Bedřich Smetana: Forskelle mellem versioner

'''Bedřich Smetana''' (født [[2. marts]] [[1824]] i [[Litomyšl]], [[Bøhmen]], død [[12. maj]] [[1884]] i Prag) var en [[Tjekkiet|tjekkisk]] [[komponist]], der stod i spidsen for en musikalsk stil, der blev nøje forbundet med hans lands ønske om uafhængighed. Han betragtes således i sit hjemland som den tjekkiske musiks fader. Internationalt er han bedst kendt for sin [[opera]] ''[[Den solgte brud]]'' og for den symfoniske cyklus ''[[Má vlast]]'' ("Mit fædreland"), som skildrer komponistens fædrelands [[historie]], [[legende]]r og landskab.

I begyndelsen af 1860'erne vendte Smetana – tilskyndet af et mere liberalt politisk klima i Bøhmen – permanent tilbage til Prag. Han kastede sig ind i byens musikalske liv, primært som forkæmper for den nye tjekkiske opera. I 1866 fik hans første to operaer, ''[[Brandenburgerne i Bøhmen]]'' og ''Den solgte brud'', premiere på Prags nye teater, [[Prozatímní divadlo]]; Den solgte Brud opnåede stor popularitet. Samme år blev Smetana teatrets chefdirigent, men årene under hans ledelse var præget af kontroverser. Grupperinger inden for byens musikliv mente, at hans interesse for [[Franz Liszt]] og [[Richard Wagner]]s ideer var til skade for udviklingen af en særlig tjekkisk operastil. Denne opposition blandede sig i hans kreative arbejde og kan have svækket hans helbred; han trak sig tilbage fra teatret i 1874.

Ved udgangen af 1874 var Smetana blevet fuldstændig [[døvhed|døv]], men uden ansvar for teatret og de dermed forbundne kontroverser fik han tid til at komponere og gjorde det uafbrudt i næsten resten af sit liv. Hans bidrag til tjekkisk musik blev i stigende grad anerkendt og hædret, men et nervesammenbrud tidligt i 1884 førte til indlæggelse og død. Smetanas ry som grundlægger af tjekkisk musik har varet ved i hjemlandet, hvor hans fortalere har hævet ham over hans samtidige og efterfølgere. Relativt få af Smetanas værker er kommet på det internationale repertoire, idet mange i udlandet mener, at [[Antonín Dvořák]] er en mere væsentlig tjekkisk komponist.

Bedřich Smetana blev født den 2. marts 1824 i [[Litomyšl]] øst for [[Prag]] nær grænsen mellem [[Bøhmen]] og [[Mähren]], der dengang var provinser i [[Kejserriget Østrig|det habsburgske rige]]. Han var det tredje barn og første søn af František Smetana og hans tredje kone Barbora Lynková. František havde fået otte børn i to tidligere ægteskaber, hvoraf fem døtre overlevede barndommen. Sammen med Barbora fik han yderligere ti børn, hvoraf syv nåede voksenalderen.<ref Name= Clap9> Clapham (1972), s. 9-11.</ref><ref name="Large395" /> På dette tidspunkt var [[tysk (sprog)|tysk]] det officielle sprog i Bøhmen. František kunne [[Tjekkisk (sprog)|tjekkisk]], men af forretningsmæssige og sociale grunde brugte han det sjældent, og hans børn lærte det først langt senere i deres liv.<ref name="Large, s. 3"> Large, p . 3.</ref>

[[Fil:Zámek Litomyšl 1.JPG|thumb|left|alt=En stor rektangulær bygning af blege sten med flere rektangulære vinduer og dekorative elementer på taget|Grev Waldsteins slot i Smetanas fødeby, Litomyšl, i Bøhmen.]]

Smetanas familie kom fra [[Hradec Králové|Hradec Králové-regionen]] i Bøhmen. František havde lært bryggerfaget og erhvervet sig en moderat formue i løbet af [[Napoleonskrigene]] ved at levere tøj og forsyninger til den franske hær. Han bestyrede efterfølgende flere bryggerier, før han kom til Litomyšl i 1823 som brygger for [[Grev Waldstein]], hvis renæssanceslot dominerer byen.<ref Name= Clap9/><ref name= Steen694> Steen, s. 694.</ref>

Den ældre Smetana var uuddannet, men havde naturlige anlæg for musik og var en kompetent violinist samt spillede i en [[strygekvartet]].<ref Name= Ottlov1>{{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (del 1).</ref> Bedřich blev introduceret til musik af sin far og i oktober 1830, i en alder af seks år, gav han sin første offentlige koncert. Ved en koncert i Litomyšls akademi spillede han et klaverarrangement af [[Daniel François Esprit Auber|Aubers]] [[ouverture]] til ''[[La muette de Portici]]''; han fik en henrykt modtagelse.<ref>Clapham (1972), s. 12.</ref><ref>Newmarch, s. 54.</ref> I 1831 flyttede familien til [[Jindrichuv Hradec]] i den sydlige del af Bøhmen – den region, hvor [[Gustav Mahler]] en generation senere skulle vokse op.<ref name=" Steen694" /><ref name = Large5 /> Her gik Smetana i den lokale grundskole og senere på [[gymnasium|gymnasiet]]. Han studerede også [[violin]] og [[klaver]], opdagede værker af [[Wolfgang Amadeus Mozart|Mozart]] og [[Ludwig van Beethoven|Beethoven]] og begyndte at komponere enkle stykker, hvoraf det ene, en dans (''Kvapiček'' eller "Lille galop"), er overleveret i skitseform.<ref name= Large5> Large, s. 5.</ref><ref name= Clap13>Clapham (1972), s. 13-14.</ref>

Smetana ankom til Prag i efteråret 1839. Han fandt ikke Jungmanns skole imødekommende (han blev drillet af sine klassekammerater for sine landlige manerer)<ref name= Large7/> og begyndte snart at skulke. Han hørte koncerter, gik i operaen, lyttede til militære bands og dannede en amatørstrygekvartet, som han skrev enkle stykker til.<ref Name= Large7/> Efter Liszt havde givet en række klaverkoncerter i byen, blev Smetana overbevist om, at han kun ville kunne stille sig tilfreds med en musikalsk karriere.<ref name=Large7/> Han skrev i sin dagbog, at han ønskede "at blive en Mozart med hensyn til komposition og en Liszt med hensyn til teknik".<ref name="Schonberg77" /><ref name = Rosa56>Newmarch, s. 56.</ref> Men idyllen i Prag sluttede, da František opdagede sin søns pjækkeri og fik ham fjernet fra byen.<ref Name= Large7/> František anså på dette tidspunkt musik for et underholdende tidsfordriv, ikke et karrierevalg.<ref name = "Large, s. 3" /> Smetana blev midlertidigt installeret hos sin onkel i [[Nové Město na Moravě]], hvor han havde en kort romance med sin kusine Louisa. Han mindedes deres lidenskab i ''Louisas polka'', den tidligste komplette komposition af Smetana, der er overleveret.<ref>Large, s. 10-11.</ref>

En ældre fætter, Josef Smetana, lærer på præmonstratenserskolen i [[Plzeň]] (Pilsen), tilbød derefter at overvåge drengens skolegang, og i sommeren 1840 rejste Smetana til Plzeň.<ref Name= Ottlov1/> Han opholdt sig der, indtil han afsluttede sin skolegang i 1843. Han var grundet sine evner som pianist stærkt efterspurgt ved byens mange soiréer, og han nød et hektisk socialt liv.<ref Name= Rosa56/> Dette førte til en række romancer, den vigtigste var med [[Kateřina Kolářová]], som han havde kendt kort i sin tidlige barndom. Smetana var helt henført sammen med hende og skrev i sin dagbog: "Når jeg ikke er sammen med hende, sidder jeg på varme kul og har ingen fred".<ref>Large, s. 17.</ref> Han komponerede flere stykker for hende, blandt andet to ''Quadrilles'', en [[duet|sangduet]] og en ufuldstændig klaver-[[etude]] for venstre hånd.<ref Name= Large19>Large, s. 19.</ref> Han komponerede også sit første orkesterstykke, en [[menuet (musik)|menuet]].<ref Name= Clap15> Clapham (1972), s. 15-16.</ref>

[[Fil:Berlioz ill05.jpg|thumb|standing|Hector Berlioz, en tidlig musikalsk indflydelse for Smetana.]]

