Departementschefstyret: Forskelle mellem versioner

'''Departementschefstyret''' er den almindeligt brugte betegnelse for det styre, [[Danmark]] havde under [[besættelsen]], fra [[Regeringen Scavenius]] ophørte med at fungere [[29. august]] [[1943]], til [[Regeringen Vilhelm Buhl II]] tog over [[5. maj]] [[1945]]. IDanmark denne periode var Danmarkstod uden fungerende [[regering]] og [[Rigsdagen|rigsdag]], og [[centraladministrationen]] varetoges af ministeriernes [[departementschef]]er og [[direktør]]er. De refererede dels til den tyske besættelsesmagt og, dels til det hemmelige [[Samarbejdsudvalget under besættelsen|Trettenmandsudvalg]], der bestod af politikere.

Som følge af, at der i sommeren [[1943]] havde været [[Augustoprøret|alvorlige uroligheder og strejker]] i flere danske provinsbyer og som følge af den tiltagende sabotagevirksomhed, fremsatte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. [[Werner Best]], i slutningen af august 1943 en række krav til den danske regering, herunder krav om dødsstraf for sabotagehandlinger. Regeringen bestemte sig for at afviseafviste de tyske krav,. hvilketDet medførte, at den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general [[Hermann von Hanneken]], den [[29. august]] [[1943]] om morgenen indførte militær undtagelsestilstand i hele Danmark. Det indebar, at regeringen var forhindret i at udøve sin virksomhed, og den indgav sin afskedsbegæring til kongen. Kong [[Christian den 10.]] nægtede at modtage afskedsansøgningen, og Danmark kom i den situation, at regeringen ikke fungerede, selv om den formelt ikke var afskediget. Det lykkedes ikke at danne en ny regering.

Departementchefstyrets uformelle leder var [[udenrigsministeriet]]s direktør, [[Nils Svenningsen]], som varetog kontakten til de tyske myndigheder, dels direkte til den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, dels gennem stiftsamtmand [[Peter Herschend]], Vejle, til den tyske øverstbefalende, som havde sit hovedkvarter i [[Silkeborg]]. Selv om de danske politikere formelt var sat fra magten, havde de dog en vis indflydelse på departementchefstyret via det såkaldte 13-mandsudvalg.