurtigt undertrykt. Derpå var der ro indtil slutningen af [[1890]]-erne. Den [[antisemit]]iske bevægelse, der kom fra Frankrig, fik god næring i den misfornøjelse, der herskede i Algeriet, fordi alle [[jøde]]rne [[1870]] var blevet naturaliserede, trods det, at mange af dem stod på et meget lavt kulturtrin. [[1897]] og [[1898]] kom det til uroligheder. [[1898]] blev en [[antisemit]] valgt til Maire i Alger, en anden til deputeret. Efterhånden stilnede bevægelsen af, efter at generalguvernøren [[Jonnert]] var trængt igennem med sit program: at styre den indfødte og europæiske befolkning hver for sig.
 
== Den franske koloniadministration ==