Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

131 bytes fjernet ,  for 2 år siden
sprogret
(sprogret. Kommer vi ikke for langt fra Sehested?)
(sprogret)
KGL Horse Battery-one section (2 guns)
 
3rd3. Battalion Russo-German Legion
 
4th4. Battalion Russo-German Legion
 
Hanoverian Feldjagerkorps von [[Kielmannsegg]]
== Forløb ==
[[Fil:Sehestedt, Denkmal für das Gefecht in Sehestedt NIK 2513.JPG|thumb|Mindesmærke i Sehestedt]]
'''Fakta om slaget i SehestedtSehested'''
Slaget ved Sehested falder sammen med kollapsen af [[Napoleon]]s imperium i begyndelsen af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget modtil det russiske rige mellem 1812 og 1813 og nederlaget ved [[Leipzig]] 1813, trak de slesvigholstensk-danske styrker, som var allieret med [[Napoleon]], sig tilbage mod nord, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som kæmpede mod Napoleon og hans soldater. De danskes mål var at nå til den danske fæstning [[Rendsborg]], som skulle beskytte dem mod preusserne, som forfulgte Napoleons hær hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.
 
'''Et indblik i slaget'''
 
'''Wienerkongressen'''
Wienerkongressen betegner en kongres i Wien 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa i forskellige bestanddele, da Napoleon Bonaparte ændrede Europas landkort væsentligt. Wienerkongressen blev ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst [[Metternich]], og over 200 repræsentanter deltog i Wienerkongressen. Men det er ikke kun store stater som deltog i kongressen, men også herredømme, baroner eller byer som repræsenterede de forskellige småstater. Men den førende rolle spilledede de fem stormagter Storbritannien, Russland, Østrig Preussen, kirke staten og Frankrig. Også Frederik den 6. var på Wienerkongressen, da han ville forsvare Danmark overfor Sverige. Men ikke kun derfor kom Danmark til Winerkongressen. Danmark var lige så interesseret i Lauenburg, som ligger sydøst for Slesvig – Holsten, (ca 40 kilometer syd-øst fra Hamborg), som Sverige, Preussen og Hannvoer(-England). Hannover sluttede sig sammen med England og lavede Preussen et tilbud. Hannover ville afgive Ostfriesland, derimod får de Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget mere vigtigt. På grund af det besluttede Preussen, at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner preusiske mønter, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik [[Lauenburg]], var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik en større økonomisk udbytte, selvomselv om han reddede Danmark fra en tiltingsgørelsetilintetgørelse. Sammenfattet kan man sige at Wienerkongressen var mere eller mindre et glimrende resultat for alle deltager af Wienerkongressendeltagere. Selvom stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres viljervilje og det for det meste med succes.
 
'''Slesvig-Holsten og forfatningsspørgsmålet (1815-1830)'''
Den Slesvig slesvig-holstenske tankes fødsel som sammensatte områder opstod under andet med [[Friedrich Christof DahlmannsDahlmann]]s (prof. Ii historie) udsagn at et forenet Tyskland også burde omfatte Slesvig og Holsten. Slesvig og Holstens århundrede gamleårhundredgamle forbindelse gjorde, at Dahlmann syntes, at området skulle tilhøre til Tyskland. DetteDet begrundede han med en brev der blev skrevet af den danske kongekong Christian den første fra 1460. I dendet står der, at dissede to lande skal forblive for evigevigt udelte sammen.
Alligevel anså flertallet af borgerne fra Slesvig og Holsten sig ikkehverken rigtigrigtigt som tyskere eller danskere, men som regionalregionale Slesvig-Holstenere.<ref>Kilde fra side 18 linje 8-5 nedefra i Sønderjyllands historie 2- efter 1815</ref>
 
'''Friedrich Christof Dahlmann 1785-1860'''
I året 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, og ikke for Slesvig. Det førte til, at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. DetteDet så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den Slesvigskeslesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for Slesvigerneslesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden af aviserne i 1820.
I 1823 nedsatte man så også forfatningskravet for Slesvig. Det var et nederlag for Dahlmann, der kæmpede for denne sag for slesvig-holstenerne. Til gengæld blev han universitetslærer i Kiel. Det skete, at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over [[Bernadotte]]s svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.<ref>kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815</ref>
Men ligesom Dahlmann var de fleste universitetslærer tyskfødte, og for Tyskland i Slesvig-Holsten sagen. Det påvirkede mange studenter, og allerede i 1817 deltog mange i en tysk national fest på [[Wartburg]] og blev tilhængere af den tyske enhedsbevægelse. Studenterne klædte sig i ”gammel-tyske” dragter og var med i ”burschenschaftbevægelsen” for demokrati og tysk enhed for at vise deres tilknytning til Tyskland. I Slesvig var den herskende politiske strømning stadig helstatspatriotismen (pro Danmark), selvom Frederik den 6 afviste forfatningspetitionerne.
Danmark prøvede at bevare sin neutralitet i Napoleonskrigene (1792 til 1814. Men Englands krigsskibe var en trussel og satte Danmark under pres.
Den danske konge var nødt til at lave en kontrakt sammen med Sverige, Preussen og Rusland den 16. december 1800, der skulle beskytte Danmark mod den engelske flåde. Et år senere havde Danmark i [[slaget på reden]] store tab. På grund af det var Danmark tvunget til at gå ind i en alliance med Frankrig hvorefter Danmark befandt sig officielt i krig mod England og Sverige men også Preussen og Rusland. Sveriges mål var det at adskille Norge fra Danmark, så det kunne blive en del af Sverige.
På grund af det marcherede den svenske hær, den 1. december 1813, ind i [[Holsten]] og besatte [[Kiel]], der var en del af Danmark. De danske tropper kunne ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Nu kunne den svensk konge lave byen til base hvorfra han kunne føre krigen mod Danmark videre. (TidsperiodenTiden kaldes kosakvinteren, pga. at den svensk konge havde en stærk hær russiskeaf kosakker.)
Den 9. januar 1814 var Danmark nødt til at kapitulere. Samme år kapitulerede Frankrig.
Efter nederlaget indgik Danmark Kielerfreden den 14. januar.
Anonym bruger