Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg: Forskelle mellem versioner

'''Christian August, [[prins]] af [[Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg]]''', senere '''Karl August, [[kronprins]] af [[Sverige]]''' ([[9. juli]] [[1768]] på [[Augustenborg Slot]] – [[28. maj]] [[1810]] på [[Kvidinge Hede]] i [[Skåne]]) var dansk [[general]] og [[statholder]] i [[Norge]] og kortvarigt kronprins af Sverige. Han var den tredje søn af hertug [[Frederik Christian 1. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Frederik Christian af Augustenborg]] og dennes gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine født prinsesse af [[PlønPlön]].

i [[1792]] havde han tilbudt hertugen af Braunschweig sin tjeneste for således at komme til at deltage i revolutionskrigen, men havde kun opnået at få et afslag. I [[1797]] fik han imidlertid ansættelse i det østrigske kavaleri og deltog derpå under den anden koalitionskrig i en række af slag i [[Rhin]]egnene og senere om høsten [[1800]] i felttoget i [[Tyrol]] under Chasteler, hvor han til sidst selv fik overkommandoen og efter chastelers bortrejse, truet af de franske hære, førte hans korps uskadt til [[Østrig]]. Fraregnet to korte besøg på Augustenborg og i København, deraf det sidste om sommeren 1800, forblev han i østrigsk tjeneste lige til [[1801]], da han kaldtes tilbage; han nåede imidlertid først hjem, efter at krigsfaren allerede var ovre, og kom således ikke til at tiltræde den ham tiltænkte post som [[guvernør]] på [[Fyn]], hvorimod han forblev hjemme. Da han nu havde taget afsked afmed den østerrigskeøstrigske tjeneste, opholdt han sig atter en tid ved sit regiment i Fredericia. I [[1803]] blev han udnævnt til kommanderende general i det søndenfjeldske [[Norge]] samt [[kommandant]] på [[Frederikssten]] og chef for Søndenfjeldske Infanteriregiment. I samme år blev han ligeledes [[Ridder af Elefanten]].

Som hærfører vandt Christian August et stort navn under det korte felttog i [[1808]]. Med en styrke af 16500 mand skulle han forsvare den søndenfjeldske grænse og besætte de derværendedaværende fæstninger. Den imod ham opstillede svenske vestarmé talte over 17000 mand, og denne rykkede i april 1808 over grænsen ind på norsk grund, hvor Christian August straks organiserede forsvaret. Først blev den 2. svenske brigade, der var faldet ind i [[Høland]], drevet tilbage, hvorunder der bl.a. forefaldt en heftig kamp [[20. april]] ved [[Toverud]]; i denne blev grev [[Axel Mørner]] fanget med en stor del af sit [[detachement]]. 1. svenske brigade, der rykkede ind over [[Magnor]], erobrede med sin venstre fløj [[18. april]] de norske stillinger ved [[Lier]], medens dens højre fløj under oberst [[Carl Pontus Gahn]] forsøgte at trænge frem langs [[Flisen]] elv i [[Solør]]. Her blev den i passet ved [[Trangen]] dels sprængt, dels taget til fange. Christian August modtog kongens anerkendelse ved [[15. maj]] 1808 at udnævnes til [[generalløjtnant]]. [[10. juni]] fordreves den svenske 4. brigade fra stillingen ved [[Præstebakke]], hvorved der gjordes 429 fanger. Positionerne blev imidlertid få dage senere på ny besatte af de svenske. Men i samme måned trak hele deres hær sig ud af Norge, som derefter så godt som ikke blev foruroliget ved angreb fra sin østlige nabo. Gennem det held, hvormed krigen i det hele var ført til trods for de svage og utilstrækkelige hjælpemidler – alene af krigsfanger havde den norske hær taget over 1100, medens der i [[Sverige]] kun var o. 150 norske fanger –, havde hærens fører vundet et stort navn og yderligere befæstet sig i hærens hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med soldaterne, der vidste, at når de lede, så vilde deres feltherre ikke have det bedre, og når de ved vårsolens første stråler vågnede på den endnu snedæktesnedækkede mark, så lå han ved deres side, indhyllet i sin kappe, og havde søgt den samme hvile. Men hvad der i mange tilfælde kunne blive for meget for hårdføre bondesønner, bidrog også til at svække den svagere fyrstesøn, og vårfelttoget i 1808 har derfor i betydelig grad undergravet hans helbred, der i forvejen ingenlunde var den stærkeste.