Da Smetana afsluttede sin skolegang, var hans fars formue svundet ind. Selv om František nu var enig i, at hans søn skulle følge en musikalsk karriere, kunne han ikke støtte ham økonomisk.<ref Name= Rosa56/><ref name= Large19/> I august 1843 rejste Smetana til Prag med tyve [[østrig-ungarske gylden]] på lommen<ref>Newmarch, s. 57.</ref><ref group="note">Det er vanskeligt at vurdere værdien af østrig-ungarske gylden fra midten af det 19. århundrede. En generel vurdering må foretages på grundlag af Smetanas årsløn i 1866, da han blev udnævnt til dirigent for det provisoriske teater i Prag; årslønnen var på 1.200 gylden. Clapham (1972), s. 34.</ref> uden umiddelbar udsigt til et job.<ref Name= Clap17>Clapham (1972), s. 17.</ref> I mangel af formel musikalsk uddannelse havde han brug for en lærer og blev præsenteret for lederen af [[Josef Proksch]], der var leder af Prags musikinstitut, hvor Kateřina Kolářovás var studerende, af Kateřinas mor.<ref name = Ottlov1/><ref name= Large19/> Proksch anvendte de mest moderne undervisningsmetoder, baseret på [[Ludwig van Beethoven|Beethoven]], [[Frédéric Chopin|Chopin]], [[Hector Berlioz|Berlioz]] og Liszts Leipzig-kreds.<ref name= Ottlov1/> I januar 1844 accepterede Proksch at tage Smetana som elev og samtidig lettedes den unge musikers økonomiske vanskeligheder, da han sikrede sig en stilling som musiklærer for grev Thuns familie.<ref name= Ottlov1/>

I de næste tre år studerede Smetana teori og komposition under Proksch og underviste Thuns børn i klaver. Værkerne, han komponerede i disse år, omfatter sange, danse, [[bagatel (musik)|bagateller]], [[impromptu]]er og en [[klaversonate]] i g-mol.<ref>Large, s. 29-35.</ref> I 1846 hørte Smetana koncerter i Prag med Berlioz og mødte efter al sandsynlighed den franske mester ved en reception arrangeret af Proksch.<ref Name= Clap19> Clapham (1972), s. 19.</ref> Hjemme hos grev Thun mødte han [[Robert Schumann|Robert]] og [[Clara Schumann]] og viste dem sin g-mol-sonate, men opnåede ikke deres anerkendelse af dette arbejde – de mente at kunne spore Berlioz' indflydelse i det i alt for høj grad.<ref name= Ottlov1/> Imens blomstrede hans venskab med Kateřina. I juni 1847, da han forlod sin stilling i Thuns familie, anbefalede Smetana hende som sin efterfølger. Han tog derefter ud på en rundtur i det vestlige Bøhmen i håb om at etablere sig som koncertpianist.<ref>Large, s. 39.</ref>

Smetana havde imidlertid ikke de nødvendige økonomiske midler til rådighed for sin koncertturné, så han opgav projektet og vendte tilbage til Prag, hvor han levede af privatundervisning og lejlighedsvis optræden som akkompagnatør ved kammerkoncerter.<ref Name= Clap19/> Han begyndte også at arbejde på sit første større orkesterværk, en [[ouverture]] i D-dur.<ref>Clapham (1972), s. 21.</ref>

[[Fil:Praha Barricades Charles Bridge panel 1848.jpg|thumb|left|Barrikaderne på Karlsbroen i Prag, 1848. Smetana deltog kortvarigt i opstanden.]]

I en kort periode i 1848 virkede Smetana som revolutionær. Under [[revolutionerne i 1848]] var det habsburgske område præget af et klima af politisk forandring og omvæltning, der skyllede gennem Europa i det år, og en pro-demokratisk bevægelse i Prag under ledelse af Smetanas gamle ven Karel Havlíček opfordrede til at bringe det absolutistiske habsburgske styre til en afslutning og til at indføre mere politisk [[autonomi]].<ref name= Large42/> En borgerarmé ("Svornost") blev dannet for at forsvare byen. Smetana skrev en række patriotiske værker, herunder to [[march (musik)|marcher]] til henholdsvis den tjekkiske nationalgarde og en sammenslutning af studerende ved Prags universitet foruden en frihedssang til en tekst af [[Jan Kollár]].<ref name= Steen696>Steen, s. 696.</ref> I juni 1848, netop som de habsburgske hære rykkede ud for at undertrykke de oprørske tendenser, kom Prag under angreb fra de østrigske styrker under ledelse af [[Prins Alfred af Windisch-Graetz]]. Som medlem af Svornost hjalp Smetana med til at bemande barrikaderne på [[Karlsbroen]].<ref Name= Large42>Large, s. 42-43.</ref> Det spirende oprør blev hurtigt knust. Smetana undgik fængsel eller eksil, men blev modtaget af ledere som Havlíček.<ref Name= Large42/> Under hans korte engagement i Svornost mødte han forfatteren og den førende radikale, [[Karel Sabina]], der senere skrev to [[libretto|libretti]] til Smetanas første operaer.<ref name= Large42/>

Tidligt i 1848 skrev Smetana til Franz Liszt, som han endnu ikke havde mødt, og bad ham om lov til at dedicerede et nyt klaverværk, ''[[Seks karakteristiske stykker]]'', til ham og bad ham anbefale det til et forlag. Han anmodede desuden om et lån på 400 gylden, så han kunne åbne en musikskole. Liszt svarede hjerteligt og accepterede dedikationen og lovede at hjælpe med at finde en forlægger, men tilbød dog ingen økonomisk støtte.<ref>Steen, s. 695-696.</ref><ref name= Ottlov2>{{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 2).</ref> Denne opmuntring blev starten på et venskab, der var af stor værdi for Smetana i hans senere karriere.<ref>Clapham (1972), s. 20.</ref> På trods af Liszts manglende økonomiske støtte var Smetana i stand til at starte et klaverinstitut i slutningen af august 1848 med tolv studerende.<ref>Large, s. 48.</ref> Efter en hård periode begyndte instituttet at blomstre og fik for en tid en høj stjerne, især blandt tilhængerne af den tjekkiske nationalisme, for hvem Smetana var begyndt at være et navn, man skulle regne med. Proksch skrev om Smetanas støtte til hans folks sag og sagde, at han "kan meget vel blive den, der formidler mine idéer på det tjekkiske sprog".<ref name =Large48>Large, s. 48-49</ref> I 1849 blev instituttet flyttet til Katerinas forældres hjem og begyndte at tiltrække fornemme gæster; Liszt kom regelmæssigt, og den tidligere kejser [[Ferdinand I af Østrig|Ferdinand]], der havde bosat sig i Prag, deltog i skolens eftermiddagskoncerter.<ref name= Large48/> Smetanas deltagelse i disse koncerter gjorde dem til et anerkendt element i Prags musikliv. I denne tid, hvor Smetana ikke havde de store pengesorger, blev han gift med Kateřina; det skete den 27. august 1849. Parret fik fire døtre mellem 1851 og 1855.<ref Name= Ottlov2/>

