Karl Kraus: Forskelle mellem versioner

[[Fil:KarlKraus.jpg|thumb|right|Mindeplade for Karl Kraus på huset, i Jičín, hvor han blev født]]

Kraus påbegyndte studier i juridisk videnskab ved [[Wien Universitet]] i [[1892]]. I april samme år begyndte han at give bidrag til tidskriftet ''Wiener Literaturzeitung'', begyndende med en kritik af [[Gerhart Hauptmann]]s ''Die Weber''. På samme tid forsøgte han sig uden den store succes som skuespiller. I [[1894]] påbegyndte han i stedet studier i filosofi og tysk litteratur men afbrød studierne i [[1896]]. I denne tid opstod hans venskab med [[Peter Altenberg]].

I [[1896]] forlod han universitetsstudierne uden eksamen for at begynde som skuespiller ved [[Jung Wien]] med blandt andre [[Peter Altenberg]], [[Leopold Andrian]], [[Hermann Bahr]], [[Richard Beer-Hofmann]], [[Felix Dörmann]], [[Hugo von Hofmannsthal]] og [[Felix Salten]]. [[1897]] brød Kraus med gruppen og skrev satiren ''Die demolierte Literatur'' og blev wienkorrespondent for avisen ''[[Breslauer Zeitung]]''. Et år senere, angreb han som en kompromisløs fortaler for jødisk assimilering, angreb han grundlæggeren af den moderne zionisme [[Theodor Herzl]] med ''Eine Krone für Zion'' (1898).

[[1. april]] [[1899]], [[Apostasi|tog han afstand fra]] jødedommen og samme år grundlagde han tidskriftet, ''Die Fackel'', som han fortsatte at lede, publicere og skrive indtiltil sin død, og fra hvilkenhvilket han lancerede sine angreb mod [[hypokrit]]er, [[psykoanalyse|psykoanalytikere]], [[korruption]] indenfori det [[Habsburg|Habsburgske imperium]], [[nationalisme]]n indenfori den [[pangermanisme|pangermanske]] bevægelse, [[laissez faire]]-økonomien, og meget andet, som han mente var et problem i samfundetsamfundsproblem. I [[1901]] blev Kraus stævnet af [[Hermann Bahr]] og [[Emmerich Bukovics]], som følte, at de var blevet angrebet i ''Die Fackel''. Flere stævninger skulle følge i de efterfølgende årfulgte.

Fra iI begyndelsen atlignede have''Die lignetFackel'' tidskrifter som ''Weltbühne'', men blev ''Die Fackel'' mere og mere et tidskrift, der havde et privilegium som redaktørmæssigt uafhængigt. I det første årti bidrog mange kendte forfattere og kunstnere til tidskriftets indholdtidskrift, blandt andre [[Peter Altenberg]], [[Richard Dehmel]], [[Egon Friedell]], [[Oskar Kokoschka]], [[Else Lasker-Schüler]], [[Adolf Loos]], [[Heinrich Mann]], [[Arnold Schönberg]], [[August Strindberg]], [[Georg Trakl]], [[Frank Wedekind]], [[Franz Werfel]], [[Houston Stewart Chamberlain]] og [[Oscar Wilde]]. Efter [[1911]] og frem til sin død var Kraus dog for det meste eneste forfatter med undtagelse af en artikel af Strindberg, hvis kvindefjentlige hensigteranskuelser han delte. Kraus' værker publiceredes næsten udelukkende i ''Die Fackel'', af hvilke der blev udgivetkom i alt 922 udgaver.

I begyndelsen af [[1906]] udgav Kraus sine førstea [[aforisme]]r i ''Die Fackel''; Dede blev udgivetudkom i [[1909]] i aforismesamlingen ''Sprüche und Widersprüche''.

UdoverUd over sit forfatterskab gavholdt Kraus et antal offentlige foredrag i sin karriere – mellem [[1892]] og [[1936]] havdeoffentlige hanforedrag: omkringOmkring 700 én-mands optrædender, hvor han læste dramatik af [[Bertolt Brecht]], [[Gerhart Hauptmann]], [[Johann Nestroy]], [[Johann Wolfgang von Goethe]] og [[William Shakespeare]]. Han opførte også [[Jacques Offenbach|Offenbachs]] operetter, akkompagneret af pianoklaver, hvor han sang alle rollerrollerne selv.

Efter at have publiceret en nekrolog over kronprins [[Franz Ferdinand]], der blev myrdet i [[Sarajevo]] den [[28. juni]] [[1914]], blevudkom ''Die Fackel'' ikke udgivet i flere måneder. I december 1914, dukkede det op igen med essayet ''In dieser großen Zeit''. Derefter skrev Kraus artikler imodmod verdenskrigen, og flere udgavergange afblev ''Die Fackel'' blev konfiskeret eller udsat for censur.

