Forskel mellem versioner af "Wahabisme"

11 bytes fjernet ,  for 10 måneder siden
Opdeling "wah-hab" skyldes blot linjeskift. "Muhammedansk" er forældet.
m (→‎Spredning: Typo fixing, replaced: påny → på ny ved brug af AWB)
(Opdeling "wah-hab" skyldes blot linjeskift. "Muhammedansk" er forældet.)
[[Fil:Image-Abdullah bin Saud FSS2.JPG|thumb|Abdullah bin Saud. Billede fra 1819.]]
 
'''Wahhabisme''', hvis tilhængere omtales som 'wahhabitter', fra arabisk ''wahhābī'', det vil sige tilhængere af [[Muhammed Ibn Abd al-Wahab|Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb]] (1704 i ʿUjeina - 1792 i Derʿīje i [[Najd]], "den Gavmildes, det vil sige Guds, tjener"), sektens stifter, er en [[islam]]isk sekt af stærkt konservativ observans, navnlig dominerende i [[Saudi-Arabien]], opkaldt efter sin arabiske stamfader .
 
== Historie ==
=== Oprindelse ===
 
Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb blev opdraget i Ibn Hanbals ritus, den strengeste af de fire ortodokse skoler, inden for hvilken hans farfar [[Suleiman]] havde været en fremstående autoritet, og studerede i sin ungdom hovedsagelig i [[Damaskus]]. Der kom han i forbindelse med den ekstremt hanbalitiske retning, som var blevet grundlagt af [[Ibn Teimija]]. Denne, en betydende religiøs og etisk personlighed (døde 1328 i Damaskus), havde med flammende iver optrådt som reformator af islams mange [[Synkretisme|synkretistiske]] udvækster, hvilke havde vundet indflydelse også inden for de ortodokse skoler. Islams historiske udvikling er betinget af tre faktorer: [[koranen]], [[sunna]] og ''[[ijma|idjmāʿ]]'', det vil sige konsensus blandt de teologiske autoriteter, men blandt dem var idjmāʿ blevet formen for en synderlig vidtgående synkretisme, gennem hvilken alskens religiøse anskuelser, skikke og brug var blevet optagne og forenede med profetens religion under tilpasning til omgivende religionsformer. Ibn Teimijas reformation gik netop ud på at afskære den af ''idjmāʿ'' betingede udviling og genindsætte koranen og profetens sunna som eneste norm for det religiøse liv, og Muhammed ibn ʿAbd-el-wahhab blev hans mest konsekvente og betydningsfulde elev; to i Leiden opbevarede haåndskrifter af Ibn Teimijas værker, kopierede af Muhammed, vidner om det indgående studium, som han gjort af sin store forgænger. Han forkastede kategorisk ''idjmāʿ'' og alle under dets autoritet indsmuglede ''bidaʿbida''' (flertel af ''bidʿabid'a'', oversat: "nyhed") og agiterede for streng og bogstavelig efterleven af koranen og sunna. Han bekæmpede den ophøjelse over det menneskeliges sfære, som under kristen indflydelse var kommet Muhammeds person til del langt ind i de ortodokse sunniters lejr, og lige så afvisende stillede han sig mod schiʿiternes delvis [[gnosticisme|gnostiskt]] betingede overvurdering af Ali, Hasan og Husein, alt sammen for at i hele dets strenghed hævde det arabiske monoteistiske gudsbegreb. WahhabiterneWahhabitterne gør krav på at være de rette ''muwahhidūn'' ("bekendere af Guds enhed") og betragter alle andre muhammedaneremuslimer med koranens ord som ''mušrikūn'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side"). Han forkastede helt de fire ortodokse retsskoler og vendte et flammende had mod en mængde populære skikke og brug, som i strid med koranen og sunna var blevet sanktioneret af ''idjmāʿ'', således den i islam yderst udbredte [[helgen]]dyrkelse, [[procession]]er omkring profetens og hellige mænds grave, brugen af [[rosenkrans]]en og så videre. Også i rent ydre ting skulle en tilbagevenden til profetens enkle religion ske: han forbød al luksus i klædedragt, nydelse af rusdrikke ([[alkohol]]), [[hash]] og [[tobak]], [[hasardspil]] og al vellevned. Hver og en, som ikke adlød hans bud, skulle betragtes som frafalden og dræbes.<ref name="Runeberg"/>
 