I 1850 accepterede Smetana, selv om han stadig nærede følelser for revolutionen, stillingen som hofpianist for Ferdinand på Prags slot.<ref name="Steen696" /><ref name= Large48/> Han fortsatte undervisningen på klaverinstituttet og helligede sig i stigende grad komponistgerningen. Hans værker, især for klaver, omfattede ''[[Bryllupsscener]]'' i tre dele, noget af den musik, som senere blev brugt i ''Den solgte brud''.<ref Name= Large51> Large, s. 51-54.</ref> Han skrev også adskillige korte eksperimentelle stykker indsamlet under navnet ''[[Albumblade]]'' og en række [[polka]]er.<ref name= Large51/> I 1853-54 arbejdede han på et større orkesterstykke, ''Triumfsymfonien'', for at fejre kejser [[Franz Joseph 1. af Østrig|Franz Josefs]] bryllup.<ref name= Ottlov2/> Symfonien blev dog afvist af det kejserlige hof med den begrundelse, at de korte musikalske referencer til den østrigske nationalsang ikke var tilstrækkeligt fremtrædende. Smetana hyrede ufortrødent et orkester for egen regning for at opføre symfonien i Konvikt-salen i Prag den 26. februar 1855. Arbejdet blev køligt modtaget, og koncerten var en økonomisk fiasko.<ref>Large, s. 57-62.</ref>

[[Fil:Smetana1854portrait.jpg|thumb|standing|Et oliemaleri af Smetana, 1854.]]

I årene mellem 1854 og 1856 led Smetana en række personlige slag. I juli 1854 døde hans næstældste datter, Gabriela, af [[tuberkulose]]. Et år senere døde hans ældste datter, Bedriska, der i en alder af fire år havde vist en særlig musikalsk begavelse, af [[skarlagensfeber]].<ref Name= Clap22> Clapham (1972), s. 22.</ref> Smetana skrev sin klavertrio i g-mol som en hyldest til hende. Den blev opført i Prag den 3. december 1855 og blev, ifølge komponisten, modtaget "hårdt" af kritikerne, selv om Liszt lovpriste den.<ref name= Ottlov1/><ref>Large, s. 63-65.</ref> Smetanas sorger fortsatte; lige efter Bedriskas død var en fjerde datter, Kateřina, blevet født, men også hun døde i juni 1856. På dette tidspunkt var Smetanas hustru Kateřina også blevet diagnosticeret med tuberkulose.<ref Name= Clap22/>

Smetana tog indledningsvis til Göteborg uden Kateřina. Han skrev til Liszt, at menneskene der var musikalsk usofistikerede, men han anså dette for en mulighed for at opnå "en effekt jeg aldrig kunne have opnået i Prag".<ref Name= Ottlov3/> Inden for et par uger efter hans ankomst havde han givet sin første koncert, åbnet en musikskole, der hurtigt blev overvældet af ansøgninger,<ref name= Large71> Large, s. 71-75.</ref> og fået en stilling som dirigent i Göteborgs selskab for klassisk kormusik.<ref Name= Large71/> På et par måneder havde Smetana opnået både faglig og social anerkendelse i byen, selvom han kun fandt meget lidt tid til at komponere; to planlagte orkesterværker, med de foreløbige titler ''Frithjof'' og ''Vikingens rejse'' blev skitseret, men opgivet.<ref>Large. s. 78.</ref>

[[Fil:Göteborg.jpg|thumb|left|Göteborg i Sverige var Smetanas base fra 1856 til 1861.]]

I sommeren 1857 kom Smetana hjem til Prag; Kateřinas helbred var svigtende, og i juni døde Smetanas far, František.<ref>Clapham (1972), s. 25.</ref> I efteråret vendte Smetana tilbage til Göteborg med Kateřina og deres datter Žofie, men først besøgte han Liszt i [[Weimar]]. Anledningen var jubilæumsfesten for [[Goethe]] og [[Schiller]]; Smetana gik til opførelser af Liszts ''[[Faustsymfoni]]'' og det symfoniske digt ''[[Die Ideale]]'', som inspirerede ham meget.<ref name = "Large, s. 79 "> Large, s. 79.</ref> Liszt var Smetanas vigtigste lærer, og han var på dette afgørende tidspunkt i stand til at indgive ham fornyede åndskræfter og hjælpe ham gennem den noget isolerede tilværelse som kunstner i Göteborg.<ref Name= Ottlov3/>

I Sverige fandt Smetana blandt sine nye elever en ung husmor, Fröjda Benecke, der for en kort tid blev hans muse og elskerinde. Til hendes ære transskriberede Smetana to sange fra [[Franz Schubert|Schuberts]] cyklus om ''[[Die schöne Müllerin]]'' og transformerede et af sine egne tidlige klaverstykker til en polka med titlen ''Et syn ved ballet''.<ref>Large, s. 80-82.</ref> Han begyndte også at komponere i en mere ekspansiv skala. I 1858 afsluttede han det symfoniske digt ''Richard III'', hans første store orkesterkomposition siden ''Triumfsymfonien''. Han fulgte op med ''Wallensteins lejr'', et stykke, der var inspireret af [[Friedrich Schiller]]s [[Wallenstein]],<ref>Newmarch, s. 60.</ref> og begyndte et tredje symfonisk digt, ''Hakon Jarl'', der var baseret på [[Adam Gottlob Oehlenschläger|Oehlenschlägers]] tragiske drama.<ref Name= Clap28/> Smetana skrev også en to store klaverværker: ''Macbeth og heksene'' og en etude i C i Liszts stil.<ref name= Large84> Large, s. 84-94.</ref>

Kateřinas helbred forværredes gradvist, og i foråret i 1859 svigtede det. Hun døde på vej hjemad i [[Dresden]] den 19. april 1859. Smetana skrev, at hun var død "forsigtigt, uden at vi vidste noget, før roen henledte min opmærksomhed på hende".<ref>Large, s. 95-97.</ref> Efter at have placeret Žofie hos Kateřinas mor, brugte Smetana tiden sammen med Liszt i Weimar, hvor han så den komiske opera ''[[Der Barbier von Bagdad]]'' af Liszts elev, [[Peter Cornelius (komponist)|Peter Cornelius]].<ref group="note">Ifølge [[Gerald Abraham]] havde Smetana mødte Cornelius i Weimar to år tidligere, mens sidstnævnte arbejdede på ''Der Barbier von Bagdad''. De to komponister drøftede angiveligt behovet for "en moderne type komisk opera som supplement til Wagner. Abraham, s. 29.</ref> Dette værk skulle påvirke Smetanas egen senere karriere som operakomponist.<ref>Large, s. 98-99 og s. 160.</ref> Senere samme år boede han sammen med sin yngre bror Karel og forelskede sig i Karels svigerinde Barbora (Bettina) Ferdinandiová, der var seksten år yngre end ham. Han tilbød hende ægteskab, og efter at have sikret sig hendes tilsagn vendte han tilbage til Göteborg i vinteren 1859-1860.<ref Name= Ottlov3/> Ægteskabet fandt sted det følgende år, den 10. juli 1860, hvorefter Smetana vendte tilbage til Sverige for sidste gang med sin nye kone. Dette kulminerede i april 1861 med en klaverkoncert i [[Stockholm]] med deltagelse af det svenske kongehus. Parrets første datter, Zdenka, blev født i september 1861.<ref Name= Clap28> Clapham (1972), s. 28-30.</ref>

