Dagmar (kejserinde af Rusland): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Robotassisteret flertydig: Russisk - Ændrede link(s) til Rusland; kosmetiske ændringer
Linje 31:
[[Fil:Lesser CoA of the empress Maria Fiodorovna of Russia.svg|thumb|Kejserindens våben]]
|}
'''Marie Sophie Frederikke ''Dagmar''''', i Rusland kaldet '''Marija Fjodorovna''' ({{lang-ru|Мария Фёдоровна}}) ([[26. november]] [[1847]] – [[13. oktober]] [[1928]]) var en [[Danmark|dansk]] [[prinsesse]], datter af [[konge|kong]] [[Christian 9.]] og [[Rusland|russisk]] [[kejserinde]], gift med [[Kejser]] [[Alexander 3. af Rusland|Alexander 3.]]
 
Dagmar blev moder til Ruslands sidste kejser, [[Nikolaj 2. af Rusland|Nikolaj II]], der blev myrdet efter [[den russiske revolution]] i 1917. Dagmar overlevede revolutionen og flyttede tilbage til Danmark i 1919. Hun var Ruslands sidste enkekejserinde og sidst levende kronet person .
 
== Familie ==
Linje 40:
Prinsesse Dagmar blev født 26. november 1847 i København i [[Det Gule Palæ]] ved siden af [[Amalienborg]]. Hun var den anden datter og det fjerde barn af den daværende [[Christian 9.|Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg]] (den senere ''Christian 9.''), og hans hustru, prinsesse [[Louise af Hessen]]. Hun blev døbt med navnene ''Marie Sophie Frederikke Dagmar'', opkaldt efter sin fars moster [[Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel|Enkedronning Marie Sophie Frederikke]] og [[middelalderen]]s [[Dronning Dagmar]], men til daglig var hun kendt under navnet Dagmar, og i familien blev hun kaldt ''Minnie''.
 
Dagmar blev født ind i et relativt fattigt fyrstehus. Da Dagmar blev født, var hendes far kun prins af [[Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg]], en fjern og ubetydelig sidegren til [[Oldenborgske slægt|det danske kongehus]], der nedstammede fra [[Christian 3.]] Familiens status ændredes imidlertid i 1853, da Christian ved udsigten til den [[oldenborgske slægt]]s snarlige uddøen, blev gjort til arving til den danske trone, til dels på grund af sin hustrus arveret, og dels fordi han som en af de eneste prinser i sin familie ubetinget støttede Danmark. Dagmar blev ved faderens udnævnelse til tronfølger prinsesse af Danmark.
 
[[Fil:Christian IX of Denmark and family 1862.jpg|thumb|left|Dagmar med sin forældre og søskende i 1862: (bagerst fra venstre) [[Frederik 8.|Frederik]], [[Christian 9.|Christian]] og [[Georg 1. af Grækenland|Vilhelm]]; (forrest fra venstre) Dagmar, [[Prins Valdemar|Valdemar]], [[Louise af Hessen-Kassel|Louise]], [[Thyra af Danmark (1853-1933)|Thyra]] og [[Alexandra af Danmark|Alexandra]].]]
Linje 51:
== Ungdom ==
[[Fil:Dagmar 1864.jpg|thumb|upright|left|Dagmar som ung prinsese]]
Dagmar voksede op i [[Det Gule Palæ]], og efter at faderen blev dansk tronarving, havde familien også adgang til [[Bernstorff Slot]] i [[Gentofte]] nord for København.
Dagmar voksede op i, hvad der er blevet karakteriseret som et enkelt, men lykkeligt miljø, hvor familien var i centrum. Familien var tæt knyttet til hinanden, og Dagmars forældre lagde vægt på at give børnene en enkel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtfornemmelse og evne til at repræsentere.
Linje 63:
== Første forlovelse ==
[[Fil:Nixa és Dagmar.jpg|thumb|upright|left|Dagmar og hendes første forlovede, storfyrst Nikolai.]]
I 1864 blev Dagmar forlovet med den russiske tronarving, [[storfyrste|storfyrst]] [[Nikolai Alexandrovitj af Rusland|Nikolai Alexandrovitj]]. Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i [[Rusland]] fik hans far, [[Alexander 2. af Rusland]] til at lede efter en brud til Nikolai i andre lande end de små [[Tyskland|tyske]] [[fyrstendømme]]r.
 
I 1864 kom Nikolai til Danmark, og kort efter blev Dagmar og Nikolai forlovet. Det var en populær forlovelse og sikrede samtidig, at den danske kongefamilie blev endnu mere velplaceret.
 
Storfyrst Nikolai led dog af et svagt helbred, hvilket påvirkede ham allerede efter forlovelsen, og allerede den [[24. april]] [[1865]] døde han af [[tuberkulose]] i [[Nice]] i [[Frankrig]]. Hans sidste ønske var efter sigende, at Dagmar skulle gifte sig med hans yngre bror, den senere [[Alexander 3. af Rusland|Alexander III]].
 
