Slaget ved Königgrätz: Forskelle mellem versioner
sprogret
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer) |
(sprogret) |
||
}}
{{Preussisk-østrigske krig}}
'''Slaget ved Königgrätz''' var det afgørende slag i den [[Preussisk-østrigske krig]]. Det udkæmpedes den [[3. juli]] [[1866]] i nærheden af fæstningen [[Hradec Králové|Königgrätz]] ved landsbyen [[
Slagmarken var omkring 10 km lang og fem km bred. Her kæmpede over 400.000 soldater. Slagets centrum var de strategisk vigtige bakker Svib ved [[Máslojedy]] og [[Chlum (Všestary)|Chlum]].
Som følge af sejren blev Preussen den førende magt i [[Tyskland]], og [[Otto von Bismarck|Bismarck]] kunne gennemføre "[[den lilletyske løsning]]". Slaget var en forudsætning for etableringen af det [[tyske kejserrige]] i [[1871]].
Efter [[Napoleonskrigene]] blev magtbalancen mellem europæiske stater genoprettet på [[Wienerkongressen]] i [[1814]]-[[1815]]. På ruinerne af det [[tysk-romerske rige]] opstod det [[Tyske forbund]] som et løst statsforbund med [[Østrig]]. Årsagen til den preussisk-østrigske krig skulle findes i, at spændingerne mellem Preussen og Østrig om herredømmet i det tyske forbund blev stadig større, ikke mindst som følge af Preussens unionspolitik. Den direkte anledning til krigen var uenighed om herredømmet over de fælles hertugdømmer [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] efter [[krigen i 1864]] mod [[Danmark]]. I [[1865]] blev modsætningerne i første omgang bilagt i [[Gastein-aftalen]]. Da Preussen i strid med aftalen besatte Holsten, forlangte Østrig den tyske forbundshær mobiliseret. Herefter trådte Preussen ud af det tyske forbund og erklærede Østrig krig den [[19. juni]] [[1866]].
De [[Thüringen|thüringske småstater]] ([[Augusta von Sachsen-Weimar-Eisenach]] var
== Militærhistorisk betydning ==
[[Fil:1866 prinz-friedrich-karl-bei-koeniggraetz 1b-640x428.jpg|thumb|Prins Friedrich Karl kommanderer tropper som begejstret vinker til ham]]
Betydningen af slaget ved Königgrätz skal
Næsten vigtigere var mobiliseringen af store troppestyrker ved hjælp af de moderne jernbaner. Den preussiske generalstabschef [[Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke|Helmuth von Moltke]] anvendte konsekvent jernbanerne til at gennemføre sine komplicerede opmarchplaner, som var baseret på præcis overholdelse af udstukne tidsrammer. Clark <ref>Christopher Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, DVA, 7. Auflage, ISBN 978-3-421-05392-3, Side 612 ff.|Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, S. 612</ref> mener imidlertid, at Moltkes omfattende logistiske planlægning nær havde styrtet Preussen i ulykke, da
Lige så banebrydende virkede fornyelsen af den traditionelle militære kommunikation. Den ridende kurér blev i stigende grad afløst af [[telegraf]]i og [[fjernskriver]]e. Alt det blev første gang anvendt i det politisk betydningsfulde slag ved Königgrätz, og deres betydning blev bekræftet.
Alle disse tendenser havde vist sig i den [[amerikanske borgerkrig]] (1861-1865).
Desuden brugte den preussiske hær bagladegeværer for første gang i et stort slag.
== Forløb ==
[[Fil:Karte zur Schlacht bei Koeniggraetz (3. Juli 1866).jpg|thumb|300px|left|Historisk kort over slagordenen umiddelbart inden starten på slaget ved Königgrätz.]]
Tre uger efter den preussiske indmarch i Bøhmen havde den nordlige [[k.u.k.]] armé stærkt brug for en sejr. Ved Sadowa (nu: [[Sadová]]) forsøgte den østrigske øverstkommanderende "Generalfeldzeugmeister" [[Ludwig von Benedek]] at sejre. Benedek havde allerede gjort erfaringer med den preussiske tændnålsgeværer og besluttede sig for at etablere stillinger på en række små bakker mellem [[Bystřice (Cidlina)|Bistritz]] og [[Elben]] i nærheden af fæstningen Königgrätz. Han satsede på, at infanteri i faste stillinger, og artilleri, som skød over faste afstande, kunne bremse den preussiske fremmarch, og holdt en tredjedel af sin hær – ca. 60.000 mand og 320 kanoner – i reserve for at kunne gennemføre et modangreb. Det ville han gennemføre, så snart det preussiske angreb var gået i stå.