I mellemtiden havde Franz Josefs hærs nederlag ved [[Slaget ved Solferino|Solferino]] i 1859 svækket det habsburgske rige og førte til von Bachs fald.<ref>Large, s. 114.</ref> Dette havde efterhånden bragt en mere oplyst atmosfære til Prag, og i 1861 anede Smetana en bedre fremtid for den tjekkiske nationalisme og kultur.<ref Name= Schonberg77> Schonberg, s. 77.</ref><ref name= Clap28/> Før han kunne træffe nogen beslutning om sin egen fremtid, tog Smetana i september ud på en koncertturné i [[Holland]] og [[Tyskland]]. Han håbede stadig at sikre sig et ry som pianist, men endnu en gang svigtede heldet ham.<ref Name= Clap28/> Tilbage i Prag dirigerede han opførelser af ''Richard III'' og ''Wallensteins lejr'' i januar 1862, men de fik en kølig modtagelse. Kritikere beskyldte ham for at være for tæt på "den nye tyske" skole, som Liszt repræsenterede;<ref>Clapham (1980), s. 393.</ref> Smetana svarede, at "en profet er uden ære i sit eget land".<ref Name= Clap28/> I marts 1862 besøgte han kort Göteborg en sidste gang, men byen interesserede ham ikke længere; den forekom ham at være et provinshul, og uanset hvilke vanskeligheder det måtte medføre, var han nu fast besluttet på at søge sin musikalske fremtid i Prag: "Mit hjem er så forankret i mit hjerte, at jeg kun der vil finde virkelig tilfredshed. Det er til dette, at jeg vil vie mig selv".<ref>Large, s. 120.</ref>

I 1861 blev det meddelt, at et midlertidigt teater ville blive bygget i Prag som hjem for tjekkiske opera.<ref group="note">Den officielle titel for dette teater var "Det kongelige provinsielle tjekkiske teater" ({{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 4))</ref> Smetana så dette som en mulighed for at skrive operaer, der skulle afspejle den tjekkiske nationalkarakter, ligesom [[Mikhail Glinka]] havde portrætteret det russiske liv i sine operaer.<ref name= Schonberg77/> Smetana håbede at kunne komme i betragtning som dirigent på teatret, men stillingen gik til [[Jan Nepomuk Mayr]], tilsyneladende fordi en konservativ fraktion, der var ansvarlig for projektet, betragtede Smetana som en "farlig modernist", der var træl af avantgardekomponister som Liszt og Wagner.<ref name= Clap32> Clapham (1972), s. 32-33.</ref><ref>Large, s. 126.</ref> Smetana blev derpå opmærksom på en operakonkurrence, arrangeret af grev Jan von Harrach, som tilbød præmier på 600 gylden for de bedste komiske og historiske operaer baseret på tjekkisk kultur.<ref Name= Clap32/> Uden nogen model han kunne bruge som grundlag for sit arbejde – tjekkisk opera eksisterede knap nok som genre – måtte Smetana skabe sin egen stil. Han engagerede Karel Sabina, en kammerat fra barrikaderne i 1848, som sin librettist<ref name= Large140> Large, s. 140-143.</ref> og fik Sabinas tekst i februar 1862, en historie om en invasion af Bøhmen af [[Otto II, markgreve af Brandenburg|Otto Brandenburg]] i det 13. århundrede. I april 1863 forelagde han et partitur med titlen ''Brandenburgerne i Bøhmen''.<ref Name= Large140/><ref name= Ottlov4/>

[[Fil:Na Rejdišti str, Prague Old Town.jpg|thumb|Smetanas forsøg på at blive direktør på konservatoriet i Prag mislykkedes (moderne fotografi).]]

På dette tidspunkt beherskede Smetana kun i ringe grad det tjekkiske sprog. Hans generation var uddannet på tysk,<ref>Grout, s. 532.</ref> og han havde svært ved at udtrykke sig på sit "modersmål".<ref Name= Ottlov4>{{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 4).</ref> For at overvinde disse sproglige problemer studerede han tjekkisk grammatik og gjorde en dyd af at skrive og tale tjekkisk hver dag. Han var blevet korleder af den nationalistiske Hlahol-sangforening kort efter sin hjemkomst fra Sverige, og som hans færdigheder i det tjekkiske sprog udvikledes, komponerede han patriotiske korstykker til foreningen; ''De tre ryttere'' og ''Renegaten'' blev opført ved koncerter i begyndelsen af 1863.<ref name= Large121> Large, s. 121-125.</ref> I marts samme år blev Smetana valgt som formand for musikafdelingen i ''Umělecká Beseda'', en forening for tjekkiske kunstnere.<ref Name= Ottlov4/> I 1864 var han dygtig nok til tjekkisk til at blive udpeget til musikkritiker ved den vigtigste tjekkisksprogede avis, ''Národní listy''.<ref>Newmarch, s. 62.</ref> I mellemtiden havde Bettina født en anden datter, Bozena.<ref>Clapham (1972), s. 33.</ref>

Den 23. april 1864 dirigerede Smetana Berlioz' [[korsymfoni]] ''[[Roméo et Juliette (Berlioz)|Roméo et Juliette]]'' ved en koncert for at fejre 300-året for [[Shakespeare]]; hans eget bidrag til koncertprogrammet var en ''March ved Shakespearefestivalen''.<ref name= Clap32/><ref name= Ottlov4/> Det år blev Smetanas kandidatur som direktør for konservatoriet i Prag afvist. Han havde haft store forhåbninger til udnævnelsen: "Mine venner forsøger at overtale mig til at tro, at denne stilling kunne have været skabt specielt til mig", skrev han til en svensk ven,<ref>Large, s. 134.</ref> men hans håb blev igen knust på grund af hans tilhørsforhold til Liszt, der opfattedes som en radikal. Ansættelsesudvalget valgte den konservative patriot Josef Krejčí til stillingen.<ref name=clapham394>Clapham (1980), s. 394.</ref>

Der gik næsten tre år, før Smetana blev udråbt som vinder af Harrachs operakonkurrence.<ref Name= Clap32/> Før det skete, var ''Brandenburgerne i Bøhmen'' blevet opført den 5. januar 1866 og havde fået en begejstret modtagelse ved det provisoriske teater i Prag, selvom Mayr havde vist det stærk modstand og nægtet at indøve eller dirigere værket. Dets formsprog var for avanceret til Mayrs smag, og operaen blev til sidst iscenesat af komponistens selv.<ref Name= Clap32/> "Jeg blev kaldt på scenen ni gange", skrev Smetana og noterede, at forestillingerne var udsolgt, og at kritikerne var fulde af lovord.<ref name= Large145> Large, s. 145.</ref> Musikhistorikeren [[Rosa Newmarch]] mener, at ''Brandenburgerne i Bøhmen'' indeholder alle elementerne i Smetanas operakunst, selvom værket ikke efterfølgende har holdt scenen.<ref>Newmarch, s. 64.</ref>

