Zimbabwe: Forskelle mellem versioner

I respons til dette erklærede [[premierminister]] [[Ian Smith]] Rhodesia uafhængigt [[11. november]] [[1965]]. Storbritannien kaldte erklæringen en oprørshandling, og [[Commonwealth of Nations]] indførte økonomiske sanktioner. I [[1968]] stemte [[FN]] for at gøre sanktionerne obligatoriske, men de var stort set virkningsløse. I et forsøg på at distancere landet fra Storbritannien, erklærede Smith Rhodesia for [[republik]] i [[1970]], men dette førte ikke til international anerkendelse. Smith fortsatte med at administrere et stort set segregeret socialt samfund, som i princippet var et [[apartheid]]-regime. Uafhængigheden blev aldrig godkendt af andre lande end apartheid-regimet i [[Sydafrika]], da det hvide mindretal kun erklærede selvstændighed for at holde på et hvidt, racistisk mindretalsstyre, der ikke adskilte sig fra [[Sydafrika]]s.{{Kilde mangler}}

Efter konferencen, som blev afholdt i 1979–[[1980]], blev Storbritanniens [[Lord Soames]] udnævnt til guvernør for at overvåge afvæbningen af revolutionsguerillaen, gennemføre valg og give uafhængighed til koalitionsregeringen med [[Joshua Nkomo]], leder af [[Zimbabwe African People's Union]] (ZAPU). I de frie valg i [[februar]] 1980 vandt [[Robert Mugabe]] og hans [[Zimbabwe African National Union]] (ZANU) ved et valgskred, og Mugabe har vundet alle valg siden, selv om de fleste valg ikke er blevet regnet som "frie og retfærdige" ifølge internationale standarder. Det er blevet hævdet, at vælgere er blevet truet og medlemmer af oppositionen er blevet [[Trakassering|trakasseret]] (gentagne gange over tid udsat for negative handlinger).{{Kilde mangler}}

I de senere år er ytringsfrihed, presse- og forsamlingsfrihed blevet stærkt indskrænket. Omfanget af menneskerettighedsbrud er betydeligt. Selv om vestlige medier har haft meget omtale af tvangsfordrivelsen af de hvide stor-farmere, er der utvilsomtutvivlsomt mange almindelige, ofte fattige, zimbabwere som har lidt de største overgreb – som har gjort deres situation endnu mere vanskelig med kollapset i økonomien.

Regeringen i Zimbabwe startede Operation Murambatsvina i maj [[2005]]. Hjem skulle ødelægges og store mængder mennesker tvangsflyttes fra byområder til landet. 19. maj 2005 startede raseringen og brændingen af fattigstrøgene i [[Harare]]. Aktionen spredte sig til hele landet. I løbet af nogen uger blev titusinder af mennesker arresterede, mens hundredetusinder blev hjemløse, og lige mange mistede levebrødet. Flere børn omkom fordi husvægge blev revet ned og faldt over dem. EU og FN fordømte nedrivningen af de fattige områder. Udover efteråret gennemførtes flere aktioner mod disse områder. Ifølge FN's specialudsending Tibaijuka mistede 700.000 mennesker enten sit hus eller levebrød, mange begge dele. Til sammen blev over to millioner berørt af aktionen.{{Kilde mangler}}