=== Spredning ===
[[File:First Saudi State Big.png|thumb|[[Diriyah-emiratet|Den første Saudiske stat]] 1744-1818]]
 
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[Najd]], [[Muhammed ibn Saud|Ibn Saʿūd]], som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske [[beduin]]stammer og antog omkring 1745 titlen "emir af Najd". Han begyndte nu at vende sine blikke udad, nærmest mod [[el-Ahsa]], hvor [[Det Osmanniske Rige]] rustede sig til strid mod ham. Han døde i 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn [[ʿAbd-el-ʿazīz]] (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternesvahhabitternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede Det Osmanniske Rige sin modstand fra [[Bagdad]], hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og [[Djidde]], dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling [[Karbala]], og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod [[Mekka]] og formåede, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvor efter en stor wahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra [[Kaba|Kaʿba]] blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man de handlende, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.
 
Den 3. november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til wahhabiternewahhabitterne, og Saʿūd blev [[emir]]. Krigstogter indledtes nu både mod nord og mod syd. I syd erobredes 1805 [[Medina]]; Saʿūd lod åbne profetens grav og prisgav byens rigdom til udplyndring. I 1806 okkuperedes Mekka igen. I nord trængte hans hære gennem [[Eufrat]]-dalen helt frem till Damaskus, som i 1808 var stærkt truet. Da nu Saʿūd tillige søgte forbindelse med Det Osmanniske Riges fjender, især [[Persien]], blev situationen truende for Det Osmanniske Rige, men i første række for [[Egypten]], som blev urolig over Saʿūds (mislykkede) ekspedition mod Djidde i 1810. Efter, at Muhammed Ali i dette land takket være kuppet mod [[mameluk]]erne i 1811 havde fået frie hænder, ingreb han med kraft i kampen. En hær under ledelse af hans søn [[Tusūn pascha]] gik i land i 1811 i Djidde, og Muhammed Ali kom selv over for at fremme felttoget. Under dette døde Saʿūd i 1814 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, som tilbød Tusūn fred, men da Muhammed Ali ikke godtog fredsvilkårene, udbrød krigen på ny under ledelse af hans ældste søn, Ibrahim. I 1818 indtog denne Derʿīje; ʿAbdallah kom i fangenskab og sendtes till [[Konstantinopel]], hvor han mod tro og love blev henrettet i december samme år. Derʿīje jævnedes med jorden.
 
ʿAbdallahs søn [[Turki]] undkom imidlertid sydpå og genoprettede i [[er-Rijād]] vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
=== Indien ===
 
Imidlertid fik wahabismen samtidig virkninger i hele den muhammedanskemuslimske verden, men især Indien. Dertil indførtes den omkring 1820 af [[Sejjid Ahmed]] af Barēli, som samlede sine tilhængere til hellig krig (el-djihād) mod [[sikh]]erne, som hyldede en synkretisme af islam og [[hinduisme]]n. Han døde i 1831, men den hellige krig fortsatte og rettedes nu tillige mod englænderne. Først efter, at i 1863 være blevet undertvungne, forsøgte disse wahhabiterwahhabitter der efter på fredelig vis at genemtrænge den indiske muhammedanismeislam med sine reformatoriske tanker. De kaldte sig her, foruden ''muwahhidūn'', også ''ahl-i-hadīth'' ("traditionens folk") og systematiserede deres lærdomme i flere skrifter, af hvilke de vigtigste var ''es-Sirāt el-mustakīm'' ("den rette vej", det klassiske koranudtryk for islam) og ''Takwijet el-īmān'' ("troens bekræftelse")
 
=== Efter 1900 ===
[[Fil:Baghi tomb.jpg|thumb|Gravmonumentet ved [[Al-Baqi']] hvor blandt andre [[Fatima|Fatima Zahra]] og [[Hasan ibn Ali|imam Hassan]] blev begravede. Bygningen blev nedrevet af saudierna i 1926 for at forhindre helgendyrkelse.]]
 
