Difference between revisions of "Norsk (sprog)"

m
Robotassisteret flertydig: Finsk - Ændrede link(s) til Finsk (sprog); kosmetiske ændringer
m (→‎Brug af målformerne: Stavefejl rettet)
m (Robotassisteret flertydig: Finsk - Ændrede link(s) til Finsk (sprog); kosmetiske ændringer)
 
== Genetisk klassificering ==
Norsk er et [[nordiske sprog|nordisk sprog]] i den [[Germanske sprog|germanske]] [[Sproggruppe|gruppe]] i den [[Indoeuropæiske sprog|indoeuropæiske]] [[sprogfamilie]].
Traditionelt har sproget været klassificeret som et vestnordisk sprog sammen med islandsk og færøsk, mens dansk og svensk har været klassificeret som østnordiske sprog. Dette er baseret på [[fonologi]]ske forskelle som opstod tidligt i [[norrønt|norrøn]] tid. Denne klassificering er problematisk, fordi den tillægger [[dialekt]]forskelle indenfor det fastlandsnordiske [[dialektkontinuum]] større vægt end skellet mellem tydeligt adskilte sprog, fordi de førstnævnte forskelle er ældre end de sidstnævnte. Desuden går en del af skellene mellem vest- og østskandinavisk tværs igennem det norske sprogområde, og endvidere har skriftsproget bokmål mange østnordiske træk på grund af sit nære slægtskab med dansk og kan i sin mest konservative variant siges at være nærmest rent østnordisk. Det standardiserede talesprog knyttet til bokmål, [[standard østnorsk]], klassificeres heller ikke som en norsk dialekt. Et skel mellem vestnordisk og østnordisk opleves derfor som problematisk og lidet relevant for moderne norsk.
Efter en nyere klassificering baseret på de moderne nordiske sprog, udgør norsk og svensk ''nordskandinavisk''. Nordskandinavisk udgør sammen med ''sydskandinavisk'' (dansk) fastlandsnordisk, som sammen med ønordisk danner den nordiske undergruppe af germansk.<ref name="Torp">{{cite book|title=Nordens språk - med røtter og føtter |chapter=Nordiske språk i nåtid og fortid|last=Torp|first=Arne|editor=Sletten, Iben Stampe |year=2004|isbn=92-893-1042-1|url=http://www.norden.org/pub/uddannelse/sprog/sk/N2004009.pdf}}</ref>
{{Citat|Interpellasjonen ble drøftet i tre dager, referatet er på 125 sider. Debatten er trolig den voldsomste i språksakens historie, den som hadde sterkest tilknytning til den allmenne politiske situasjonen, og den som mest lidenskapelig engasjerte både stortingsrepresentanter og publikum (presidenten klager gjentatte ganger over uro på galleriet og truer med å la det rydde). Stortingets behandling av denne saken innvarsler også noe prinsipielt nytt, idet det er første gang Stortinget befatter seg med normeringen av skriftspråkene.<ref name="Lundeby"/>}}
 
I Stortinget faldt forslaget om at afvise reformen med 58 mod 68 stemmer, et forslag om udsættelse faldt med [[stortingspræsident|stortingspræsidenten]]sens dobbeltstemme.<ref name="Lundeby" />
 
[[Norges Lærerlag]] støttede reformen og havde forud for debatten opfordret Stortinget til ikke at kalde den tilbage. Efter afgørelsen tog indførelsen af de valgfrie tilnærmingsformer i skolerne fart. Efteråret 1920 fremlagde [[Østlandsk reisning]] en liste over de 305 af landets 674 [[kommune]]r som havde vedtaget at tage dem i brug, 86 af disse havde landsmål i mindst én kreds.<ref name="Jahr">{{cite book|last=Jahr|first=Ernst Håkon|title=Østlandsmåla fram!|publisher= Universitetsforlaget|year=1978|isbn=82-00-01672}}</ref>
I dialekterne bliver tonefaldene realiseret forskelligt, men den leksikalske tilordning er stort set den samme fra dialekt til dialekt. Hovedinddelingerne går mellem lavtonedialekter (Østlandet og Trøndelag) og højtonedialekter (Vestlandet og Nord-Norge). Lavtonedialekter realiserer tonelag 1 som lavtone og tonelag 2 som faldende tone, mens højtonedialekter realiserer tonelag 1 som højtone og tonelag 2 som stigende tone. Dette er en forenkling; særlig i grænseområderne mellem de to hovedsystemer er forholdene mere komplekse.
 
