Forskel mellem versioner af "Svantevit"

14 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
m
Robotassisteret flertydig: Russisk - Ændrede link(s) til Russisk (sprog); kosmetiske ændringer
m (Robotassisteret flertydig: Keltisk - Ændrede link(s) til Keltere)
m (Robotassisteret flertydig: Russisk - Ændrede link(s) til Russisk (sprog); kosmetiske ændringer)
Den russiske historiker Boris Rybakov har identificeret de fire [[ansigt]]er på Svantevit med de slaviske guder [[Perun]], [[Svarog]], [[Lada (mytologi)|Lada]] og [[Mokosj]].
 
Ifølge en forkert, [[russiskRussisk (sprog)|russiskbaseret]]baseret [[etymologi]] er betydningen af navnet "verdens-seer" (''svjet'' = verden, ''vid'' = syn). Det første led i navnet er dog [[slavere|oldslavisk]] ''svętъ'' (hellig), mens sidste led kan være ''vit'' (herre, sejrherre) eller ''vid'' (ansigt). Det har også været foreslået at navnet er fra slavisk ''svantev, svitanje'' (morgengry) og [[adjektiv]]suffikset ''it''.
 
I [[Polen]] har man fundet en næsten tre meter høj Svantevit-lignende figur med fire ansigter. Den menes at være fra omkring år [[1000]].
Svantevit-[[kult]]en er kun kendt fra kristne kilder. William af Malmesbury og [[Saxo]] beskrev den som en frugtbarhedskult. Begge nævner, at [[statue]]n holdt et [[horn (anatomi)|horn]] i højre hånd, og hvert år blev hornet fyldt med en drik af [[vand]] og [[honning]], måske [[mjød]]. Ved hjælp af denne drik spåede [[præst]]erne, hvordan næste års avl ville blive. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 305), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>
 
En alternativ teori er, at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Både [[Saxo Grammaticus]] og den tyske præst [[Helmold af Bosau]] mente, at Svantevit havde sin oprindelse i kristen helgenkult, da der skal have været [[relikvie]]r efter Skt. Vitus i en [[Kirke (bygning)|kirke]] på [[Rygen]] allerede i 900-tallet, og flere af de lokale [[obotritter|obotritobotritiske]]iske fyrster i regionen i 1000-tallet støttede [[missionær]]er og kirkebygning. Svantevit kan have været en lokal, forvansket version af Skt. Vitus. I [[1124]] mødte den tyske missionær Otto af [[Bamberg]] en hedensk præst i [[Szczecin]], der ifølge [[krønike]]skriveren Ebo af Bamberg ikke ville høre om de kristnes gud, som han forbandt med tyske stammefolk, og ikke særlig anderledes end andre guder. Sådan set kan Svantevit-kulten have været en synkretistisk religion, som nogle typer helgenkult i [[latinamerika]]nske lande i dag, eller Svantevit-templet kan have været en kristen kirke, der blev taget for at være hedensk, fordi den ikke var tilsluttet den tyske kirke. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 306)</ref>
 
Omvendt har det også været hævdet, at Skt. Vitus var den slaviske Svantevit importeret til [[kristendom]]men. Venderne blev i det 10.-13. årh. [[kristne]]t i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. [[Sakser]]ne fra [[Det Tysk-romerske Rige]] endte med næsten at udrydde deres [[kultur]], godt hjulpet af [[daner]]ne.
 
== Angrebet på Arkona ==
I midten af [[1100-tallet]] gennemførte [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] en række [[hævn]]togter mod venderne. De kulminerede med indtagelsen af Rygen i [[1168]]. Her indtog de [[borg]]en ved [[Arkona]] og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits [[tempel]] ved Arkona på Rygen var Nordeuropas største hedenske helligdom, en [[Træ (materiale)|træbygning]] smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperstepræsten måtte gå ind, stod statuen, som var gud for [[ungdom]], frugtbarhed og krig. Ifølge Saxo Grammaticus havde statuen fire [[hoved]]er, kort [[hår]], studset [[skæg]] og en snehvid [[hest]], som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være [[sved]]ig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp. Offergaverne var [[kvæg]], [[vin]] og [[honningkager]]. Nogle mener, at de fire hoveder [[symbol]]iserede, at han kunne se hvert af de fire [[verdenshjørne]]r, men alternative teorier har været, bl.a. at vendernes gud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. [[Keltere|Keltiske]] guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som [[treenighed]]er.
 
Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung kriger fik sine venner til at sætte [[spyd]] i [[tørv]]en, så han kunne klatre op og sætte [[ild]] til noget [[halm]] lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og de danske krigere gik til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: de måtte blive kristne, alle [[skat]]ter til Svantevit skulle nu sendes til den danske konge, og alle kristne [[krigsfange]]r sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens [[korstog]], samt betale en skat på fyrre [[sølv]][[mønt]]er i året for hvert [[plov]]spand. For en sikkerheds skyld tog man også [[Gidsel|gidsler]], og Svantevit-figuren blev hugget op til [[brænde]] for [[hær]]ens [[suppe]]gryder.<ref>[[Kurt Villads Jensen|Jensen, Kurt Villads]]: ''Korstogene'' (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>