|
== Grønbechs ''Primitiv Religion'' ==
Grønbechs lille værk ''Primitiv Religion'' fra [[1915]] om [[naturfolk]], hvor Grønbech vælger at bruge [[evolutionisme|evolutionisternes]] udtryk:, “"[[primitiv]]e”e", er skrevet som et opgør mod disse ([[Edward Burnett Tylor]], [[James Frazer]] etc.).
Grønbech studerede oprindeligt [[sprogvidenskab]] hos [[Vilhelm Thomsen]] og under disse studier opdagede han, at de “primitive”"primitive" sprog havde en helt anden opbygning end vores. Nemlig en opbygning, med handlingen i centrum, hvor “vi”"vi" har individet i centrum.
Grønbech fandt herefter ud af, at det skyldtes et helt andet [[livssyn]] end “vores”"vores" (og dermed de herskende evolutionistiske tanker), et livssyn der byggede på en helheds-realisme med rod i det tætte forhold mellem menneske og natur.
Dette var den fællesnævner, for det evolutionisterne over en bred kam kaldte de “primitive”"primitive", der fik Grønbech til at skrive bogen, selvom Grønbech udmærket vidste at forskellighederne mellem de “primitive”"primitive2 var utallige fra region til region. Vigtigheden af at understrege, at der altså var tale om helt andre [[kultur]]er, og derfor nødvendigvis måtte ses som et hele, var af primær betydning for Grønbech.
Evolutionisterne mente, at de “primitive”"primitive" var på et tidligere udviklingsstadie end “folk i [[europæerVesten]]en”, og at vi selv en gang troede på [[åndeligånd]]eelige væsener; for herefter, på et højere udviklingsstadie, at tro på en højere [[gud]]; for så endelig, at blive afløst af troen på [[videnskab]]en. Den [[England|engelske]] [[antropolog]] [[James Frazer]] opstillede ligefrem en evolutionistisk linje: [[Magi]] – [[Religion]] – [[Videnskab]].
Ud fra dette livssyn forsøgte man så at beskrive de primitive med begreber som: [[animisme]], [[animatisme]], [[mana]], [[tabu]], [[totem]], [[magi]] etc. Og det er her Grønbech bryder grundlæggende med evolutionisterne.
Ifølge Grønbech kan man ikke beskrive de “primitive” med et [[dualisme|dualistisk]] livssyn; Forestillingen [[krop]]-[[sjæl]] m.m. er ikke begreber der opereres med i en helhedsrealisme: I den primitives kultur er der ifølge Grønbech ingen adskillelse mellem krop, sjæl og jeg.
Tingene hænger sammen for de “primitive”"primitive". For eksempel [[Ravnravn]]en og [[Bjergbjerg]]et, de er ét i nogle digte. Her ser Grønbech ligheder med [[Homér]], der taler om “fodslæbende"fodslæbende okser”okser", selvom de står stille. Tingene hænger sammen. For [[australieraboriginer]]en (i [[AboriginerAustralien]]e) er der nært slægtskab mellem visse [[firben]] og visse fugle, således overføresog en stens hårdhed overføres til mennesket når vand, hvori stenen har været dyppet, drikkes.
Når man i dansen[[dans]]en efterligner dyr, kan dyret åbenbare sig og danse med – dyret er så tilstede. Man kan også selv trække i dyrets skikkelse. Man er ét, der er [[slægtskab]]. Enkelte individer af samme art er der ikke blot slægtskab imellem, men [[identitet]]. Og sådan fortsætter Grønbech med eksempler, der polemisk fjerner evolutionisternes grundlag, i fire hovedafsnit:
* 1. Naturmennesket.
* 2. Mana i tabu, der jo får en helt anden betydning set i et helheds-perspektiv, end i den engelske [[etnolog]]s [[Robert Ranulph Marett]]s evolutionistiske øjne. Dog nærmer Marett sig, da Manabegrebet modsat Tylors animisme ikke er et personligt anliggende, men kollektivt.
* 3. [[Chaos|Kaos]] og [[kosmos]], [[kult]]en eller [[ritual]]erne opretholder kosmos, men Grønbech prøver at forstå kaosfrygten i helhedsrealismen: “Kaos"''Kaos er en fare, der truer mennesket indefra. Det er altså i sin dybeste grund frygten for selvopløsning”selvopløsning''" (Grønbech 1996 (1915): 60). I dette afsnit nærmer Grønbech sig også sin kulturdefinition: “Kultur"''Kultur, det er resultatet af en assimilation, gennem hvilken verden omsættes til sjæleindhold, eller rigtigere udtrykt, kultur er en genskabelse af verden til en ny form i menneskets indre”indre''" (Grønbech 1996 (1915): 59). Kultur er altså noget [[psykologi]]sk for Grønbech.
* 4. [[Slægt]] og [[totem]], hvor Grønbech som i begyndelsen af bogen skriver om det bestemte slægtskab mellem visse ting: totem-forholdet, som den engelske [[orientalist]] og religionshistoriker [[William Robertson Smith]] introducerede. William Robertson Smith er da også den af evolutionisterne Grønbech nærmer sig mest. William Robertson Smith mener, at i totemistiske fester var samfundets medlemmer [[gud]]domelighedendommeligheden i [[offermåltidOfring|offermåltidet]]et. Altså samhørighed med guden. Lige noget for Grønbechs helhedssyn. William Robertson Smith så også religion som samfundsbestemt praksis i lighed med Grønbech, men William Robertson Smith var evolutionist og så derfor totemisme som et led på kulturstigen, et almenmenneskeligt fænomen.
Angående slægt; så var nogle træarbejdere, andre [[smed]]e, andre [[væver]]e etc.; Tilsammentilsammen en stor helhed. Livssynet overføres altså til praksis. Det hele hænger sammen. Hvad angår religiøs praksis, så havde de respektive slægter også hver deres ansvar for bestemte dele af ceremonierne.
De fire hovedafsnit er delt anderledes op i den nye udgave af ”Primitiv''Primitiv religion”religion'' (1996), men det ændrer ikke det store, da afsnittene i forvejen er blandet meget rundt, hvilket meget godt illustrerer helhedsrealismen, et HELE.
Desuden skal det nævnes at hvorHvor evolutionisterne fortsatte i oplysningstidens[[oplysningstiden]]s fodspor, såsom [[Hume]] og [[Charles de Brosses]], så fortsætter Grønbech i den tradition, som [[Herder]] i sit opgør med De Brosses grundlagde. Herder mente at det afgørende var det enkelte folks egenart.
I sin samtid var de evolutionistiske tanker de herskende, og Grønbech må siges at have været en foregangsmand i sit opgør hermed. Denne voldsomme [[kulturkritisk]]e tankegang bibeholdte Grønbech hele sit liv. Mange har set Grønbechs videnskab og kulturkritik som uforenelige, andre som komplementerende.
| 