Charles de Foucauld: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Linje 40:
I [[1882]] tog de Foucauld endelig afsked med hæren. I årene herefter var han med på ekspeditioner i [[Marokko]], Syd-Algeriet og [[Tunesien]], hvor han bl.a. studerede [[Sahara]]-ørkenens [[topografi]].
 
I [[1886]] bosatte han sig i Paris, hvor han fortsatte med at studere arabisk og islam. De Foucauld var i disse tider meget optaget af troens spørgsmål og besøgte flere kirker, hvor han bad Gud om at give et tegn på sin eksistens. I [[oktober]] [[1886]] opsøgte han [[abbé]] Henri Huvelin, [[præst]] ved Saint-Augustin kirken i [[Paris]]. De Foucauld bad om at få noget at vide om troen, men Huvelin beordrede de Foucauld til at knæle og bekende sig til Gud. De Foucauld svarede, at det ikke var det, han var kommet for, men Huvelin fortsatte: Bekend! De Foucauld har senere fortalt, at det var i det øjeblik, han kom til at tro på Gud og blive kristen. Senere fulgte tre vigtige begivenheder: Huvelin holdt en prædiken, hvor han sagde, at [[Jesus fra Nazaret|Jesus]] tog sidstepladsen. De Foucauld besluttede sig for at han ville være med Jesus på denne sidsteplads. Han besøgte et [[Trappistordenen|trappist]]–[[kloster]] og så en munk, der gik rundt i nedslidt tøj. De Foucauld besluttede sig for, at han også ville være så fattig. Endelig besøgte han i vinteren [[1888]]-[[1889]] [[Nazareth]] og besluttede sig for at han ville leve som Jesus, uden status og magt.
 
I [[1890]] indgik de Foucauld i trappist-ordenen – han havde ventet 3 år efter råd fra Huvelin. Tiden i trappist-ordenen var ikke uden problemer. Ordenen ønskede, at han skulle blive præst, mens de Foucauld drømte om at leve et liv som eneboer i ørkenen. Seks måneder efter at være indtrådt i ordenen blev han efter eget ønske sendt til et kloster i [[Syrien]]. Her blev han sat til at lede et vejarbejde, som munkene udførte. De Foucauld var utilfreds med denne stilling, da han netop ønskede at være "den sidste" og ikke en, der gav ordrer til andre. Han begyndte at nedskrive regler for, hvad han mente var korrekt kristen opførsel. Munke måtte ikke eje noget, men leve så simpelt som muligt.
Linje 46:
I [[1897]] flyttede de Foucauld til Palæstina og gik til hånde som arbejdsmand ved et kloster i Nazareth. Endelig, i [[1901]] blev han ordineret som præst og rejste til Sahara, nær Marokko, for at leve som en eremit-[[missionær]] blandt ikke-kristne. Også her skrev han regler for et lille samfund af kristne, som han drømte, ville leve med ham i ørkenen. Sådanne fæller, skrev han, måtte være parat til at få deres hoveder skåret af, dø af sult og være villige til at adlyde ham ”trods hans ringhed”.
 
Resten af sit liv levede de Foucauld her, først nær en fransk militærbase, senere i en [[tuareger]] landsby i Syd-Sahara. Her brugte han tiden på bøn, besøg af tuaregerne samt arbejde med at lave en tuaregisk ordbog og grammatik, en oversættelse af [[Det Nye Testamente]] til tuaregisk samt oversættelser af tuaregisk [[poesi]]. Han spiste og sov så lidt som muligt. Tuaregerne respekterede ham for hans gæstfrihed og hans fromhed. De Foucauld på sin side lod tuaregerne have deres tro i fred. Han mente ikke, at det gav mening at omvende muslimer til kristne.
 
I Frankrig lykkedes det de Foucauld at danne en lille gruppe af tilhængere, som gik under navnet ''l'Union des Frères et Sœurs du Sacré-Cœur'' (''Foreningen af brødre og søstre af Det Hellige Hjerte''). Den [[1. december]] [[1916]] blev de Foucauld skudt af en gruppe røvere under en revolte, vendt mod den franske kolonimagt. Efter hans død blev de Foucauld kendt ikke mindst gennem hans [[biografi]], skrevet af René Benzin i 1921. Inspireret af biografien grundlagde René Voillaume i 1936 fællesskabet ''Jesu Små Brødre''. I 1939 grundlagde Madeleine Hutin ''Jesu små søstre''. Der findes yderligere 16 forskellige menigheder, der bygger på de Foucaulds idéer.