Dagmar var allerede på det tidspunkt begyndt på undervisning i russisk og forberedte sin overgang til den [[ortodokse kirke]], der var påkrævet, for at hun kunne blive gift med den russiske tronfølger.
Linje 79:
Dagmar blev varmt modtaget i [[Kronstadt (Rusland)|Kronstadt]] af [[Alexander 2. af Rusland]] og hele hans familie, og hun fik som gave "The Cottage", en af kejserfamiliens boliger i Peterhof.
 
Dagmar og Alexander blev gift i [[Vinterpaladset]] i [[St. Petersborg]] d. [[9. november]] [[1866]].
 
Ved indtrædelsen i den ortodokse kirke og ægteskabets indgåelse fik hun navnet '''Marija Feodorovna''' (Rus.: Мария Фёдоровна), hvilket var det navn hun officielt gik under.
 
Blandt hendes børn var Ruslands sidste monark, [[Nikolaj 2. af Rusland|Nikolaj II]], som hun overlevede med ti år.
Linje 89:
[[Fil:Alexander-Maria.jpg|thumb|upright|Kejserinde Dagmar og Alexander III på [[Fredensborg Slot]] i Danmark i [[1893]]]]
 
Storfyrstinde Dagmar blev et populært medlem af kejserfamilien. Hun blandede sig sjældent i politik, men helligede sin tid til familien, velgørenhed og sociale gøremål. Blandt dem var russisk [[Røde Kors]], og flere uddannelsesinstitutioner, heraf det kendte [[Smolnyjinstituttet]] for adelskvinder. Politisk var hun modvillig over for [[Tyskland]] på grund af anneksionen af [[Hertugdømmerne]] i 1864, og hun søgte at begunstige Danmarks stilling i Rusland.
 
Dagmar og Alexander fik den russiske tronfølgers sædvanlige residens, det enorme [[Anitjkovpaladset]] ved Skt. Petersborgs hovedstrøg, [[Nevskij Prospekt]].
 
De første år brugte Dagmar til at sætte sig ind i sit nye land, og parret rejste rundt i imperiet. Parret besøgte også jævnligt Danmark.
 
Den rolige tid fik en brat ende i 1881, da hendes svigerfader blev myrdet ved et bombeattentat.
For det nye kejserpar blev sikkerheden skærpet, og de måtte flytte ud af byen til [[Gatchina palads|GatchinaGatchinapaladset]]paladset, der ydede større beskyttelse.
Alexander og Dagmar fik en traditionel overdådig [[kroning]] i [[Kreml]] i [[Moskva]] under skrappe sikkerhedsforanstaltninger, da der var opdaget et komplot.
 
Parret blev skarpt bevogtet, men Dagmar tog ofte ind til St. Petersborg for at deltage i og afholde baller, receptioner og andet, som hun havde nydt som storfyrstinde.
Politisk var hendes mand yderst konservativ, hvilket Dagmar støttede ham i, og hun søgte at begunstige Danmark og modarbejde Tyskland. Endvidere forsøgte hun at få Rusland tilnærmet Storbritannien, der traditionelt ikke var allieret.
 
Linje 109:
[[Fil:Maria Fyodorovna Nikolay II.jpg|thumb|left|Enkekejserinde Dagmar og Nikolai II]]
 
Dagmar blev enkekejserinde i en ung alder og dedikerede sin tid til sociale gøremål og sine børn.
 
I de første år støttede hun sin søn kejser Nikolai II, og han søgte ofte råd hos sin mor. Den første tid efter tronbestigelsen og hans ægteskab med [[Alexandra af Hessen|Alexandra Feodorovna]] boede han hos hende i Anichkov paladset, hvor Dagmar også boede, når hun var i byen. Ifølge russisk skik var hun stadig landets førstedame, en position der skabte en del spændinger mellem hende og kejserinde Alexandra. De to kom aldrig tæt på hinanden, og det var genstand for en del sladder.
Kejserinde Dagmar var mere populær end svigerdatteren og nød fortsat sin rolle som førstedame.
 
Dagmars politiske ståsted skiftede efterhånden, som utilfredshed og revolutionære begivenheder steg i Rusland, og hun mente, at noget af den enevældige politiske magt skulle overdrages til en regering, og at Rusland skulle orientere sig mere mod vesten.
 
Nikolaj II fastholdt sin enevældige magt, og med tiden forsvandt Dagmars rolle som politisk rådgiver for sønnen, der i stedet støttede sig til sin hustru.
 