Men nu kom de sydlige vahhabitervahhabitter under inflydelse af [[Kuwait]] ved [[Den Persiske Bugt]], som på dette tidspunkt faktisk og i 1903 tillige formelt var blevet inddraget i den engelske interessesfære. Fyrsten i Kuwait organiserede stammerne omkring er-Rijād til en stor koalition mod Hāil, og dets emir ʿAbd-el-ʿazīz led et alvorligt nederlag i 1904. Uroen over Englands voksende indflydelse formåede da Det Osmanniske Rige til at aktivt gribe ind og genoprette ligevægten i 1905. Under de følgende årtier fortsatte kampene mellem Hāil og er-Rijād, men nogen større politisk betydning fik disse vahhabitiske statsdannelser af løst sammenstykkede beduinstammer ikke; deres stilling i det nye rige [[Hijaz|Hijāz]] (eller Hedjas) forblev uklar.
 
[[File:Saudi Arabia map.png|thumb|[[Saudi-Arabien]] efter foreningen i 1932]]
 
Sultan [[Abdul Aziz af Saudi-Arabien|’Abd-el-’azîz Ibn Sa’ud]] overfaldt i 1924 riget Hijāz og gjorde sig til herre i Mekka, hvor wahhabiternewahhabitterne rykkede ind den 13. oktober samme år. Kong Husein af Hedjas havde forinden [[abdikation|abdiceret]], hans søn og efterfølger Ali opholdt sig en tid i Djidde, men måtte i december 1925 ligeledes abdicere og forlade Hijāz. Ibn Sa’üd udråbtes den [[11. januar]] [[1926]] i Mekka til "konge af Hijāz og sultan af Najd", hvorved kongeriget Hijāz indlemmedes i Ibn Sa’uds wahhabitiske vælde. Dettes hovedstad havde hidtil været Riyadh, men Ibn Sa’ud residerede i Mekka.
 
== Doktriner ==
Centralt inden for wahhabismen er Guds enhed og unikhed og at kun Gud er trosbekenderens herre (''rabb'').<ref>{{Bokref|efternavn= Esposito |fornavn= John |titel= The Oxford Dictionary of Islam |år= 2003 |udgiver= Oxford University Press |utgivningsort= Oxford |isbn= 0-19-512558-4 |ref=harv |side= 333}}</ref> Koranen og haditherne er de eneste tekster med nogen som helst autoritet, men også tekster fra de tidligste muslimske præster samt de fire første [[kalif]]er kan anvendes til støtte for tolkningar af Koranen og haditherne.<ref name=WahhabiIslam>{{Bokref|efternavn= DeLong-Bas|fornavn= Natana J.|titel= Wahhabi Islam: From Revival and Reform to Global Jihad|udgiver= [[Oxford University Press]], USA|år= 2004|udgivningssted=|side= 42|isbn= 0-19-516991-3}} First edition.</ref> Dermed udelukkes alle udtelelser fra senere religiøse ledere, som ikke anses at være i overensstemmelse med en bogstavelig tolkning af Koranen og haditherne.
 