I juli 1863 havde Sabina leveret librettoen til sin anden opera, en lys komedie, der bar titlen ''[[Den solgte brud]]'', som Smetana komponerede i løbet af de næste tre år. På grund af succesen med ''Brandenburgerne i Bøhmen'' gik ledelsen på teatret hurtigt med til at sætte den nye opera op; [[uropførelse]]n fandt sted den 30. maj 1866 i den oprindelige version i to akter med talt dialog.<ref name=Ottlov4/> Operaen skulle gennem flere revisioner og omstruktureringer, før den fandt den endelige form i tre akter, som med tiden skulle etablere Smetanas internationale omdømme.<ref name=Large167> Large, s. 167-168.</ref><ref>Large, s. 399-408.</ref> Den første opførelse af operaen var en fiasko; premieren fandt sted på tærsklen til den [[preussisk-østrigske krig]] med Bøhmen. Der var overhængende fare for invasion af [[Preussen|preussiske]] tropper. Ikke overraskende svigtede publikum, og indtægterne kunne ikke dække omkostningerne;<ref Name= Large165> Large, s. 165-67.</ref> først da teatret satte den op i dens endelige form i september 1870, blev operaen en kolossal succes.<ref name="Newmarch, s. 69"> Newmarch, s. 69.</ref>

Allerede tidligt i sin periode som dirigent havde Smetana en fjende i [[František Pivoda]], der var direktør for Prags sangskole. Han havde tidligere været tilhænger af Smetana, men var blevet forurettet, da han havde rekrutteret sangtalenter fra udlandet i stedet for Pivodas skole.<ref>Steen, s. 701.</ref><ref name=clapham394 /> I en stadig mere bitter offentlig meningsudveksling hævdede Pivoda, at Smetana brugte sin position til at fremme sin egen karriere på bekostning af andre komponister.<ref Name= Clap40> Clapham (1972), s. 38-40.</ref>

Pivoda pegede på ''Dalibor'' og kaldte den et eksempel på ekstrem "wagnerpåvirkning" og mente, at den var uegnet som model for den tjekkiske nationalopera.<ref>Newmarch, s. 71.</ref> Ved "wagnerpåvirkning" forstod man påvirkning af [[Richard Wagner|Wagners]] teorier om orkestrets rolle i operaen og operaens struktur som et sammenhængende musikalsk drama snarere end et værk med lyriske numre "på en snor".<ref Name= Ottlov4/><ref name = Newmarch65 /> Formanden på teatret, František Rieger, havde først beskyldt Smetana for at følge Wagners kunstopfattelse efter den første opførelse af ''Brandenburgerne i Bøhmen'',<ref name= Large145/> men spørgsmålet delte i sidste ende Prags musikforening. Musikkritikeren Otakar Hostinský mente, at Wagners teorier burde være grundlag for den nationale opera i Tjekkiet og hævdede, at ''Dalibor'' var begyndelsen på noget "rigtigt". Den modsatte lejr, der blev ledet af Pivoda, støttede de principper, som man finder i italiensk opera, hvor stemmen og ikke orkestret var den vigtigste dramatiske enhed.<ref Name= Ottlov4/>

Selv inden for teatret var der uenigheder. Rieger førte en kampagne for at skubbe Smetana fra hans dirigentstilling og genudnævne Mayr, og i december 1872 underskrev 86 abonnenter på teatret en erklæring og opfordrede Smetana til at træde tilbage.<ref Name= Clap40/> Stærk støtte fra næstformand Antonín Čísek og et ultimatum fra prominente musikere, heriblandt var [[Antonín Dvořák]], sikrede dog, at Smetana kunne blive i stillingen. I januar 1873 blev han genudnævnt med en større løn og større ansvar som kunstnerisk leder.<ref Name= Ottlov4/><ref name= Clap40/>

[[Fil:Smetana-old-age.jpg|thumb|standing|Smetana nær slutningen af sit liv.]]

I pusterummet efter hans genudnævnelse koncentrerede Smetana sig om sin femte opera, ''[[De to enker]]'', som han komponerede mellem juni 1873 og januar 1874.<ref Name= Clap41> Clapham (1972), s. 41-42.</ref> Efter den første opførelse den 27. marts 1874 gav Smetanas tilhængere ham en symbolsk dirigentstok.<ref Name= Ottlov4/> Men hans modstandere fortsatte med at angribe ham og mente ikke, at han som dirigent kunne stå mål med Maýr og hævdede, at "den tjekkiske opera var dødssyg mindst én gang om året" under Smetana.<ref name= Clap41/> Inden det var sommer, var Smetana blevet syg og havde fået en halsbetændelse samt udslæt og tilsyneladende en blokering i ørerne. I midten af august overgav han sine arbejdsopgaver til sin stedfortræder, Adolf Čech, da han ikke selv var i stand til at arbejde. I en pressemeddelelse blev det kundgjort, at Smetana var blevet "syg som følge af et nervepres forårsaget af visse mennesker for nylig".<ref Name= Clap41/>

I september fortalte Smetana teatret, at han ville trække sig fra sin stilling, medmindre hans helbredstilstand forbedredes.<ref Name= Clap43> Clapham (1972), s. 43-45.</ref> Han var blevet helt døv på sit højre øre, og i oktober mistede han også al hørelse på det venstre øre. Efter sin efterfølgende tilbagetræden tilbød teatret ham en årlig pension på 1.200 gylden mod at det fortsat havde ret til at opføre hans operaer, en ordning, som Smetana accepterede modvilligt.<ref>Clapham (1972), s. 44.</ref><ref group="note">Det ser ud til (Clapham, 1972, s. 48-49), at denne pension blev tilbageholdt fra tid til anden, hvilket gav Smetana alvorlige økonomiske problemer.</ref> En pengeindsamling i Prag af tidligere elever og af den tidligere elsker Fröjda Benecke fra Göteborg rejste 1.244 gylden,<ref>Large, s. 294-295.</ref> hvormed Smetana kunne søge lægebehandling i udlandet, men det var ingen nytte til.<ref Name= Ottlov4/> I januar 1875 skrev Smetana i sin dagbog: "Hvis min sygdom er uhelbredelig, så vil jeg foretrække at være befriet fra dette liv".<ref>Large, s. 303.</ref> Hans humør blev værre på dette tidspunkt på grund af en forværring i hans forhold til Bettina, hovedsageligt over pengesager.<ref>Large, s. 322-323.</ref> "Jeg kan ikke leve under samme tag som en person, der hader og forfølger mig", sagde Smetana til hende.<ref>Large, s. 374; fra et udateret brev til Bettina.</ref> Selvom skilsmisse blev overvejet, forblev parret sammen, selvom de var ulykkelige.<ref>Large, s. 374.</ref>

Selv om helbreddet var blevet forværret, begyndte Smetana at komponere igen. I juni 1876 forlod han Bettina og deres to døtre Prag og tog til [[Jabkenice]], hvor hans ældste datter Žofie boede i rolige omgivelser, og hvor Smetana var i stand til at arbejde uforstyrret.<ref>Steen, s. 702.</ref> Før de forlod Prag, var Smetana begyndt en cyklus på seks symfoniske digte, kaldet ''[[Má vlast]]'' ("Mit Fædreland"),<ref group="note">Oprindeligt bar værket blot titlen ''Vlast'' ("Fædrelandet"). Det personlige pronomen var blevet tilføjet i maj 1883. Large, s. 266-67.</ref> hvoraf han havde afsluttet de to første, ''Vyšehrad'' og ''Vltava'', der begge havde været opført i Prag i 1875.<ref Name= Clap47> Clapham (1972), s. 47.</ref> I Jabkenice komponerede Smetana fire satser, og den komplette cyklus blev opført den 5. november 1882 under ledelse af Adolf Čech.<ref Name= Ottlov5/> Andre hovedværker fra disse år var en strygerkvartet i e-mol, ''Fra mit liv'', en række tjekkiske danse for klaver, flere korstykker og yderligere tre operaer: ''[[Kysset]]'', ''[[Hemmeligheden (opera)|Hemmeligheden]]'' og ''[[Djævlemuren]]'', som alle fik deres første opførelse mellem 1876 og 1882.<ref name = Ottlov5> {{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 5).</ref>

[[Fil:Národní divadlo prg.jpg|thumb|left|Nationalteatret i Prag, åbnet 1881, blev ødelagt af en brand og ombygget i 1883.]]

