Herrnhutiske Brødremenighed: Forskelle mellem versioner

Kirken er ældre end den ovennævnte bevægelse, da den kan spore sine rødder tilbage til reformation før Luther. Kirken blev dannet i [[Böhmen-Mähren]], efter at [[Jan Hus]] var brændt som [[kætter]] på bålet i 1415 i [[Konstanz]]. Grupper af bønder slog sig sammen i et fællesskab i 1457. I begyndelsen af 1500-tallet var der mere end 200.000 brødre i de [[tjekkiskTjekkiet|tjekkiske]]e provinser [[Bøhmen]] og [[Mæhren]], deraf navnet bøhmiske eller mæhriske brødre.

Zinzendorf købte i 1721 Godset Berthelsdorf i Øvre Lausitz og ville her gerne samle en menighed i pietistisk ånd. Han tog derfor i 1722 vel mod nogle bøhmiske og mähriske brødre, som var udvandrede under ledelse af Chr. David. De slog sig ned på Hut-bjerget og anlagde byen Herrnhut. Andre sekterere og pietister sluttede sig til dem, men der opstod en splittelse imellem dem, og samfundet truede med at opløse sig. Da lagde Zinzendorf sig imellem og fik i 1727 alle samlet i en enhed, "den fornyede Broderunitet", hvorefter samfundet oplevede en mærkelig vækkelsestid. Herrnhut fik en særlig forfatning med et menighedsråd og 12 ældste i spidsen. I 1733 blev [[Leonhard Dober]] valgt til overældste, men da han 1741 trådte tilbage, besluttede Brødremenigheden at gøre Kristus selv til overældste og dermed til den egentlige leder, og da lodkastning bekræftede denne plan, oprettede Brødremenigheden en "særpagt" med Kristus om ledelsen. For at finde Kristi veje anvendte man i de enkelte tilfælde lodkastning, lige fra valget af tekster ved [[gudstjeneste]]n til valget af ægtefælle, hvilket sidste blev lagt i menighedens hånd. Apostolske skikke som fodvaskning, kærlighedsmåltider og broderkys indførtes også. I 1737 blev Zinzendorf indviet til biskop, og han var til sin død den virkelige leder af Brødremenigheden.<ref name="Salm 177">[http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0203.html ''Salmonsen'', s. 177]</ref>

Fra Herrnhut bredte Brødremenigheden sig til andre steder i Tyskland, til Holland, England og Amerika og til Skandinavien. Dog har samfundet aldrig hørt til de større kirkesamfund. I 1727 sendtes 2 brødre til København, og Zinzendorf samlede en kreds i staden under sit ophold der i 1731. I 1739 stiftedes Brødremenighedens Societet i København, som efterhånden søgte tilknytning og udbredelse også andre steder i landet. Der udkom dog adskillige forordninger herhjemme imod dem, indtil regeringen 1771 gav tilladelse til at oprette en Herrnhuter-by. Brødremenigheden købte da [[Tyrstrupgaard]] og byggede her [[Christiansfeld]], hvorfra der i rationalismens dage øvedes en stor religiøs indflydelse. I Norge dannedes der societeter i [[Kristiania]], [[Bergen]] og [[Drammen]]<ref name="Salm 177"/>, og i Sverige i [[Stockholm]], [[Göteborg]], [[Uddevalla]] og [[Karlskrona]].<ref name="Salm 177"/> Mens Zinzendorf levede, var der tilløb til sværmeri, men det fortog sig, og i rationalismens tid var Brødremenigheden alle vegne en god støtte for de få fromme i landene. Lige til nutiden har det også været almindeligt at sende børn og unge til Brødremenighedens pensionsanstalter. Da Brødremenigheden fik udbredelse uden for Herrnhut, måtte styrelsesformen tilpasses derefter. Hver menighed fik sin ældstekonferens og sit menighedsråd. Som organisatorisk overbrygning over alle de enkelte menigheder stod unitetsældstekonferencen, der har 3 departementer: for kirke- og skolevæsen, for de økonomiske forhold og for missionen. Embedsmændene er biskopper, præster og diakoner.<ref name="Salm 177"/>

Brødremenigheden uden for Tyskland står dog i virkeligheden selvstændigt over for Herrnhut, Missionsdepartementet er egentlig det eneste fællesbånd nu. Men dette bånd er stort og stærkt. Intet andet kirkesamfund har blot tilnærmelsesvis øvet så forholdsvis stor en missionsvirksomhed som Brødremenigheden. Den har været det enestående forbillede for de andre protestantiske samfund, og begyndelsen blev gjort inden for det danske rige, idet to udsendinge fra Herrnhut i 1732 over København drog til Sankt Thomas for at virke blandt de sorte<ref name="Salm 177"/>, mens tre udsendinge i 1733 drog til Grønland, hvor [[Hans Egede]] havde vanskeligheder med dem.<ref name="Salm 177"/> Slag i slag toges ny missionsopgaver op i Nordamerika og i Afrika, og efter 25 års forløb havde Brødremenigheden allerede 100 missionærer ude. Med forkærlighed opsøgte Brødremenigheden de laveststående folkeslag og de vanskeligste egne. Den gav oprindelig ikke sine missionærer nogen særlig uddannelse men fik senere en god missionsskole i [[Niesky]].<ref name="Salm 177"/>

[[Vækkelse]]n kom fra Danmark til Norge i [[1730]]'erne. Fra sidste halvdel af 1700-tallet blev der stiftet menigheder i [[Skien]] og på [[Bragernes]] med mange velstående og indflydelsesrige medlemmer.