Wahhabitiska fortalere citerer gerne muslimske tænkere fra så langt tilbage i tiden som 1300-tallet. En af de mest kendte af disse tænkere er [[Taqi al-Din Ibn Taymiyya]], en 1300-talstænker som virkede i Egypten. Ibn Taymiyya var på sin tid grundlæggeren af den strenge retning af den hanbalitiske retsskole, som Abd al Wahhabs farfar havde været en autoritet inden for.<ref name="Runeberg"/> Ibn Taymiyya agiterede for ''[[ijtihad]]'' – selvstændig beslutning – med kravet om at gå tilbage til de oprindelige tekster, at foretage en selvstændig tolkning og ikke blot følge de, somefter hanhans mente,opfattelse korrumperede retslærde. WahhabiterneWahhabitterne tillempede til dette formål de forklaringer, som Abd al Wahhab havde skrevet om Koranen i [[Kitab al-Tawhid]] ("Bogen om monoteisme"), hvilke fremlagde en meget detaljeret tolkning af hvorledes, religionen skal tillempes. I bogen fordømmes blandt andet [[musik]], [[hasardspil]], [[rusdrik]]ke og andre fornøjelser, og den beskriver regler for [[beklædning]] og opførsel. Ibn Taymiyya fordømte kraftigt ''[[idjma]]'', det vil sige præstelig konsensus, som på hans tid var blevet forbundet med officiel godkendelse af synkretisme; fx var mange muslimer blevet inspireret af [[kristendommen]] og begyndt at ophøje profeten Muhammed til delvis gudommelig status.<ref name="Runeberg">[http://runeberg.org/nfck/0176.html Nordisk Familjebok]</ref> For Ibn Taymiyya, lige som for Abd al Wahhab 400 år senere, var præsternes tolerance for hvad, de selv betragtede som religiøse afarter, helt uacceptabel. Efter som kun Gud kunne have gudommelig status, så man på bekendere af andre religioner ligesom andre retninger inden for islam, inklusive mangfoldigheden af synkretiske varianter, som afgudadyrkelse ''mušrikun'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side").<ref name="Runeberg"/>
 
===Syn på andre trosretninger===
 
Den wahhabitiske lære er stærkt kritisk mod alle andre retninger inden for islam, i særdeleshed mod [[shiaislam]], som ses som en [[kætteri|kættersk]] sekt, og mod diverse [[sufisme|sufiske]] retninger, som anses at tilsmudse det egentliga islam med [[helgen]]kult og uislamiske sædvaner. Når [[shia|shiiterne]] samledes omkring [[Ali ibn Abi Talib|Alis]] og [[Husayn ibn Ali|Husseins]] grave eller når [[sufisme|suferne]] drog til gravene for tidligere sufisheiker, ansås de for afgudsdyrkere.<ref name="Runeberg"/> Ifølge Abd al Wahhab skulle denne afgudsdyrkelse undgås for, at Guds enhed ([[tawhid]]) skal opstå. Han mente, at muslimerne måtte ophøre med at imitere tidligere retslærdes tolkninger (gøre [[taqlid]]) og i stedet stræbe efter en egen forståelse og tolkning (''ijtihad'').
 
===Betegnelsen "wahhabiterwahhabitter"===
Tilhængerne af wahhabismen har altid modsat sig benævnelsen "wahhabiterwahhabitter", efter som den kan give indtryk af, at man gør sig skyldig til at dyrke Abd al Wahhab og derved forherliger mennesker, helgener og profeter på bekostning af den dyrkelse, som kun bør angå den eneste gud. WahhabiterneWahhabitterne foretrækker at kalde sig ''[[muwahhidun]]'' (unitarianer, bekendere af Guds enhed) og betragter alle andre muslimer som afgudsdyrkere.
 
Tilhængerne af wahhabismen har altid modsat sig benævnelsen "wahhabiter", efter som den kan give indtryk af, at man gør sig skyldig til at dyrke Abd al Wahhab og derved forherliger mennesker, helgener og profeter på bekostning af den dyrkelse, som kun bør angå den eneste gud. Wahhabiterne foretrækker at kalde sig ''[[muwahhidun]]'' (unitarianer, bekendere af Guds enhed) og betragter alle andre muslimer som afgudsdyrkere.
 
Wahhabismen har tillige meget til fælles med salafismen og betragtes af nogen som en gren af denne retning. Begrebet [[salafisme]] kommer fra ''Al Salaf (al salih)'', som betyder "[de fromme] forfædre" og sigter til tilbagevenden til den religion, som disse forfædre udøvede, i stedet for at lade sig lokke af moderne påfund, som skubber opmærksomheden væk fra Gud.
509

redigeringer