Den længe forsinkede premiere på Smetanas opera, ''[[Libuše]]'' kom, da nationalteatret åbnede den 11. juni 1881. Han havde ikke i første omgang fået billetter, men i sidste øjeblik blev han bedt om at sidde med teatrets direktør. Publikum modtog værket med begejstring, og Smetana blev kaldt på scenen igen og igen.<ref>Clapham (1972), s. 51.</ref><ref>Large, s. 222-223.</ref> Kort efter denne begivenhed blev det nye teater dog ødelagt af en brand, og til trods for sine problemer hjalp Smetana med at rejse midler til genopbygningen.<ref Name= Ottlov5/><ref>Steen, s. 702-703.</ref> Det restaurerede teater genåbnede den 18. november 1883, igen med ''Libuše''.<ref name= Ottlov5/>

[[Fil: Smetana Bedrich Gravestone.jpg|thumb|Smetanas gravsten på Vyšehrad-kirkegården i Prag.]]

I 1879 havde Smetana skrevet til en ven, den tjekkiske digter [[Jan Neruda]], og afsløret sin frygt for at blive vanvittig.<ref Name= Large370> Large, s. 370-372.</ref> I vinteren 1882-1883 oplevede han depression, søvnløshed og hallucinationer samt svimmelhed, krampe og et midlertidigt tab af evnen til at tale.<ref Name= Large370/> I 1883 begyndte han at skrive en ny symfonisk suite, ''Prags karneval'', men fik ikke skrevet andet end en indledning og en polonaise.<ref name= Clap54> Clapham (1972), s. 54-56.</ref> Han startede på en ny opera, ''[[Viola (opera)|Viola]]'', der byggede på figuren i Shakespeares ''[[Helligtrekongersaften (skuespil)|Helligtrekongersaften]]'',<ref>Newmarch, s. 89.</ref>, men fik kun komponeret brudstykker, eftersom hans mentale tilstand blev gradvist forværret.<ref Name= Clap54/> I oktober 1883 forstyrrede hans adfærd ved en privat reception i Prag hans venner;<ref name= Clap54/> i midten af februar 1884 hang hans liv ikke længere sammen, og han viste sig med med jævne mellemrum voldelig.<ref name= Large394>Large, s. 390-394.</ref> Den 23. april overførte hans familie, som ikke længere magtede at tage sig af ham, ham til Kateřinky-sindssygeanstalten i Prag, hvor han døde den 12. maj 1884.<ref Name= Ottlov5/><ref name = Large394 />

[[Fil:Prague 07-2016 Smetana Museum.jpg|thumb|left|[[Bedřich Smetana-museet]] ved Moldaus bred i Prag.]]

Hospitalet registrerede dødsårsagen som senildemens,<ref Name= Large394/> omend Smetanas familie mente, at hans fysiske og mentale tilbagegang skyldtes syfilis.<ref Name= Large394/> En analyse af obduktionsrapporten, der blev offentliggjort af den tyske neurolog Dr. Ernst Levin i 1972 kom til samme konklusion.<ref>Clapham (1972), s. 151.</ref> Tests foretaget af professor Emanuel Vlček i slutningen af det 20. århundrede på prøver af muskelvæv fra Smetanas lig gav yderligere dokumentation for sygdommen. Men disse resultater er dog blevet draget i tvivl af den tjekkiske læge Jiří Ramba, som har hævdet, at Vlčeks test ikke giver noget grundlag for pålidelige konklusioner på grund af vævets alder og tilstand, idet han også fremhævede symptomer, som er blevet rapporteret, og som er uforenelige med diagnosen syfilis.<ref>{{cite book|title=Slavné české lebky (Berømte tjekkiske kranier)|last=Ramba|first=Jiří|authorlink=|coauthors=|year=2009 (2. udgave)|publisher=Galén|location=Prag|isbn=978-80-7262-325-9|page=|pages=151-299|url=}}.</ref>

Smetanas begravelse fandt sted den 15. maj ved [[Týn Kirke]] i Prags gamle bydel. Et fakkeltog til [[Vyšehrad Kirkegård]] blev ledet af medlemmer af Hlahol og fulgt af en stor menneskemængde.<ref Name= Large394/> Graven er senere blevet et valfartssted for musikalsk interesserede på besøg i Prag.<ref>Newmarch, s. 90.</ref> På begravelsesaftenen blev en planlagt opførelse på nationalteatret af ''Den solgte brud'' ikke aflyst, men scenen blev draperet med sort klæde som tegn på respekt.<ref name = Large394 />

{{Se også|Liste over kompositioner af Bedřich Smetana|Liste over operaer af Bedřich Smetana}}

[[Fil:Liszt at the podium crop.jpg |thumb|standing|left|Franz Liszt øvede stor indflydelse på Smetana gennem hele dennes komponistkarriere.]]

De grundlæggende elementer, der indgik i Smetanas kunst, var ifølge Newmarch nationalisme, realisme og romantik.<ref Name= Newmarch90> Newmarch, s. 90-91.</ref> Et særligt træk ved al hans senere musik er dens beskrivende karakter – alle hans store kompositioner, når der ses bort fra hans operaer, er skrevet til [[programmusik|programmer]], og mange er specielt selvbiografiske.<ref>Newmarch, s. 100-101.</ref> Liszt, Wagner og Berlioz – de "progressive" – påvirkede Smetana meget, mens man ofte har bagatelliseret betydningen af "traditionelle" komponister som [[Gioachino Rossini|Rossini]], [[Gaetano Donizetti|Donizetti]], [[Giuseppe Verdi|Verdi]] og [[Giacomo Meyerbeer|Meyerbeer]].<ref name= Tyrrell10> {{cite encyclopedia|last= Tyrrell|first= John|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (§ 10).</ref>

Alle pånær en håndfuld af Smetanas kompositioner fra før afrejsen til Göteborg var klaverværker.<ref>Se Large, s. 425-430 Tillæg G: Værker efter kompositionsdatoen.</ref> Nogle af disse tidlige stykker er blevet afvist af musikhistorikeren [[Harold Schonberg]] som "bombastisk virtuos retorik i Liszts ånd".<ref>Schonberg, s. 78.</ref> Under Proksch blev Smetanas værker dog mere polerede, som det fx afsløres i værker som g-mol-sonaten fra 1846 og polkaen fra samme år. De ''Seks karakteristiske stykker'' fra 1848 dedikerede han til Liszt, der beskrev dem som "de mest enestående, fint følte og fint færdige stykker, jeg for nylig er blevet opmærksom på".<ref>Large, s. 41.</ref> I denne periode planlagde Smetana en cyklus af såkaldte ''Albumblade'', korte stykker i alle tonearter med [[Frédéric Chopin|Chopins]] ''Préludes'' som eksempel.<ref Name= Clap58> Clapham (1972 ), s. 58-64.</ref> Projektet var dog noget rodet; i de færdige stykker er nogle tonearter brugt flere gange, mens andre ikke er repræsenterede.<ref Name= Clap58/><ref name= Ottlov9> {{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 9).</ref> Efter Smetanas endelige tilbagevenden fra Göteborg, hvor han havde helliget sig udviklingen af den tjekkiske opera, skrev han intet for klaver i 13 år.<ref name= Ottlov9/>

