Giovanni Lorenzo Bernini: Forskelle mellem versioner

'''Giovanni Lorenzo Bernini''' (født [[7. december]] [[1598]] i [[Napoli]], død [[28. november]] [[1680]] i [[Rom]]), også kaldetkaldt '''Gian Lorenzo''' eller '''Gianlorenzo Bernini''',) var en [[Italien|italiensk]] [[billedhugger]], [[arkitekt]], [[maler]] og scenedekoratør[[scenograf]]. Bernini udførte mange arbejder til [[Peterskirken]] i Rom.

Den unge Bernini fik kardinal Borgheses opmærksomhed, og kardinalen bestilte fire skulpturgrupper til sin villa på [[Quirinalhøjen]]. Den første, "Aeneas, Anchises og Ascanius" (1618-1619), skildrer den mytologiske skikkelse [[Æneas]], som på sine skuldre bærer sin gamle, blinde far [[Anchises]] ud af det brændende [[Troja]]. Ved siden af går Æneas' søn, Ascanius, der bærer den hellige [[ild]]. I skulpturen mærkes indflydelsen fra [[manierisme]]n specielt i den spiralformede komposition og de uforholdsmæssigt lange lemmer.

Med den anden skulpturgruppe, "Pluto og Proserpina" (1621-1622), fremstiller Bernini [[Pluto (gud)|Plutos]] dramatiske bortførelse af [[Proserpina]]. Den fortvivlede Proserpina prøver forgæves at vride sig ud af Plutos faste greb. Bernini fandt sandsynligvis inspiration i [[Giambologna]]s skulptur ''Ratto delle sabin'' ([[Kidnapningen af Sabinerkvinderne|Sabinerindernes rov]]) fra 1580-tallet.

Den sidste af kardinal Borgheses bestilningerbestillingsarbejder, "David" (1623-1624), viser den unge [[kong David|David]], der gør slyngen parat før mødet med filisterkæmpen [[Goliat]].

Under [[pave Urban 8.]]s pontifikat (1623-1644) var Bernini Roms mest eftertragtede kunstner, og han fuldførte sammen med assistenter og elever en mængde opgaver i [[Peterskirken]], blandt andet højalterets 20 meterm høje [[baldakin]] med snoede [[søjle]]r. Står man med ryggen til kirkens indgang, ser man i øjenhøjde på søjlen til venstre et kvindeansigt. Går man rundt om baldakinen med uret, ser man også hendes ansigt på de to næste søjler, mere og mere fortrukket af smerte som under en børnebarne[[fødsel]], men på den fjerde søjle afløst af et smilende spædbarnsansigt. Kvinden var en niece af Urban 8. der fødte, mens Bernini arbejdede med baldakinen. <ref>Lonely Planet's guide til Rom (s. 140), ISBN 978-1-74179-323-9</ref>

I juli 1650 fik Bernini til opgave at udføre en [[Skulptur|buste]] af [[Francesco 1. d'Este]] (1610-1658), hertug af [[Modena]]. Til trods for at Bernini og hertugen aldrig mødtes – Bernini havde kun et malet portræt som grundlag for busten – lykkedes det ham at give indtryk af en hel skikkelse, til trods for at den kun består af et hoved og armløse skuldre. <ref>Avery, 1997, s. 92.</ref> Draperingens dramatiske udførelse og hertugens krøllede hår er specielt godt fremstillet.

Berninis højdepunkt som skulptør[[billedhugger]] er «Den Hellige Teresas ekstase» (1647-1652) i Cornaro-kapellet i kirken [[Santa Maria della Vittoria]] på Quirinalen. Skulpturen forestiller den [[Spanien|spanske]] [[Karmeliterordenen|karmeliterhelgen]] [[Teresa af Ávila]] i [[meditation|meditativ]] ekstase. En [[engel]] skal netop til at gennembore hendes [[hjerte (organ)|hjerte]] med den guddommelige kærligheds pil. I Cornaro-kapellet forener Bernini skulptur, arkitektur, [[fresko]] og [[stuk]]katur til en helhed.

Som ældre udførte Bernini skulpturen «Sankta Ludovica Albertoni» (1671-1674), der står i kirken San Francesco a Ripa i [[Trastevere]].