Heitor Villa-Lobos: Forskelle mellem versioner

Villa-Lobos blev født og voksede op i [[Rio de Janeiro]], hvor hans far underviste ham i at spille [[cello]] frem til faderens død i [[1899]]. I sit barndomshjem blev han blandt andet bekendt med [[klarinet]]ten, [[J.S. Bach|Bachs]] ''Das wohltemperierte Klavier'' og [[almen musikteori]]. Han blev endvidere meget inspireret af Rios gademusikanter,{{kilde mangler|dato=Uge 10, 2009}} der ofte spillede nogle såkaldte "[[chôros]]" (en folkelig brasiliansk musikgenre) til [[karneval]] og på andre festlige tidspunkter. Som ung blev Villa-Lobos selv en del af dette chôromiljø og rejste i 1905 til det nordlige Brasilien, hvor han levede som omrejsende musiker og lejlighedsvis landarbejder. I 1907 rejste han videre til Rio, hvor han kortvarigt studerede på [[Conservatório de Música|det nationale musikinstitut]]. Her faldt han dog hurtigt fra, da han i langt højere grad viste interesse for folkemusikken. Han drog videre rundt i det nordlige Brasilien og besøgte, ifølge ham selv, blandt andet [[Amazonas]]-landet, hvorfra han fik mange musikalske inspirationer, som han senere brugte. I 1923 rejste han til [[Europa]] og levede meget af sin tid i [[Paris]]. Flere gange rejste han frem og tilbage mellem Rio de Janeiro og Paris, men først i 1930 flyttede han tilbage til Brasilien, hvor han arbejdede for den brasilianske regering. Han blev desuden gift med Lucilia Guimarães, som han senere forlod til fordel for Arminda Neves de Almeida.<ref>[http://www.vidaslusofonas.pt/villa-lobos2.htm Villa-Lobos – English Version<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

 

 

I 1905 begyndte han at rejse rundt omkring i Brasiliens mindre tilgængelige områder, hele tiden med Rio de Janeiro som base, hvorfra han sugede mange forskellige musikalske indtryk til sig. Brasilien havde mange kulturelle forskelligheder og var en blanding af portugisiske, afrikanske og indianske traditioner. Alle disse forskelligheder overvældede ham, og det var blandt andet inspirationerne fra disse rejser, der fik hans tanker langt væk fra nogen konservatorieuddannelse. Hvor meget han har været helt ude i urskoven vides ikke, eftersom de fleste af hans beretninger var røverhistorier, der mest fortaltes for deres underholdende værdier, for eksempel den, om at han skulle have mødt sin første kone ved at se hende, kort før hun skulle have været spist af nogle kannibaler, hvorefter han reddede hende ved at spille smuk cellomusik for kannibalerne, for så at få udleveret hende som gave. Nogle af hans inspirationer kan muligvis også være kommet fra hans far, der godt kunne lide at fortælle sine børn indianerlegender og traditionelle brasilianske historier<ref>Heitor Villa-Lobos: A Life af David P. Appleby s.21-22</ref>.