I sit sidste årti komponerede Smetana tre store klavercyklusser. Den første, fra 1875, havde titlen ''[[Drømme]]''. Den var tilegnet en af hans tidligere elever, der havde medvirket til at rejse midler til at dække udgifterne til lægebehandling, ligesom værket er en hyldest til komponistens forbilleder fra 1840'erne: Schumann, Chopin og Liszt.<ref Name= Ottlov9/> Smetanas sidste store klaverværker blev de to cyklusser med tjekkiske danse fra 1877 og 1879. Den første af disse havde til formål, som Smetana forklarede sin forlægger, at "idealisere polka, som Chopin i hans dage gjorde med mazurkaen".<ref Name= Ottlov9/> Den anden cyklus var en blanding af danse, der hver blev givet en specifik titel, så folk kunne blive opmærksomme på tjekkernes danse og disses navne.<ref name= Ottlov9/>

Smetanas tidlige sange er kompositioner til tyske digte for én stemme. Bortset fra hans ''Frihedssang'' fra 1848 begyndte han ikke at skrive stykker for kor, før han var kommet tilbage fra Göteborg; han komponerede mange værker for Hlahol-sangforeningen, primært for mandestemmer uden orkesterledsagelse.<ref>Large , s. 122-125.</ref> Smetanas kormusik er generelt nationalistisk og spænder i skala fra et kort værk skrevet efter revolutionsvennen Havlíčeks død til kompositionen af ''[[Havets sang]]'', et omfattende værk der er en slags drama i korsang.<ref name= Clap87> Clapham (1972), s. 87-89.</ref>

Mod slutningen af sit liv vendte Smetana tilbage til simpel sangskrivning, med fem ''Aftensange'' fra 1879 til tekster af digteren [[Vitezslav Hálek]]. Hans sidste arbejde, ''Vores sang'' fra 1883, er den sidste af fire komposioner til tekster af Josef Srb-Debrnov. Selv om Smetana var syg, får han udtrykt en lykkelig hyldest til tjekkisk sang og dans. Stykket mentes tabt i mange år og fik sine første opførelser efter genopdagelsen i 1924.<ref>Large, s. 378.</ref>

Smetana var utilfreds med sit første store orkesterværk, D-dur-ouverturen fra 1848;<ref>Large, s. 46.</ref> han undersøgte passager fra [[Ludwig van Beethoven|Beethoven]], [[Felix Mendelssohn|Mendelssohn]], Weber og Berlioz før han komponerede sin ''Triumfsymfoni'' i 1853.<ref Name= Ottlov7>{{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 7).</ref> Selv om det er blevet afvist af Rosa Newmarch som "an epithalamium for a Habsburg Prince" (''et bryllupsdigt til en habsburgsk prins''),<ref>Newmarch, s. 59.</ref> ser Smetana-biografisten Brian Large meget i det stykke, der skulle præge komponistens mere modne værker.<ref>Large, s. 62.</ref> På trods af hoffets afvisning af symfonien og den lunkne modtagelse ved premieren, var Smetana ikke til sinds at opgive arbejdet. Det blev godt modtaget i Göteborg i 1860,<ref>Large, s. 108.</ref> og en revideret version blev opført i Prag i 1882 – uden "triumf" i titlen – under ledelse af Adolf Čech.<ref Name= Ottlov7/> Stykket kaldes nu også ''Festsymfoni''.

Smetanas besøg hos Liszt i [[Weimar]] i sommeren 1857, hvor han hørte dennes ''Faustsymfoni'' og ''Die Ideale'', betød en væsentlig omlægning af Smetanas orkestermusik. Disse værker gav Smetana svar på mange kompositoriske problemer i relation til orkestermusikalsk struktur<ref name="Large, s. 79" /> og bød sig til som et middel til at udtrykke litterære ideer som en syntese mellem musik og tekst frem for ved en simpel musikalsk illustration.<ref name= Ottlov11>{{cite encyclopedia|last= Ottlová|first= Marta|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy }} p. 11.</ref><ref>Large, s. 85.</ref> Disse indsigter satte Smetana i stand til at skrive de tre symfoniske digte, ''Richard III'', ''Wallensteins lejr'' og ''Hakon Jarl'',<ref name = Ottlov7 /> værker der udviklede Smetana fra en salonkomponist til en moderne [[neoromantiker]], der kunne håndtere store orkestre og de nyeste musikalske ideer.<ref name=Ottlov7/>

Fra 1862 var Smetana stort set kun beskæftiget med opera, og bortset fra et par korte stykker<ref>Clapham (1972), s. 138.</ref> vendte han ikke tilbage til ren orkestermusik, før han påbegyndte ''[[Má vlast]]'' i 1872. I sin introduktion til den samlede udgave af Smetanas værker anfører František Bartol ''Má vlast'' sammen med operaen ''[[Libuše]]'' som "direkte symboler på den nationale kamp".<ref name= Clap76> Clapham (1972), s. 76-84.</ref>'' Má vlast'' er det første af Smetanas modne storværker; dets musikalske ideer er modigere end noget, Smetana havde prøvet før.<ref>Large, s. 288.</ref> For musikforskeren John Clapham repræsenterer cyklussen "et tværsnit af tjekkisk historie og legendefortælling og et indtryk af dens natur, og ... formidler Smetanas syn på nationens karakter og storhed levende for os".<ref> Clapham (1972), s. 76.</ref> På trods af sin nationalistiske forankring har dette værk ifølge Newmarch udbredt Smetanas navn mere end noget han skrev, med undtagelse af ouverturen til ''Den solgte brud''.<ref>Newmarch, s. 91.</ref> Smetana dedikerede ''Má vlast'' til byen Prag, og efter den første opførelse i november 1882 blev det hyldet af den tjekkiske musikalske offentlighed som den sande tjekkiske nationalstil.<ref Name= Ottlov7/> Dens ''Vltava''-sats ("Moldau") skildrer den flod, som løber gennem Prag til den flyder sammen med [[Elben]]; satsen er Smetanas mest kendte og mest internationalt populære orkesterkomposition.<ref>Clapham, s. 80.</ref>

Før Smetana var der næsten ingen tjekkiske operakomponister, når der ses bort fra [[František Škroup]], hvis værker sjældent opnåede mere end en eller to forestillinger på teatret.<ref Name= Tyrrell6/> I sin iver efter at skabe en ny kanon og etablere en forbindelse til det folkelige og tjekkiske vendte Smetana sig til den populære dansemusik fra sin ungdom, navnlig polkaen, frem for at bruge traditionelle folkesange.<ref name= Tyrrell6>{{cite encyclopedia|last= Tyrrell|first= John|title= Smetana, Bedrich|encyclopedia= Grove Music Online, ed. Laura Macy|url= http://www.oxfordmusiconline.com/public/|accessdate= 12. maj 2009|dateformat= dmy}} (Afsnit 6)</ref> Han trak på de eksisterende europæiske traditioner, især de slaviske og franske,<ref name = Tyrrell6 /> men gjorde kun sparsom brug af arier, idet han foretrak at basere sit partitur på ensembler og kor.<ref>Grout, s. 534.</ref>

[[Fil:Prodana cover 1919.JPG|thumb|standing|left|En 1919-udgave af partituret af ''Den solgte brud'']]