Medens felttoget varede, havde Christian August kun haft mindre tid til at ofre sig for den anden del af sin gerning, som regeringskornmissionensregeringskommissionens formand. Efter at den svenske hær havde rømmet Norge, indtrådte der imidlertid heri en forandring, og fornemmelig fik prinsen friere hænder, da han [[7. december]] 1808 efter længere underhandlinger afsluttede en våbenstilstand, der noget senere bekræftedes af [[Frederik VI]], skønt kun under forudsætning af, at den var på kortere tid. Men den blev for Norges vedkommende faktisk bestående indtil freden. Hvor meget end kongen efter denne dag pålagde prinsen at rykke med den norske hær ind i Sverige, så fandt denne altid påskud til at unddrage sig befalingernes udførelse. Regeringskommissionen var selv i december 1808 blevet suppleret med 2 nye medlemmer, af hvilke det ene, den 29-årige grev [[Herman Wedel-Jarlsberg]], snart blev den mest indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke prinsens meninger, der bestemte kommissionens holdning. Da den svenske vesthær [[7. marts]] [[1809]] begyndte sin march mod Stockholm, hvor [[Gustav 4. Adolf af Sverige|Gustav IV Adolf]] blev afsat [[13. marts]], lod dens førere dermed grænsen mod Norge ligge åben for angreb. Men betænkelighederne herved bortryddedes derigennem, at prinsen gav et, om end betinget, løfte om at opretholde våbenstilstanden af 7. december. Ved samme anledning var der imidlertid af den svenske udsending for de norske officerer, der underhandlede med ham på prinsens vegne, fremsat antydninger om, at den ledige trone kunne tilfalde denne. De udsigter, som herved var ham åbnede, gik ham aldrig af minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under grevGrev Wedel-Jarlsbergs politiske planer og med ham arbejdede for en skandinavisk union under Frederik VIs styrelse, med fuld administrativ selvstændighed for ethvert af rigerne. Men da der fra Norge gjordes forsøg på at vinde kongen for en sådan politik, mødtes disse med et bestemt afslag. Hermed forandredes den retning, hvori de norske politikere arbejdede, i det grev Wedel-Jarlsberg med de bitre erfaringer for øje, han havde gjort under en krig, der samtidig førtes både med [[England]] og Sverige, anså det umuligt at opretholde Norges forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert fredsbrud at blive udsat for blokade og hungersnød. Derfor satte han det som sit mål for Norges skyld at skabe en ny forening af de to riger på den skandinaviske halvø under styrelse af Christian August, der straks kunne blive Norges konge og i alt fald efter [[Carl af Sødermanland]]s død Sveriges. Foreningen skulle tillige være Sveriges redning imod den russiske vælde. Christian August Kan ikke have været uvidende om sin norske vens store, vidtrækkende planer, der også skulde lede til hans egen ophøjelse; men han har hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort modstand. Grev Wedel-Jarlsberg ville, at den norske hær skulle gøre fælles sag med den svenske mod russerne; Frederik VI befalede gentagne gange, at der fra Norge skulle finde et indfald sted med det øjemed at forene sig med de russiske tropper, der allerede stod på svensk grund. Prinsen gjorde ingen af delene; han blev roligt i Norge. For Frederik VI fremstillede han sig som den, der alene ville virke for kongens interesser, medens han vel vidste, at dennes kandidatur hurtig var blevet en umulighed. Han har heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk mand, der stod grev Wedel-Jarlsberg nær, gang på gang færdedes over grænsen som mellemmand. I slutningen af april gav prinsen endog baron von Platen et betinget løfte om at modtage valget som svensk kronprins. Men han bandt sig ved løfter og tilsagn til alle sider uden udsigt til at kunne holde dem, om han også trøstede sig med den tanke, at han i sidste øjeblik kunne gøre en rask gerning og træde tilbage for at lade Frederik VI høste frugterne af, hvad andre havde arbejdet. Uden at vurdere sin egen svaghed, uden at forstå, at han kun var et redskab i andres hænder, har han troet, når tiden kom, at kunne lede begivenhederne, som han ville.

Kongen så stillingen i et andet lys og sendte som sin pålidelige mand, kancellipræsident [[Frederik Julius Kaas]], til [[Oslo|Christiania]], hvor denne ankom [[29. april]] og [[4. maj]] tog sæde i regeringskommissionen, uden at dog dette havde nogen indflydelse på prinsen og hans norske rådgivere eller hindrede, at gamle og nye agenter uhindret færdedes over grænsen. Uden at agte prinsens vaklen fortolkede de svenske statsmænd hans handlinger efter de vink, som modtoges fra hans norske omgivelser, og således blev han [[15. juli|15.]] og [[18. juli]] af [[Riksdagen 1809–1810|de svenske stænder]] valgt til Sveriges [[kronprins]]. Heller ikke efter denne begivenhed kunne Christian August indtage en bestemt holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig til begge sider. Han vidste, at hans norske omgivelser kun ventede på hans samtykke for at erklære sig for en forening med Sverige; men han ville ikke yde dem sin medvirkning. Kongen, der [[25. juli]] udnævnte ham til [[feltmarskal]] og statholder over Norge, kunne ikke derfor stole på ham; et synligt tegn på kongens mistillid var sendelsen til Norge af prins [[Frederik af Hessen]], der ankom til Christiania [[16. august]]. Denne fandt Christian August i en nedtrykt sindsstemning, der var en naturlig følge af den sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme holdning havde sat ham. Medens han den påfølgende høst forblev i Christiania, forandredes ikke hans stilling. Han var den samme ubeslutsomme mand, der, i det han stilledes over for et afgørende valg, altid bævede tilbage. En plan om at rejse til København blev atter opgiven, og først efter [[freden i Jönköping]] [[10. december]] 1809 kunne prinsen forberede sig på sin rejse til [[Stockholm]]. Han havde nu Frederik VIs samtykke til at modtage det på ham faldne valg. Atter lod han i sine udtalelser til svenske den gamle storskandinaviske politik træde frem som sit program; men vejen til dens gennemførelse kunne han ikke angive. I Norge omfattedes han til det sidste med almindelig hengivenhed, og der var dem, som endnu tænkte sig muligheden af, at han kunne fatte en rask beslutning. Men dette skete ikke. [[7. januar]] [[1810]] betrådte prinsen svensk grund og skiltes næste dag fra grevGrev Wedel-Jarlsberg uden at have villet drage konsekvenserne af sine forbindelser med ham og de svenske revolutionsmænd.