Slaget ved Königgrätz: Forskelle mellem versioner

sprogret
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer)
(sprogret)
}}
{{Preussisk-østrigske krig}}
'''Slaget ved Königgrätz''' var det afgørende slag i den [[Preussisk-østrigske krig]]. Det udkæmpedes den [[3. juli]] [[1866]] i nærheden af fæstningen [[Hradec Králové|Königgrätz]] ved landsbyen [[SadováSadowá]] mellem tropper fra kongeriget [[Preussen]] på den ene side mod tropper fra [[Østrig]] og [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]] på den anden.
Slagmarken var omkring 10 km lang og fem km bred. Her kæmpede over 400.000 soldater. Slagets centrum var de strategisk vigtige bakker Svib ved [[Máslojedy]] og [[Chlum (Všestary)|Chlum]].
Som følge af sejren blev Preussen den førende magt i [[Tyskland]], og [[Otto von Bismarck|Bismarck]] kunne gennemføre "[[den lilletyske løsning]]". Slaget var en forudsætning for etableringen af det [[tyske kejserrige]] i [[1871]].
Efter [[Napoleonskrigene]] blev magtbalancen mellem europæiske stater genoprettet på [[Wienerkongressen]] i [[1814]]-[[1815]]. På ruinerne af det [[tysk-romerske rige]] opstod det [[Tyske forbund]] som et løst statsforbund med [[Østrig]]. Årsagen til den preussisk-østrigske krig skulle findes i, at spændingerne mellem Preussen og Østrig om herredømmet i det tyske forbund blev stadig større, ikke mindst som følge af Preussens unionspolitik. Den direkte anledning til krigen var uenighed om herredømmet over de fælles hertugdømmer [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] efter [[krigen i 1864]] mod [[Danmark]]. I [[1865]] blev modsætningerne i første omgang bilagt i [[Gastein-aftalen]]. Da Preussen i strid med aftalen besatte Holsten, forlangte Østrig den tyske forbundshær mobiliseret. Herefter trådte Preussen ud af det tyske forbund og erklærede Østrig krig den [[19. juni]] [[1866]].
 
De tyske mellemstater [[Kongeriget Bayern|Bayern]], [[Hannover (land)|Hannover]], [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]], [[Württemberg]], [[Baden]] forudenog en række tyske småstater sluttede sig til Østrig.
 
De [[Thüringen|thüringske småstater]] ([[Augusta von Sachsen-Weimar-Eisenach]] var gemalindegift tilmed den preussiske konge), nogle nordtyske stater samt [[Kongeriget Italien]], som i tilfælde af en sejr skulle have provinsen [[Veneto]] omkring [[Venedig]] fra Østrig, sluttede sig til Preussen.
 
== Militærhistorisk betydning ==
[[Fil:1866 prinz-friedrich-karl-bei-koeniggraetz 1b-640x428.jpg|thumb|Prins Friedrich Karl kommanderer tropper som begejstret vinker til ham]]
Betydningen af slaget ved Königgrätz skal både i almindeligalmindeligt politisk og i militærstrategisk perspektiv ses som en milepæl i udviklingen i [[Europa]]. Med Königgrätz begynder massehærene, som med de nye [[jernbane]]r hurtigt og let kunne manøvreres rundt, og i modsætning til [[Napoleonskrigene]] gennemførtes slag udelukkende med brug af skydevåben. Brugen af [[bajonet]]ten som det afgørende våben i kamp mand-mod-mand, var blevet forældet i takt med den trinvise overgang til automatiserede håndskydevåben. Samtidig benyttes ''opgavetaktik'', som havde rødder tilbage til [[Frederik den Store af Preussen|Frederik den stores]] og [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleons]] videreudvikling af taktikken, der indebar at de enkelte officerer fik en større grad af selvstændighed i forhold til udførelsen af de overordnede mål, som blev udstukket af hærchefen. De kunne tilpasse kampindsatsen efter terrænforholdene. Nu kunne selv kompagnichefer, dvs. (officerer med rang af [[kaptajn (militær)|kaptajn]] eller [[løjtnant]]) i tvivlstilfælde selv træffe beslutninger uden at frygte for at blive straffet for [[lydighedsnægtelse]] af deres foresatte.
 
Næsten vigtigere var mobiliseringen af store troppestyrker ved hjælp af de moderne jernbaner. Den preussiske generalstabschef [[Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke|Helmuth von Moltke]] anvendte konsekvent jernbanerne til at gennemføre sine komplicerede opmarchplaner, som var baseret på præcis overholdelse af udstukne tidsrammer. Clark <ref>Christopher Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, DVA, 7. Auflage, ISBN 978-3-421-05392-3, Side 612 ff.|Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, S. 612</ref> mener imidlertid, at Moltkes omfattende logistiske planlægning nær havde styrtet Preussen i ulykke, da forsyningstogeneforsyningerne først ankom, da slaget ved Königgrätz allerede var vundet.
 
