Grevskabet Holsten: Forskelle mellem versioner

På Adolf 4.s tid fik flere steder [[købstadsprivilegium|købstadsrettigheder]]: [[Oldenburg]] i 1235<ref name=autogeneret4>Greve, s. 75</ref>, [[Plön]] i 1236<ref name=autogeneret5>Greve, s. 76</ref>, [[Itzehoe]] i 1238<ref>Greve, s. 78</ref>. Alle fik lybsk[[Lübeck|lübsk]] stadsret.

Da grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]] i [[1239]] gik i [[kloster]], efterfulgtes han af sine to sønner, [[Johan af Holsten|Johan]] og [[Gerhard 1. af Holsten|Gerhard]], der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.<ref name="Salm 676"/> På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, [[Wilster]] i 1240<ref name="Greve 79">Greve, s. 79</ref>, [[Kiel]] i 1242<ref>Greve, s. 74</ref>, [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]]<ref name=autogeneret5 /> og [[Segeberg]] i 1244<ref>Greve, s. 77</ref>, [[RendsborgRendsburg]] i 1253, [[Meldorf]] i 1256, [[Eutin]] i 1257, [[Krempe|Crempe]] i 1260<ref name="Greve 79"/>, og efter delingen i 1273 oprettede [[Johan 2. af Holsten]] yderligere [[Lütjenburg]] i 1275<ref name=autogeneret4 /> og [[Heiligenhafen]] i 1305, begge i [[Grevskabet Holsten-Kiel]].

Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, [[Hamborg]] mod syd og [[Lübeck]] mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten ([[Vagrien]]) - især området mellem [[Travemünde]], [[Eutin]], Segeberg, [[Oldesloe]] og [[Mölln]] samt halvøen [[Oldenburg]] og [[Femern]] - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til [[Segeberg]] og [[RendsborgRendsburg]] var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).<ref>[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_13rk_0001-PDF/hto_13rk_0001_79551.pdf Albrechtsen (1974), s. 85]</ref><ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 148)</ref> I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for [[Ejderen]] og i [[Jernved (Slesvig)|Jernved]]<ref>Albrechtsen (1981), s. 152f</ref> (tysk: Dänischwohld), således [[Ahlefeldt]], Bülk, Gettorf, [[Knoop]], [[Limbek|Lehmbek]], [[Schinkel]], [[Sehested (adelsslægter)|Sehestedt]], [[Slabbenhagen]], desuden [[Hütten]] sydvest for Eckernförde, [[Maaslev]] i [[Svansen]] samt [[Buckhagen]] og Mårkær i [[Angel]].<ref>Albrechtsen (1981), s. 140f</ref> Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning.

* [[Grevskabet Holsten-Rendsborg|RendsborgRendsburg]] (Henrik)

* [[Grevskabet Holsten-Plön|PlønPlön]] ([[Gerhard den Blinde]])

Landets statsretlige enhed blev dog fastholdt, og de enkelte linjer sikrede sig gensidig arvefølge ved samforlening. Den mægtigste af de fire fyrster var [[Gerhard den Blinde]], der ved sit giftermål med [[Erik Klipping]]'s enke, [[Agnes af Brandenburg|dronning Agnes]], kom i nær forbindelse med Danmark. Han efterlod ved sin død [[1313]] sine lande så godt som udelte til sin og Agnes' søn, [[Johan den Milde]]. Dennes magt blev dog hurtig overfløjet af grev [[Henrik af Rendsborg|Henrik af Rendsburg]]s søn, [[Gerhard 3. af Holsten]], den fra Danmarks historie så velkendte "kullede"<ref>det vil sige: skaldede</ref> greve. Et forsøg på at undertvinge Ditmarsken mislykkedes totalt, men greverne fandt erstatning ved indblanding i Danmarks indre stridigheder.<ref name="Salm 676"/>

