Feudalisme: Forskelle mellem versioner

'''Feudalisme''' (af sen[[latin]] ''feudum'', afledt af ''feuda'', det vil sige len), betegner en samfundsordning med et stykke land, som ''feodati'' = "[[vasal]]ler" har [[brugsret]]ten til under bestemte vilkår. Ordet ''feudum'' kom i brug i løbet af [[middelalderen]], mens '''feudalisme''' som beskrivelse af en samfundsorden først blev skabt i det [[17. århundrede]]. I dansk historisk litteratur kaldes feudalisme ofte for '''lensvæsen'''.

Omkring år [[1000]] i den nordlige del af [[Frankrig]] udviklede der sig et system, hvor kongen overlod brugsretten over jorden til en krigsherre, mod at denne indgik i en gensidig alliance og formelt anerkendte kongens overhøjhed. For at sikre deres egen kontrol mod den tildelte jord indgik disse kronvasaller igen lignende aftaler med andre krigsherrer. Resultatet blev, at et kongerige som det franske efterhånden blev splittet op i et mylder af små mere eller mindre selvstændige landområder, der efterhånden fik betegnelsen ''feudum''. Dette system spredte sig hurtigt til det øvrige Europa i større eller mindre grad. <ref name="nb159"/>

I bund og grund var der tre elementer, som lå til grund for det feudale system: '''lensherre''', [[vasal]] og [[len]], og feudalismen skal forstås ved at se på disse tre begreber i sammenhæng. En lensherre var en adelig, som ejede land, og en vasal fik tildelt et stykke af lensherrens land som len, men som modydelse skulle vasallen gøre krigstjeneste for sin lensherre. De gensidige pligter og rettigheder mellem lensherre og vasaller danner grundlaget for feudalismen. Vasalaftaler, der lignede dem, der er kendt fra højmiddelalderen, kendes allerede fra [[Frankerriget]], og systemet var udviklet gennem en sammensmeltning af romersk administration og germansk hirdvæsen.

'''Feudalismen''' opstod, da den gamle [[Romerriget|romerske]] statsadministration helt var forsvundet. Den nye samfundsform byggede på evnen til at beskytte og behovet for beskyttelse; kunne man stille med våben og udrustning, kunne man kræve beskyttelsespenge, men behøvede ikke selv at betale skat. De færreste bønder kunne gøre krigstjeneste, så de måtte betale den lokale herremand [[tiende]] mod til gengæld at stå under hans beskyttelse og [[retshåndhævelse]]. Herremanden kunne stille med sin egen lille hærenhed, og mod at stille tropper til rådighed og sværge lensherren troskab fik herremanden et stykke jord som [[len]], og med det fulgte bønder, der kunne dyrke jorden og skabe et overskud til herremanden. Desuden fulgte pligten til retshåndhævelse og administration af lensherrens befalinger. På sin side måtte lensherren (greve eller hertug) sværge fyrsten troskab og forpligte sig til at stille med sine egne og de undergivne herremænds hærstyrker, når det blev krævet. Belønningen var at modtage [[grevskab]]et eller [[hertugdømme]]t som len fra fyrsten. Med det fulgte løftet om, at fyrsten ville beskytte lensmandens landområde med alle landets hærstyrker, og desuden retten til at kræve skat fra de undergivne og retten til at forvalte lenet.