På preussisk side havde generalstabschefen Helmuth von Moltke planlagt en knibtangsmanøvre. Moltkes slagplan var, som han selv sagde: "yderst enkel". Han byggede på det simple, men i gennemførelsen bestemt problematiske princip: "Adskilt marchere, forenet slås!. Således satte den preussiske overkommando i slutningen af juni 1866 tre armeer i bevægelse: Den 1. armé under prins [[Frederik Karl af Preussen|Friedrich Karl af Preussen]], den 2. under dennes fætter, kronprins [[Frederik 3. af Preussen|Friedrich-Wilhelm]] og Elbenarmeen under general [[Eberhard Herwarth von Bittenfeld|Herwarth von Bittenfeld]] – som i en
Efter flere kampe, hvor preusserne sejrede i de fleste i det bøhmiske højland ved [[Prag]] mellem den [[26. juni]] og [[3. juli]], kom det i de tidligere morgentimer den 3. juli til et sammenstød ved Svíb ved [[Sadová]].
Slaget begyndte i kraftig regn. Fortroppen fra 1. armé blev indviklet i en artilleriduel med artilleriet fra det østrigske 10. korps. Da preusserne forsøgte at overskride Bistritz blev de beskudt fra højre side af to østrigske korps, som prøvede at markere sig i slaget. Uden at bemærke 2. preussiske armé, som var i anmarch, forlod [[Tassilo Festetics]] med 4. korps og Thun med 2. korps deres stillinger og rykkede vestpå, hvorved der opstod et hul i det østrigske forsvar i nordlig retning, dvs. netop der hvorfra 2. armé kom. I den sydlige ende af fronten overskred Elbenarmeen Bistritz om morgenen og stødte derpå mod øst, hvorved dele af 8. østrigske korps blev slået på flugt, og den saksiske hær blev trængt tilbage om eftermiddagen, inden presset ebbede ud.
I centrum blev Thun og Festetics indviklet i svære kampe i Swiepskoven. I begyndelsen havde østrigerne kun den 1. preussiske armé foran sig, kronprinsens enheder var endnu i anmarch. Senere voksede presset time for time
[[Fil:Battle of Koniggratz.png|thumb|Slagets forløb]]
== Konsekvenser ==
Betydningen af slaget var
Slaget fik også fatale følger for det østrigske kejserdømme. Trods sejrene i [[Slaget ved Custozza (1866)|Slaget ved Custoza]] (24. juni) og [[Slaget ved Lissa (1866)|Søslaget ved Lissa]] (20. juli) mod italienerne, som var trådt ind i krigen på preussisk side, så kejser [[Franz Joseph]] sig efter det katastrofale nederlag ved Königgrätz tvunget til at kapitulere og afstå [[Veneto]] til [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon 3.]], som overdrog området til Italien. Østrig trådte også ud af det tyske forbund, og Preussen annekterede [[Slesvig-Holsten]], [[Hannover (land)|Hannover]], [[Kurhessen]], [[Hertugdømmet Nassau|Nassau]] og [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] og etablerede det [[Nordtyske forbund]]. Den 26. juli 1866 blev den [[foreløbige fred i Nikolsburg]] afsluttet. Den blev fulgt af den endelige [[Freden i Prag|fredsslutning i Prag]] den [[23. august]] 1866.
Den østrigske øverstbefalende var en dygtig strateg, men han havde forsøgt at undslå sig fra posten som øverstbefalende for nordarmeen, da han ikke havde erfaring med forholdene i Bøhmen, og da nordarmeen
Indenrigspolitisk kom kejser Franz Joseph
[[Fil:Sochor Batterie derToten 1866.jpg|thumb|De dødes batteri. [[Monumentalmaleri]] af Vaclav Sochor i "Heeresgeschichtliches Museum" Wien]]
|