Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Sehested''' var et slag under [[Napoleonskrigene]], der fandt sted i [[Sehestedt|Sehested]] (Sehestedt) i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] den [[10. december]] [[1813]] mellem danske og allierede hærenheder. De allierede var Sverige, Preussen, Rusland, Hanover og Storbritannien,

 

 

 

<span style="text-decoration:underline">Avantgarden</span> - general François A. "Charles" Lallemand:

- 1 eskadron af Fynske Lette Dragoner

 

Korps Wallmoden - grev [[Ludwig von Wallmoden-Gimborn]].

 

 

Slaget ved Sehested faldt sammen med kollapsen af [[Napoleon]]s imperium i begyndelsen af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget til det russiske rige 1812 og 1813 og nederlaget ved [[Leipzig]] 1813, trak de slesvigholstensk-danske styrker, som var allieret med [[Napoleon]], sig tilbage mod nord, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som kæmpede mod Napoleon og hans soldater. De danskes mål var at nå til den danske fæstning [[Rendsborg]], som skulle beskytte dem mod preusserne, som forfulgte Napoleons hær hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.

Først var det prins Friedrich af Hessen, der dominerede slaget. Han kæmpede meget offensivt, men alligevel lykkedes det at forsvare den nordlige del af landsbyen. Efter hvert angreb fra Friedrich, var det general Wallmoden( svensk-preussisk) der langsomt trak sig tilbage. På grund af det, gav Friedrich kommando til at storme [[Sehestedt|Sehested]]. Wallmoden prøvede at forsvare Sehested med mange soldater, men det lykkedes alligevel Friedrich at besætte den sydlige del af Sehested. Wallmoden prøvede med alle midler at dominere slaget, men prins Friedrichs tropper var for stærke. Dermed kom så ideen at angribe fra andre sider. Wallmoden gav så kommandoen: angrib over en lille sti der fører fra Osterrade op til Sehested. Det lykkedes at bekæmpe flere små styrker, men i sidste ende slog Friedrich dem, der prøvede at overraske Friedrichs soldater.

Dermed trak Wallmoden sig tilbage og Friedrich vandt slaget.

 

Lige efter slaget led Sehested. Levestandarden var ikke den bedste, men slaget gjorde resten. Også soldaterne havde det meget dårligt i slutningen af slaget. De fandt ikke brænde. På grund af det gik de ind i kirken i Sehested og stjal ting som stole, bænke, bøger og andre ting de kunne brænde. Den alvorligste konsekvens for indbyggerne var hungersnøden. Soldaterne var så sultne, at de spiste al mad i landsbyen. Under slaget blev møllen, som var et symbol for [[Sehested]] også ødelagt meget alvorligt. Det førte til, at der ikke kunne males mel og bages brød.

 

==Industrien og erhverv i krise==

Landbruget profiterede endda i de første år af krisen pga. stigende priser på mad og en god høst. Men i de senere år skulle de også kæmpe med krisen. I 1825 nåede kornpriserne bunden (kornprisen faldt med 75%). Først fem år senere var denne krise næsten overvundet.

 

Før krigen var [[Danmark]] velhavende og indflydelsesrigt, men efter krigen opstod der en økonomisk krise i Danmark. Staten gik bankrot pga. de mange udgifter i krigen. Der opstod inflation: Pengesedlernes værdi i forhold til sølv blev nedskrevet drastisk. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursens forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med kun 9 %. Den 5. januar 1813 blev der indført en valutareform og en nyoprettet nationalbank.

Men det nye pengesystem var meget kompliceret og overbelastede de fleste. Forenklet kan man sige, at den gamle valuta blev konverteret i forholdet 1:6 til den nye valuta, så banktilgodehavender var kun en sjettedel værd. Ud fra det steg skatten. Desuden blev en skat på omkring 6 % lagt på alle som var i besiddelse af en ejendom. Denne skat skulle betales straks i sølv, da sølvprisen var konstant. De, som ikke kunne betale de øgede skatter, skulle regne med tvangsauktion. Det

[[sorte marked]] blomstrede, da ingen kunne betale den øgede skat. Finansminister [[Schimmelmann]] fik sin afsked. I øvrigt forgreb regeringen sig hurtig på rigsbankens reservefond på omkring 15 mil. rigsdaler, og Danmark brugte langt tid til at komme ud fra den økonomisk krise.

 

Krigen havde ikke kun dårlige konsekvenser. Det danske folk fejrede monarkiet og troede på deres kong Frederik den 6., som blev anset som den, der sikrede freden, selv om han tabte krigen. Også pressen udtrykte deres glæde over Frederik den 6. ”Flensburgsches Wochenblatt” skrev i forbindelse med Frederik den 6. fødselsdag den 28 januar:

”Glad dig, du danske folk! Din kalder du Frederik den Gode,

Og som en fader sit barn, elsker han dig, danske folk!<ref>Flesnburgesches Wochenblatt</ref>- Flensburgsches Wochenblatt

 

Men Danmark havde en konge, som interesserede sig for politik og folkets interesser. Før Frederik den 6. var det den sindssyge konge Christian den 7. der regerede landet og ikke havde interesse for politiske spørgsmål.

Herders ideer skulle skabe harmoni. I praksis skabte de dog ofte dybe og blodige konflikter.

Wienerkongressen var en kongres i Wien 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa, fordi Napoleon Bonaparte havde ændret Europas landkort væsentligt.

 

Hannover var sammen med England og gav Preussen et tilbud: Hannover ville afgive Ostfriesland mod at få Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget vigtigere. På grund af det besluttede Preussen, at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik [[Lauenburg]], var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik større udbytte. Men han reddede Danmark fra tilintetgørelse. Man kan sige, at Wienerkongressen var et godt resultat for alle deltagere. Selv om stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres vilje og det for det meste med succes.

 

Den slesvig-holstenske tankes fødsel opstod med [[Friedrich Christof Dahlmann]]s (prof. i historie) udsagn: at et forenet Tyskland også burde omfatte Slesvig og Holsten. Slesvig og Holstens århundredgamle forbindelse gjorde, at Dahlmann syntes, at området skulle tilhøre Tyskland. Det begrundede han med en brev af den danske kong Christian den første fra 1460. I det står der, at de to lande skal forblive evigt udelte sammen.

Alligevel anså flertallet af borgerne fra Slesvig og Holsten sig hverken rigtigt som tyskere eller danskere, men som regionale Slesvig-Holstenere.<ref>Kilde fra side 18 linje 8-5 nedefra i Sønderjyllands historie 2- efter 1815</ref>

 

I 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, og ikke for Slesvig. Det førte til, at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. Det så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den slesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for slesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden i 1820.

I 1823 nedsatte han forfatningskravet for Slesvig. Det var et nederlag for Dahlmann, der kæmpede for denne sag for slesvig-holstenerne. Til gengæld blev han universitetslærer i Kiel. Det skete, at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over [[Bernadotte]]s svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.<ref>kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815</ref>