[[Klaus af Holsten|Grev Klaus]] fungerede sammen med sin broder [[Henrik af Rendsborg]]Rendsburg som greve af Holsten fra 1340 til 1384/85, mellem 1384/85 og 1397 sammen med Henriks sønner Gerhard, Albrecht og Henrik. Han døde i 1397.<ref name=autogeneret2>Albrectsen (1981), s. 103</ref> Under Klaus og Henrik var grevskabet blevet holdt sammen, og en formel deling af grevskabet fandt heller ikke sted under fællesstyret mellem grev Klaus og Henriks sønner.<ref name=autogeneret3>Albrectsen (1981), s. 104</ref> Holsten tilsluttede sig i 1374 et landefredsforbund, der omfattede Hamborg, LybækLübeck, hertugerne af Sachsen-Lauenburg samt de holstenske grever, og som skulle sikre mod røveri, brand og vilkårlig tilfangetagelse. Landefreden blev fornyet i 1382, og i 1389 blev Sønderjylland optaget i forbundet.<ref>Albrectsen (1981), s. 73-74</ref>

Da [[Johan den Milde]]'s søn [[Adolf 7.]] døde som den sidste greve af Plön-linjen i 1390, gav hans søster afkald på arv efter ham til fordel for grev Klaus og hertugen af Sønderjylland Gerhard. Arven overgik til RendsborgRendsburg-linjen, der her efter alene var herrer i Holsten sammen med pinnebergerne, hvis hovedbesiddelse var slægtens stamland ved Weser. Pinnebergerne gav afkald på en deling af Adolfs besiddelser.<ref name=autogeneret2 /> Pinnebergerne blev stillet tilfreds med pengegodtgørelser og afståelsen af nogle besiddelser ved Elben — svarende til herskabet [[Pinneberg]] — og således blev det meste af landet indtil videre samlet på rendsborgernesrendsburgernes hænder. Som led i en aftale blev aftalt, at arveretten skulle være gensidig, det vil sige, at hvis den ene linje uddøde, skulle den anden linje arve efter dem.<ref name=autogeneret3 />

Efter grev Klaus' død foretog Jernhenriks sønner imidlertid en ny deling den [[28. august]] [[1397]], idet Gerhard fik Plön med det nordøstlige [[Wagrien]], [[Glambek]] med [[Femern]], [[Hanerau]] ved Ditmarsken og [[Haseldorf]] mod syd, mens en anden del omfattede [[Kiel]] med [[Neumünster]], [[Trittau]] med [[Bad Oldesloe|Oldesloe]], [[Stormarn]], [[Itzehoe]] og [[Osterhof]], og en tredje del omfattede [[Segeberg]], Sydøstwagrien, [[RendsborgRendsburg]] og [[Tielenburg]]. Anden og tredje del blev dog holdt samlede, og ligeledes skulle vasallerne holdes samlet for Holsten, Stormarn og hertugdømmet (det vil sige Sønderjylland).<ref>Albrectsen (1981), s. 111, 136</ref> I forlængelse heraf måtte Gerhard tilbagegive Elisabeth hendes besiddelser<ref>Albrectsen (1981), s. 113</ref>, hvoraf en del lå i Holsten.<ref>Albrectsen (1981), s. 109</ref> Den formelle tvedeling blev imidlertid ret betydningsløs, da den ene af Jernhenriks sønner, Henrik, trådte i kirkens tjeneste og døde som biskop i [[Osnabrück]], medens de to andre, Albrecht og [[Gerhard 6. af Holsten]], begge faldt mod ditmarskerne ([[1402]] og [[1404]]). Mandslinjen bestod nu foruden af biskop Henrik kun af Gerhards tre sønner, Henrik, Gerhard og Adolf, af hvilke de to første døde tidligt, hvor efter Adolf blev enehersker. Han gik heldigt ud af den langvarige kamp med Danmark om Sønderjylland, men døde barnløs [[1459]]. Med ham uddøde den holstenske linje af schauenburgerne, og der var blandt den holstenske adel stemning for at vælge grev Otto af den schauenburg-pinnebergske linje, der havde arveret til Holsten, men for at bevare forbindelsen med Sønderjylland, hvor så mange havde betydelige besiddelser, enedes man med den slesvigske adel om at vælge den afdøde greves søstersøn, kong [[Christian 1.]] af Danmark (1460) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Christian måtte i forbindelse med udnævnelsen love, at holde Sønderjylland og Holsten "sammen for evigt" ("''up ewig ungedeelt''"). "Således blev holstenerne danske", hedder det i en samtidig krønike om denne for Danmark så skæbnesvangre begivenhed.<ref name="Salm 676"/> Formelt var den nye danske konge nu herre både over kongeriget, over hertugdømmet Sønderjylland og over grevskabet Holsten, men reelt var store dele af hertugdømmet og grevskabet under den slesvig-holstenske adels faktiske kontrol.