Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robotassisteret flertydig: Russisk - Ændrede link(s) til Russisk (sprog); kosmetiske ændringer |
m Robotassisteret flertydig: Finsk - Ændrede link(s) til Finsk (sprog) |
||
Linje 736:
Russerne havde også positive følelser over for denne bevægelse, fordi den modvirkede Sveriges indflydelse. Ingen censur stoppede oprettelsen af [[Suomalaisen Kirjallisuuden Seura|Finska litteratursällskapet]] i [[1831]]. Eftergivenheden havde rigtignok sine grænser, allerede i [[1823]] blev den frittalende Arwidsson afsat fra akademiet i unåde, og han emigrerede til Sverige. Men studenterlederen [[Johan Wilhelm Snellman]] bekræftede russernes håb om en anti-svensk opvågning, da han midt på 1830-tallet forsikrede zar Nikolaj 1. om, at den svenske periode havde været ødelæggende for den finske nation. På lang sigt så Snellman for sig hårdere russificering, hvilket gjorde det magtpåliggende at udvikle den finske nationalfølelse og sprogstilling til forsvar mod det, som måtte komme.<ref>Jutikkala, side 311-313.</ref> Som rektor ved en ungdomsskole i [[Kuopio]] fik Snellman i [[1844]] tid til at starte avisen ''[[Saima]]'' for middelklassen, og magasinet ''[[Maamiehen Ystävä]]'' (Bondevennen) for almuen. Da ''Saima'' efter to år blev lukket, skyldtes det ikke, at den blev trykt på finsk men snarere dens politiske indhold.<ref>Jutikkala, side 314-315.</ref>
I 1828 blev der ansat en lektor i finsk sprog ved universitetet, og i 1850 blev der grundlagt et institut for finsk sprog og litteratur. De første finske afhandlinger blev trykt i 1858. I [[Jyväskylä]] samme år blev det første [[gymnasium]] med finsk som undervisningssprog grundlagt. Vigtige sprogpolitiske talsmænd som [[Johan Ludvig Runeberg]] og [[Zacharias Topelius]] lagde stor vægt på nødvendigheden af at udvikle [[Finsk (sprog)|finsk]] sprog og etablere det som et kultur- og embedssprog. [[Elias Lönnrot]]s nationalepos ''[[Kalevala]]'' fra 1835 blev af stor betydning for, at det ringeagtede finske sprog og finsk kultur fik en højere status. ''Kalevala'' vakte stor opsigt i Europa, og endnu større i Finland. På sigt svækkede den nye litteratur også kræfterne, som anså svensk sprog som det eneste potente forsvarsværk mod fremtidig russificering.<ref>Jutikkala, side 314-316.</ref>
Den officielle forbud mod finsk skriftsprog fra [[1850]] kom som en reaktion på yderliggående finskhedsbestræbelser, men blev i praksis ophævet allerede efter fire år. Striden mellem svensk og finsk sprog blev derimod langt mere uforsonlig og satte sit præg på den politiske debat i Finland i 1800-tallet. Bestræbelserne på at forbedre det finske sprogs stilling og de sproglige rettigheder for de finsksprogede mundede i 1840-erne ud i ''[[Fennomani]]bevægelsen''. Mens liberale fennomaner som [[Elias Lönnrot]] og [[Zacharias Topelius]] var talsmænd for tosprogethed, ville frem for alt de yngre fennomaner, som fra 1863 var inspirerede af [[Yrjö Koskinen]], at finsk skulle fortrænge svensk som kultur- og embedssprog. Som en modreaktion på fennomanerne dannede der sig en gruppe ''[[Svekoman]]er'', som forsvarede svensk sprog, under ledelse af [[Axel Olof Freudenthal]].
| |||