Lige så banebrydende virkede fornyelsen af den traditionelle militære kommunikation. Den ridende kurér blev i stigende grad afløst af [[telegraf]]i og [[fjernskriver]]e. Alt det blev første gang anvendt i det politisk betydningsfulde slag ved Königgrätz, og deres betydning blev bekræftet.
 
Alle disse tendenser havde vist sig i den [[amerikanske borgerkrig]] (1861-1865). FørI den Preussisk-østrigske krig havde Preussen militærobservatører, som fulgte [[Nordstaterne]] i borgerkrigen, hvor de iagttog brugen af jernbaner, telegraf og moderne krigsvåbenvåben.
 
Desuden brugte den preussiske hær bagladegeværer for første gang i et stort slag. IDe modsætningvar til forladegeværernehurtigere varend bagladegeværerne hurtigereforladegeværerne og kunne lades iaf liggende stillingsoldater. Sekondløjtnant i 3. garderegiment til fods [[Paul von Hindenburg]] betegnede i sin øjenvidneskildring virkningen af bagladegeværerne som "frygtelig".<ref>[[Paul von Hindenburg]]: ''Aus meinem Leben''. Hirzel Verlag, Leipzig 1934.</ref>
 
== Forløb ==
[[Fil:Karte zur Schlacht bei Koeniggraetz (3. Juli 1866).jpg|thumb|300px|left|Historisk kort over slagordenen umiddelbart inden starten på slaget ved Königgrätz.]]
Tre uger efter den preussiske indmarch i Bøhmen havde den nordlige [[k.u.k.]] armé stærkt brug for en sejr. Ved Sadowa (nu: [[Sadová]]) forsøgte den østrigske øverstkommanderende "Generalfeldzeugmeister" [[Ludwig von Benedek]] at sejre. Benedek havde allerede gjort erfaringer med den preussiske tændnålsgeværer og besluttede sig for at etablere stillinger på en række små bakker mellem [[Bystřice (Cidlina)|Bistritz]] og [[Elben]] i nærheden af fæstningen Königgrätz. Han satsede på, at infanteri i faste stillinger, og artilleri, som skød over faste afstande, kunne bremse den preussiske fremmarch, og holdt en tredjedel af sin hær – ca. 60.000 mand og 320 kanoner – i reserve for at kunne gennemføre et modangreb. Det ville han gennemføre, så snart det preussiske angreb var gået i stå.
 
På preussisk side havde generalstabschefen Helmuth von Moltke planlagt en knibtangsmanøvre. Moltkes slagplan var, som han selv sagde: "yderst enkel". Han byggede på det simple, men i gennemførelsen bestemt problematiske princip: "Adskilt marchere, forenet slås!. Således satte den preussiske overkommando i slutningen af juni 1866 tre armeer i bevægelse: Den 1. armé under prins [[Frederik Karl af Preussen|Friedrich Karl af Preussen]], den 2. under dennes fætter, kronprins [[Frederik 3. af Preussen|Friedrich-Wilhelm]] og Elbenarmeen under general [[Eberhard Herwarth von Bittenfeld|Herwarth von Bittenfeld]] – som i en stort anlagtstor bue skulle indkredse de østrigske styrker og rive dem op, hvorefter den 1. armé skulle binde østrigerne i vest og den 2. og Elbenarmeen indeslutte østrigerne fra nord og syd.
 
Efter flere kampe, hvor preusserne sejrede i de fleste i det bøhmiske højland ved [[Prag]] mellem den [[26. juni]] og [[3. juli]], kom det i de tidligere morgentimer den 3. juli til et sammenstød ved Svíb ved [[Sadová]].
 
Slaget begyndte i kraftig regn. Fortroppen fra 1. armé blev indviklet i en artilleriduel med artilleriet fra det østrigske 10. korps. Da preusserne forsøgte at overskride Bistritz blev de beskudt fra højre side af to østrigske korps, som prøvede at markere sig i slaget. Uden at bemærke 2. preussiske armé, som var i anmarch, forlod [[Tassilo Festetics]] med 4. korps og Thun med 2. korps deres stillinger og rykkede vestpå, hvorved der opstod et hul i det østrigske forsvar i nordlig retning, dvs. netop der hvorfra 2. armé kom. I den sydlige ende af fronten overskred Elbenarmeen Bistritz om morgenen og stødte derpå mod øst, hvorved dele af 8. østrigske korps blev slået på flugt, og den saksiske hær blev trængt tilbage om eftermiddagen, inden presset ebbede ud.
 
