Forskel mellem versioner af "Indsidder"

23 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
m
+links stavning
m (småret)
m (+links stavning)
En '''indsidder''' (også kaldet '''inderste''') er en betegnelse for "en gift eller ugift Person af [[Almuen]], der bor til Leje hos en [[Gaardmand]] ell. [[Husmand]], og som, uden at have fast Tjeneste hos denne, har sin egen Husstand."<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0277.html "Inderste" (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2 udgave, bind XII; København 1922; s. 267]</ref> Indsidderne udgjorde ikke nogen homogen gruppe men karakteristisk var, at de gennemgående tilhørte samfundets fattigere lag og ikke sjældent bestod af folk, som ikke var i stand til at udføre normalt arbejde.<ref>Frandsen (1988), s. 90f</ref> I løbet af 1700-tallet blev der flere steder rundt om i landet bygget "[[hospital]]er" med 2-4 rum for ældre og svagelige indbyggere, hvilke til dels fungerede som en afløsning for inderste-ordningen.<ref>Porsmose, s. 200</ref>
 
Inderster og indsiddere adskilte sig fra husmænd og [[tjenestefolk]], men kunne undertiden af øvrigheden blive inddraget for at fylde huller efter disse.
 
Inderster og indsiddere udgjorde godt 3% af landalmuen i anden halvdel af 1700-tallet.
#''Medbrugere af gårde''. I dette tilfælde var der tale om, at ældre gårdmænd lod en søn eller svigersøn deltage i gårdens drift.<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 20, 34</ref>
#''Tjenestefolk i fast tjeneste''. Disse kunne være både gifte og ugifte. [[Danske Lov]] påbød, at enhver ledig karl eller inderste, der sad til huse i landsbyen, skulle tage fast tjeneste for et halvt eller helt år ad gangen "''og skal saa ingen paa Landet hos Bønderne for Dagløn arbejde uden Gifte og Bosatte paa Gaarde eller Gaardparter og [[Gadehus]]mænd, som gjøre og give aarlig Rettighed til deres Herskab''".<ref name="Sk 20">Skrubbeltrang (1940), s. 20</ref>
#''Enker og andre enligt stillede kvinder samt invalider og gamle''. I disse tilfælde var der tale om folk, som ikke på anden måde var omfattede af tidens sociale beskyttelse hos slægtninge. Ofte var der tale om betlere[[betler]]e, undertiden arbejdsføre men ikke arbejdende karle[[karl]]e og lignende.<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 21, 132</ref><ref>Skrubbeltrang (1978), s. 167</ref> En del af dem var i begyndelsen af 1700-tallet forhenværende krigsfolk, typisk omtalt som "en gammel afdanket rytter", som efter deres brogede liv i krig med svenskerne ikke var i stand til tilpasse sig en normal levevis og derfor måtte friste en kummerlig tilværelse.<ref>Stoklund, s. 31</ref>
 
De fleste indsiddere boede i et værelse på gården eller husmandsstedet og havde kun et sengested til deres rådighed<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 20f</ref><ref>Frandsen (1988), s. 42</ref>, men i andre tilfælde kunne indersterne bo i et særskilt hus på gårdens grund<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 19</ref>, et såkaldt indsidderhus.<ref>Frandsen (1988), s. 43</ref> For denne ret måtte de betale en ydelse til bonde og godsejer og betale skat, når det blev krævet. Denne ydelse kunne variere og lå i midten af 1700-tallet mellem 4 mark og 2 rigsdaler 4 mark.<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 136</ref>
Ifølge ''Danske Lov'' (3-19-4) måtte ingen (ugift) karl eller inderste bortfæste sig for mindre end et halvt års tjeneste, hvorimod gifte kunne tage arbejde hos bønderne for dagløn. Dog var der en vigtig undtagelse: loven tillod udtrykkeligt alle at lade sig antage til tærskning af korn "''paa hvad Tid og til hvilken Tid man haver dem Behov''" (3-19-6).<ref>Skrubbeltrang (1978), s. 143</ref> I henseende til arbejde var inderster således i praksis stillede omtrent som andre landarbejdere.<ref name="Sk 170">Skrubbeltrang (1940), s. 170</ref> Formodentlig har de skiftende klaret sig ved løst arbejde og tiggeri.
 
Indsiddere blev undertiden inddraget, når gårde stod "øde", det vil sige var uden fæster. I sådanne tilfælde kunne gården overdrages en eller flere indssiddereindsiddere fx tidligere fæstere, der kom til at sidde uden besætning blot for, at ejendommen ikke skulle være ubesat, eller sad med nogle få kreaturer indtil en bedre kandidat til at overtage måtte vise sig. I nogle tilfælde kunne en ødegård således tages i brug af flere betalende indsiddere på samme tid og måske samlet opretholde en besætning af samme størrelse som normalt. I sådanne tilfælde havde gården karakter af social forsorg, og i nogle tilfælde kunne en gård på denne måde ende med at blive afløst af et eller flere huse.<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 36f</ref>
 
I 1600- og 1700-tallet op til 1720 blev inderstehuse ved bøndergårde, kunne godsledelsen (også på Kronens gods) ofte ved gårdfæstets ophør finde på at lade disse omdanne til fæstehuse, dette var således tilfældet på [[Kronborg Rytterdistrikt]] og på [[Vordingborg Rytterdistrikt]].<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 133</ref><ref name="Sk 213">Skrubbeltrang (1978), s. 213</ref> På private godser var det et mål at begrænse antallet af inderster og i stedet få nytte af dem, der boede hos bønderne. Omkring 1720 blev det derfor udbredt at stille krav om grundskyld af inderstehuse, ofte i form af en halv ugedag.<ref name="Sk 77">Skrubbeltrang (1940), s. 77</ref>
103.015

redigeringer