}}

Selv om han var tilhænger af Wagners reformer, som han mente ville være operaens redning,<ref name= Newmarch65> Newmarch, s. 65.</ref> afviste Smetana beskyldninger om overdreven wagnerianisme og hævdede, at han gik tilstrækkeligt op i "smetanisme, for det er den eneste ærlige stil!"<ref>Brev til Adolf Cech, 4. december 1882, citeret i Clapham (1972), s. 100.</ref> De fire første operaers overvejende "nationale" karakter opvejes af den lyriske romantik, man finder i de senere værker,<ref>Clapham (1972), s. 104.</ref> især de sidste tre, der blev komponeret, efter at Smetana var blevet døv. Den første af disse, ''[[Kysset]]'', som Smetana skrev, mens han modtog smertefuld medicinsk behandling beskrives af Newmarch som et værk af fredfyldt skønhed, hvor tårer og smil veksler gennem hele partituret.<ref>Newmarch, s. 83-84.</ref> Smetanas librettist i forbindelse med denne opera var den unge feminist [[Eliska Krásnohorská]], som også leverede teksten til hans to sidste operaer. Hun dominerede den skrantende komponist, som ikke fik nogen indflydelse på emnet, stemmetyperne eller balancen mellem soli, duetter og ensembler.<ref Name= Tyrrell6/> Alligevel har nogle kritikere bemærket tegn på nedgang i disse værker, mens hans voksende fortrolighed med det tjekkiske sprog betød, at han bedre end i sine tidlige operaer kunne komponere til tekster på det sprog.<ref name= Tyrrell6/>

I hans eget hjemland gik det dog langsomt med at anerkende Smetana i den brede offentlighed. Som ung komponist og pianist var han velanskrevet i Prags musikalske kredse, og han var godkendt af Liszt, Proksch og andre, men offentlighedens manglende anerkendelse var en vigtig grund til hans selvpålagte eksil i Sverige. Efter sin hjemkomst blev han ikke taget særlig alvorligt<ref name= Large121/> og måtte arbejde hårdt for at få publikum til sine nye værker; på denne baggrund faldt hans bemærkning om at være en "profet uden ære", da ''Richard III'' og ''Wallensteins lejr'' spillede i Žofín for næsten tomme sale og fik en ligegyldig modtagelse i januar 1862.<ref>Large, s. 119</ref>

Hans sidste årti var det mest frugtbare i hans karriere som komponist på trods af hans døvhed og et stedse dårligere helbred. Smetana fik først sent national anerkendelse. Af hans senere operaer er ''De to enker'' og ''Hemmeligheden'' blevet varmt modtaget,<ref>Clapham (1972) s. 41 og s. 49.</ref> mens ''Kysset'' blev mødt med et "overvældende bifald".<ref Name= Ottlov5/> Den ceremonielle opera ''Libuše'' indbragte komponisten et bragende bifald; på dette tidspunkt, i 1881, havde tvistighederne omkring hans musik fortaget sig, og offentligheden var klar til at ære ham som grundlæggeren af tjekkisk musik.<ref>Large, s. 348.</ref> Men de første par forestillinger i oktober 1882 af en åbenbart dårligt indøvet ''Djævlemuren'' forløb kaotisk,<ref>Clapham (1972), s. 53.</ref> og komponisten følte sig "vanæret og modløs".<ref>Large, s. 370.</ref> Denne skuffelse blev hurtigt dæmpet af den anerkendelse, som fulgte uropførelsen af den komplette ''Má vlast''-cyklus i november: "Enhver kom på benene, og den samme storm af uendeligt bifald rejste sig efter hver af de seks dele ... I slutningen af ''Blaník'' [den sidste del] var publikum helt ude af sig selv, og folk kunne ikke få sig selv til at tage afsked med komponisten".<ref>Large, s. 268.</ref>

Smetanas biografister beskriver ham som fysisk svag og uanselig af udseende, men i det mindste i sin ungdom oplevede han en ''joie-de-vivre'', som kvinder åbenbart fandt attraktiv.<ref>Large, s. 3 og s. 10.</ref> Han var også lidenskabelig og viljestærk, fast besluttet på at gøre musikalsk karriere uanset de strabadser, det måtte medføre, og også selvom han måtte trodse det håb, hans far nærede om, at sønnen skulle blive brygger eller embedsmand.<ref name = " Large19 "/> Gennem hele sin karriere stod han fast, og selv da hans ''Dalibor'' modtog streng kritik for wagnerianisme, reagerede han blot ved at skrive ''Libuše'', der i end højere grad var baseret på Wagners musikdrama.<ref>Large, s. 205.</ref> Hans personlige liv var stresset, hans ægteskab med Bettina var kærlighedsløst og brød faktisk helt sammen i de år under sygdom og relativ fattigdom mod slutningen af hans liv.<ref>Large, s. 304-305.</ref> Man ved kun lidt om hans forhold til hans børn, selv om det forlyder, at Žofie den dag han blev indlagt "græd som om hendes hjerte skulle briste".<ref>Large, s. 391.</ref>

[[Fil:Prague Vltava 2001.jpg|thumb|Vltava-floden, der løber gennem Prag.]]

Der er bred enighed blandt de fleste kommentatorer om, at Smetana skabte en tjekkisk operakanon i et tomrum, og om at han udviklede en musikalsk stil i alle sine kompositioner, der udtrykte den frembrydende nationale ånd i Tjekkiet.<ref name =Tyrrell10/><ref> Clapham (1972), s. 123.</ref><ref>Large, forordet s. xvii.</ref> En anden opfattelse findes dog hos musikforfatteren Michael Steen, som spørger, om "nationalistisk musik" egentlig findes i virkeligheden: "Vi bør anerkende, at, mens musikken er uendeligt udtryksfuld i sig selv, er den ikke god til at beskrive konkrete, jordiske genstande eller begreber".<ref name= Steen690> Steen, s. 690-691.</ref> Han konkluderer, at meget afhænger af, hvilke forudsætninger lytterne bringer med sig, når de hører musikken.<ref Name= Steen690/>

Ifølge musikforskeren [[John Tyrrell]] har Smetanas tætte forbindelse med den tjekkiske nationalisme og de tragiske omstændigheder i hans sidste år haft en tendens til at påvirke vurderingen af hans værk, især i Tjekkiet.<ref name= Tyrrell10/> Tyrrell hævder, at Smetana næsten har fået ikon-status, og at han er blevet en så monumental figur, at ethvert forsøg på kritik af hans liv eller arbejde er blevet skræmt bort af de tjekkiske myndigheder, selv så sent som i sidste del af det 20. århundrede.<ref name= Tyrrell10/> Tyrrell hævder, at en følge heraf har været, at man har fremmeet en opfattelse af tjekkisk musik, som bagatelliserer bidrag fra Smetanas samtidige og efterfølgere som [[Antonín Dvořák|Dvořák]], [[Leos Janacek|Janáček]], [[Josef Suk (komponist)|Josef Suk]] og andre mindre kendte figurer.<ref name= Tyrrell10/> Dette er dog i modstrid med opfattelsen ude i verden, hvor Dvořák spilles langt oftere og er meget mere kendt. Harold Schonberg bemærker, at "Smetana var den, der grundlagde tjekkisk musik, men Antonín Dvořák ... var den, der gjorde den populær".<ref name="Schonberg77" />

* {{cite encyclopedia|last= Clapham|first= John|title= Bedrich Smetana|encyclopedia= New Grove Music and Musicians (Special English edition) ed. Stanley Sadie|volume= 17|pages= 391-403|publisher= Macmillan|location= London|date= 1980|isbn= 0-333-23111-2}}

* {{cite book|title=Slavné české lebky (Berømte tjekkiske kranier)|last=Ramba|first=Jiří|authorlink=|coauthors=|year=2009 (2nd edition)|publisher=Galén|location=Prague|isbn=978-80-7262-325-9|page=|pages=151-299|url=}}