I centrum blev Thun og Festetics indviklet i svære kampe i Swiepskoven. I begyndelsen havde østrigerne kun den 1. preussiske armé foran sig, kronprinsens enheder var endnu i anmarch. Senere voksede presset time for time mod de talmæssigt underlegne preussiske tropperpreussere på stedet. Den 7. preussiske infanteridivision under generalmajor [[Eduard Friedrich Karl von Fransecky]], herundermed især det 2. magdeburgske infanteriregiment nr. 28 forskansede sig i Swiepskoven og forsøgte i en frygtelig kamp at afværge to østrigske korps offensiv. På fløjene besatte preusserne skovene ved Swiep. Uden artilleriforberedelse og hærledelsens vidende forsøgte østrigerne under grev Festetics at generobre skoven. Der udbrød en kraftig kamp om denne skovden, hvor den 7. preussiske division ganske vist blev revet op, men de østrigske tab var omtrent lige så store, og den højre østrigske flanke forblødte. De østrigske generaler følte sig allerede sikre på sejren, og i det preussiske hovedkvarter hørtes den første utilfredshed med den excentriske Moltkes uortodokse opmarchplan. Selv [[Wilhelm 1. af Tyskland|kong Wilhelm 1.]] og hans ministerpræsident Bismarck frygtede for et nederlag. Da dukkede hen ad middag det 1. garderegiment til fods op på højde med den overfor den preussiske generalstab liggende landsby [[Hořiněves|Horenowes]] det 1. garderegiment til fods op. Det var fortroppen af det til 2. armé hørende preussiske gardekorps – kronprinsens armé var ankommet og tog sammen med de fra sydvest angribende divisioner nr. 14, 15 og 16 fra Elbenhæren de østrigske tropper, som i Swiepskoven havde bidt sig fast i den ensomme preussiske division, under beskydning.
[[Fil:Battle of Koniggratz.png|thumb|Slagets forløb]]
 
 
== Konsekvenser ==
Betydningen af slaget var tydelig for de samtidigetydeligt. Også [[detDet andet franske kejserdømme]] så, at der var en mægtig ny nabo i støbeskeen under preussisk ledelse. For at hindre tysk samling hørtes snart slagordet ''Revanche pour Sadowa!''. Det var målet at kvæle den nye nabo i fødslen.
 
Slaget fik også fatale følger for det østrigske kejserdømme. Trods sejrene i [[Slaget ved Custozza (1866)|Slaget ved Custoza]] (24. juni) og [[Slaget ved Lissa (1866)|Søslaget ved Lissa]] (20. juli) mod italienerne, som var trådt ind i krigen på preussisk side, så kejser [[Franz Joseph]] sig efter det katastrofale nederlag ved Königgrätz tvunget til at kapitulere og afstå [[Veneto]] til [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon 3.]], som overdrog området til Italien. Østrig trådte også ud af det tyske forbund, og Preussen annekterede [[Slesvig-Holsten]], [[Hannover (land)|Hannover]], [[Kurhessen]], [[Hertugdømmet Nassau|Nassau]] og [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] og etablerede det [[Nordtyske forbund]]. Den 26. juli 1866 blev den [[foreløbige fred i Nikolsburg]] afsluttet. Den blev fulgt af den endelige [[Freden i Prag|fredsslutning i Prag]] den [[23. august]] 1866.
 
Den østrigske øverstbefalende var en dygtig strateg, men han havde forsøgt at undslå sig fra posten som øverstbefalende for nordarmeen, da han ikke havde erfaring med forholdene i Bøhmen, og da nordarmeen befandt sigvar i en yderst ringe tilstand, hvilket medvirkede til at afgøre slaget. Efter slaget ved Königgrätz blev han fjernet fra sin post og stillet for en krigsret. Efter pres fra kejseren blev sagen imidlertid indstillet, og Benedek fik ordre til at tie om slaget. Nutidige historikere mener, at Benedek godt nok begik nogle fodfejl, men at nederlaget skyldtes ungarske officerer, som i modstrid med hans ordrer indledte et modangreb i skovene ved Svip og frembragte et hul i den østrigske front, hvorved de blev overrumplet af det "forsinkede" 1. preussiske garderegiment. Benedek var ganske godt informeret om de preussiske geværers overlegenhed, ikke mindst fordi lederen af det østrigske "Evidenzbüro" – militærets efterretningstjeneste – [[Georg von Kees]] var i hans stab. Derfor valgte han at placere de østrigske stillinger i områder med tyktæt skov som ved Svip, for at tvinge preusserne til nærkamp, hvor deres moderne geværer ikke var til særlig nytte. Denne taktik fungerede også ganske godt indtil det skæbnesvangre modangreb.
 
Indenrigspolitisk kom kejser Franz Joseph ligeledes under pres. Monarkiet var svækket udenrigspolitisk og den 21. december 1867 blev ligestillingen med Ungarn og [[decemberforfatningen]] vedtaget i det østrigske rigsråd.
[[Fil:Sochor Batterie derToten 1866.jpg|thumb|De dødes batteri. [[Monumentalmaleri]] af Vaclav Sochor i "Heeresgeschichtliches Museum" Wien]]
 
Anonym bruger