Da [[Den_Russiske_Revolution_1917Den Russiske Revolution 1917|den russiske revolution]] brød ud under [[1. verdenskrig]] i [[1917]], befandt Dagmar sig i [[Kijev]]. Efter Nikolaj abdicerede, så hun ham en sidste gang, og efter nogen overvejelse tog hun til Krim, hvor kejserfamiliens medlemmer havde flere sommerboliger. Her blev hun vidne til [[Oktoberrevolutionen]] samme år, og senere kom nyheden om mordet på hendes søn og hans familie, hvilket hun dog ikke troede på.
 
Tiden på Krim var usikker præget af husundersøgelser, fødevaremangel og trusler om at blive myrdet af [[Bolsjevik|bolsjevikkernebolsjevik]]kerne.
 
[[Fil:Romanoffs leaving crimea.jpg|thumb|left|Dagmar og [[Nikolaj Nikolajevitj af Rusland (1856-1929)|Nikolaj Nikolajevitj af Rusland (junior)]] på HMS ''Marlborough'' i 1919]]
Linje 131:
Dagmars år i eksil blev overskygget af de mange dødsfald i hendes nærmeste familie. Hun nægtede at tro på massakren på sin søn, svigerdatter og børnebørn, og hun tillod aldrig afholdelse af mindegudstjenester i sit hjem.
 
Som enkekejserinde havde Dagmar en stor indflydelse inden for det russiske emigrantmiljø i Vesteuropa. Romanov-familien blev internt splittet i sit eksil, især i spørgsmålet om hvem der skulle være familiens overhoved, selvom det russiske kejserrige havde en klar arvefølge. Dagmar, der mente, at hendes sønner evt. kunne være i live, mente, at det var for tidligt at udpege et nyt overhoved for familien og var derfor imod, da hendes nevø, storfyrst Kirill Vladimirovich udnævnte sig selv til ny kejser i 1924. Det gjorde han på baggrund af arvefølgen, hvor han stod til at arve tronen efter Dagmars gren af familien. Dagmar, samt storfyrst Nikolaj Nikolaevich den Yngre, der var et velanset og respekteret medlem af familien, modsatte sig offentligt Kirills proklamation.
 
Ved sin død i 1928 blev kejserinden stedt til hvile i en [[sarkofag]] i krypten under [[Christian IX]]s kapel i [[Roskilde Domkirke]]
Efter en mindehøjtidlighed i [[København]] i den russisk-ortodokse [[Alexander Nevsky Kirke]], hvis opførelse hun selv havde tilskyndet, blev hun overført til [[Roskilde Domkirke]].
 
== Genbegravelse ==
Efter flere års overvejelser og forhandlinger enedes den [[Danmark|danske]] og den [[Rusland|russiske]] regering i [[2005]] om at genbegrave kejserinde Dagmar i [[Sankt Petersborg]]. Begivenheden indledtes med en ceremoni i [[Roskilde Domkirke]] den [[23. september]] [[2006]]. Kisten kørtes til [[Christiansborg]] i [[København]] i den samme [[rustvogn]], som blev brugt ved [[dronning Ingrid]]s begravelse i [[2000]]. Fra Christiansborg blev kisten på en hestetrukken rustvogn kørt gennem [[København]] via [[Amalienborg]] til [[Langelinie]]kajen, hvor den blev overført til [[L17 Esbern Snare|orlogsskibet Esbern Snare]] under [[Det danske kongehus]]' deltagelse. Da kisten var om bord, gav [[Batteriet Sixtus]] på [[Nyholm]] salut på (3x21 skud), og [[L17 Esbern Snare]] afsejlede mod [[Sankt Petersborg]].
 
Ved passagen af [[Finland|finske]] ''Jussarö'' i [[Ekenäs]] [[skærgård]] kl. 12 den [[25. september]] 2006 hædredes kejserinden i internationalt farvand med en salut fra det finske [[minefartøj]] ''Pohjanmaa''.
 
Efter tre dages transport ankom kejserinde Dagmar tirsdag den [[26. september]] til Sankt Petersborg – på 140 årsdagen for hendes første ankomst til Rusland som prinsesse Dagmar. Kisten blev bragt i land og placeret i [[Alexander Nevski]]-kapellet i parken til [[Peterhof]]. Den [[28. september]] blev kejserinden efter en ceremoni i [[Isaac Katedralen]] gravlagt ved siden af sin mand zar Alexander 3. I [[Peter og Paul Katedralen]] i Sankt Petersborg, 78 år efter sin død og 87 år efter hun forlod [[Rusland]].
Linje 179:
* {{gravsted.dk navn|kejserindedagmar|Dagmar}}
* [http://www.kb.dk/da/nb/tema/fokus/dagmarmus.html Kejserinde Dagmar og musikken]
* [http://www.kongper.dk/dagmar.htm Kejserinde Dagmars genbegravelse]