Ikke alle dialekter har tonefald. Tonefald mangler i dialekterne omkring Bergen, og i Nordnorge fra Nord-Troms og nordover. Begge disse områder har haft stor grad af sprogkontakt med andre sprog, og i alt fald for Nordnorge er nok [[Finsk (sprog)|finsk]] og [[Samiske sprog|samisk]] substrat grunden til det manglende tonefald.
 
== Morfologi ==
 
=== Verber ===
Regelmessige norske [[verb|verber]]er har syv bøjningsformer, med verbet ''leve'' som eksempel er det disse formene: fire [[finitthet|finitte]] former: ''lever'' ([[presens]]), ''levde'' ([[preteritum]]), ''leve'' ([[optativ]]), ''lev'' ([[imperativ]]) og tre [[finitthet|infinitte]] former: ''leve'' ([[infinitiv]]), ''levende'' ([[partisipp|presens partisipp]]) og ''levd'' ([[participium|perfektum participium]]). I skolegrammatikken bliver den imperfektive partisippel kaldt «præsens participium».
 
Verber kan inddeles i forskellige bøjningstyper, i ''svage'' og ''stærke'', og efter om de danner præteritum med suffiks eller ikke. Svage verber danner preteritum med suffiksene ''-a/et'' eller ''-te/-(d)de'', fordelingen dem i mellem er afhængig af fonologiske egenskaber ved stammen. Enstavede stammer (''å nå'') har suffikset ''-dde'', stammer med tryk på sidste staving og [[tonelag]] 1 (''å reparere'') har suffikset ''-te'', det samme har stammer med visse fonologiske strukturer. Alle andre svage verber danner præteritum med ''-a/et''. Stærke verber danner præteritum med vokalveksling i stammen, såkaldt [[aflyd]].
=== Låneord ===
Sprogsamfund låner ord fra mere prestigefulde sprogsamfund via tosprogede. Studier af låneord i norsk afspejler dermed samfundsmæssige forhold i Europa op gennem århundrederne. Med indførelsen af kristendommen kom der en god del låneord ind i norrønt. Af låneordene i Fritzners ''Gammelnorsk Ordbog'' er cirka 61 % fra latin, 25 % fra gammel- og mellemhøjtysk, 7 % fra gammelfransk og under 5 % fra gammelengelsk. De fleste latinske låneord er knyttet til kristendommen, mange tyske ord til handel, og mange franske ord til hofliv. Hovedtyngden af låneordene i mellemnorsk kom fra [[nedertysk]]. Det er anslået at halvdelen af ordforrådet i norsk kommer fra nedertysk<ref name="Torp" />.
Mængden af nye låneord er vokset kraftig siden midten af det 20. århundrede, og ikke mindst efter at fjernsynet og senere Internettet er blevet udbredt i norske hjem. Det er særlig [[Engelsk (sprog)|engelsk]] der hentes ord fra.<ref>{{cite web |url = http://www.sprakrad.no/Fakta/Engelsk_i_norsk/ |title = Engelsk i norsk |author = Graedler, Anne Line}}</ref> [[Tor Guttu]] ([[leksikograf]]) mener at «[[cafésvensk]]» var kendt i Norge omkrin 1900.<ref>[http://www.aftenposten.no/kultur/Kafsvensk-er-tilbake-7076286.html Kafésvensk er tilbake]</ref>
 
Umiddelbart før 2. verdenskrig registrerede filologen [[Aasta Stene]] omkring 530 engelske ord som var i brug i norsk.<ref>{{cite book |last=Stene |first=Aasta |title=English Loan-words in Modern Norwegian |publisher=Oxford University Press og Johan Grundt Tanum Forlag |year=1945}}</ref> Lignende undersøgelser er foretaget senere, og det blev klart, at tendensen var, at stadig flere engelske ord kom i brug. ''Anglisismeordboka'' fra 1997 har omkring 4000 opslagsord, det vil sige omkring syv og en halv gang så mange som Stene fandt. Engelske ords andel blandt låneord er også steget markant, og udgør i ''Bokmålsordboka'' og ''Nynorskordboka'' henholdsvis cirka 10 og 12 procent af lånordene.
549,665

edits