Kraus' vigtigste værk anses at være det satiriske skuespil om 1. verdenskrig ''Die letzten Tage der Menschheit''. Den kombinerer dialog fra samtidige dokumenter med [[apokalyptik|apokalyptisk]] [[fantasi]] og kommentarer fra to karaktererpersoner. Dramaet har mere end 200 scener og 500 rollefigurerroller og følger 1. verdenskrig år for år. Kraus begyndte at skrive skuespillet i [[1915]] og publicerede det først i en serie af specialudgaver af ''Fackel'', 1919. Epilogen, ''Die letzte Nacht'', var allerede tidligere blevet publicerettrykt i 1918 somi en specialudgave. I [[1919]] udgav Kraus også en samling krigstekster med titlen ''Weltgericht''. [[1920]] udgav han satiren ''Literatur oder Man wird doch da sehn'' som en replik til [[Franz Werfel]]s ''Spiegelmensch'', som var rettet mod Kraus.

[[1928]] udgav han skuespillet ''Die Unüberwindlichen''. DenDet indeholder antydninger påaf disputen mellem Békessy og Schober. I sammeSamme år publicerede Kraus også sagsanlægget, som Kerr havde indgivet mod ham, efter at Kraus havde publiceret Kerrs krigslyrik i ''Die Fackel''.

Han støttede den østrigske forbundskansler [[Engelbert Dollfuß]] i forhåbninghåb om, at han kunne forhindre nazismen frai at opsluge Østrig. DetteDet skabte afstand til visse af hansnogle tilhængere.

Hans sidste værk, som han undgikikke at publicerepublicerede af skræk for repressalier fra nazisterne, var en anti-nazistisk polemik ''Die Dritte Walpurgisnacht''. Den sidsteSidste udgave af ''Fackel'' udkom i februar [[1936]]. Kraus døde af [[emboli]] i Wien den 12. juni 1936 efter kort tids sygdom.

Kraus giftede sig aldrig, men i årenefra 1913 frem til sin død, havde han enet konfliktfyldt men tæt relationforhold medtil baronesse Sidonie Nádherný von Borutin (1885-1950). Mange af hans værker blev skrevet i Janowitz' slot, som var ifamilien NádhernysNádherny familjes ejeejede. Sidonie Nádherny blev en vigtig brevven og adressat af bøger og lyrik.

Kraus er emne i to bøger skrevet af forfatteren Drdr.[[Thomas Szasz]].: ''Karl Kraus and the Soul Doctors'' og ''Anti-Freud: Karl Kraus's Criticism of Psychoanalysis and Psychiatry'' portrættererviser Kraus som en hård kritiker af [[Sigmund Freud]] og af [[psykoanalyse]]n generelt.

Kraus var udsat for modsatrettede opfattelser gennem hanshele livsperiodelivet. Denne polarisering forstærkedes af hans egen opfattelse af sin betydning. Dette selvbillede var ikke helt ubegrundet: de, som var nærværendemed vedtil hans fremtrædenderfremtræden, fascineredes af hans personlighed. Hans tilhængere så ham som en ufejlbarlig autoritet, en som ville gøre alt for dem, han støttede.

For flertaletFlertalet af de fjender - han fik på grund af sine ufleksible meninger og den intensitet han fremførte dem med blev- hananså ansetham somfor en bitter [[misantropi|misantrop]]. Han blev anklaget for at vælte sig i hadefulde fordomme.

Kraus var overbevist om, at hver eneste lille fejl, om end de var små og kunne synes begrænsede, var et udtryk for verdens ondskab. Han kunne se et manglende komma som et symptom på en tilstand i verden, som kunne tillade en verdenskrig. Et af hans mål med sit forfatterskab var at vise den ondskab, som lå bag disse tilsyneladende små fejl.

Sproget var for ham den vigtigste advarsel mod verdens fejl. Han så sine samtidige medmenneskers hensynsløse behandling af sproget som et tegn på, at de også var hensynsløse i behandlingen af verden som helhed.

Han anklagede mennesker — specielt journalister og forfattere — for at anvende sproget som et udryk for at ''kommandere'' snarere end at ''tjene''. For Kraus var sproget ikke til for at distribuere færdige meninger, men snarere et medie for en egen opfattelse. Derfor kræver det en kritisk granskning. At ''afjournalistisere'' sine læsere var vigtigt for Kraus.

Kraus så pressen som sin hovedfjende og mente, at dedens medlemmer befandt sig i de "nedre regioner" af litteraturen: hans syn på de samfundsmæssige og kulturelle spørgsmål var mindre klart definerede, og hans politiske preferencer skiftede. Han sympatiserede sommetil tider med socialdemokraterne, sommetil tider med [[Franz Ferdinand]]. Kraus' kritik var hovedsagelig moralsk og ikke politisk.